Læsetid 6 min.

I det finske nationalepos ’Kalevala’ fornemmer man en stor kærlighed til de oversete

Det kan godt være at det finske ’Kalevala’ i kompositionelt raffinement halter efter Homer og Vergil, men det ændrer ikke ved, at værkets verden, dets tone, karakterer og logikker er dybt originale. Nu er ’Kalevala’ genudgivet på dansk i anledning af 100-året for Finlands selvstændighed som nation
Akseli Gallen-Kallelas sidste forsøg på at illustrere Kalevala er fornemt gengivet i bogen og tangerer, hvad vi i dag ville kalde en grafisk roman.

Akseli Gallen-Kallelas sidste forsøg på at illustrere Kalevala er fornemt gengivet i bogen og tangerer, hvad vi i dag ville kalde en grafisk roman.

Illustration: Akseli Gallen-Kallelas ’Lemminkäinens moder’ (1897)/Gallen-Kallela Museet i Finland

23. december 2017

I gamle dage i Karelen kunne man alene ved sangens magt jorde en mand. Sådan helt bogstaveligt.

Det er i hvert fald, hvad den gamle, vise Väinämöinen gør ved Joukahainen, »denne magre karl fra Lapland«, i tredje sang af det finske nationalepos Kalevala. »Han sang selve Joukahainen/ ned i sumpen helt til bæltet,/ ned i mosen helt til lænden,/ ned i kæret helt til skuldren.«

Väinämöinen bygger skibe på samme måde. Han synger dem frem alene ved sprogets magt. Hver eneste gang nogen begynder at galdre, som det også hedder, peger sangeren af Kalevala også på sig selv og bekræfter med sin stemme poesiens magiske evne til at gøre verden levende foran øjnene på os.

Kalevala blev nedskrevet og sat sammen af den finske folkemindesamler med mere Elias Lönnrot. Den første udgave udkom i 1835, en anden udgave, som var udvidet til 50 sange, udkom i 1849. Hvor gammelt stoffet er, hersker der vist stadig uenighed om, men det lader til at række tilbage til den nordiske middelalder.

Kalevala er således en tidsligt sammensat værk, på den ene side et kunstprodukt fra romantikken skabt efter tidens smag og med henblik på at skabe en national finsk identitet og på den anden en stemme fra historiens ubestemmelige dyb. Sangeren synger med to tunger: en nationalromantisk og en anden ældre og mundtlig tone. Den sidste høres ikke mindst i versemålet som består af fire trokæer i hvert vers og godt med allitterationer.

Aldrig færdigt

Trokæerne løber let i Hilkka og Bent Søndergaards mundrette oversættelse af den udvidede udgave. Oversættelsen, som udkom første gang i 1994, genudgives nu i luksusudgave i anledning af 100-året for Finlands selvstændighed. Foruden kvadet selv indeholder bogen et forord af Hendes Majestæt Dronningen, illustrationer af den finske maler Akseli Gallen-Kallela, to artikler om ham af Jens Fleischer og en oplysende indledning ved Kalevala-forskeren Ulla Piela. Og mere til.

Gallen-Kallelas mestendels symbolistiske malerier tilføjer endnu en tidsperiode til helhedsoplevelsen af bogen. De dynamiske og ofte farvestærke kompositioner med deres ornamenteringer og vitalistiske kroppe bliver endnu et historisk lag. Ovenikøbet tangerer Gallen-Kallelas sidste forsøg på at illustrere Kalevala, som er fornemt gengivet i bogen, hvad vi i dag ville kalde en grafisk roman. Kalevala er ikke og har aldrig været et færdigt værk. Der findes ingen original, men lag på lag af historiske fortolkninger.

Med sine rejser til fortrinsvis Karelen gjorde Lönnrot i Finland, hvad blandt andre brødrene Grimm gjorde i den tysktalende verden og Svend Grundtvig i Danmark. De indsamlede den mundtlige folkedigtning med inspiration fra Johann Gottfried von Herders tanker om, at et folk udgøres af dets sprog og historie. I Tyskland endte det med en imponerende samling af folkeeventyr, i Danmark var det verdenslitterært mest værdifulde fund folkeviserne, og i Finland altså disse sange, som havde så meget til fælles, at tanken om at samle dem til én fortælling syntes rimelig.

Tre mænd fra syden

Det hele begynder med, at luftens jomfru stiger ned og bliver havets moder, en vildand bygger rede på hendes knæ, universet skabes af andens knuste æg, og hun føder den evige olding Väinämöinen. Väinämöinen er den ene af epossets tre hovedpersoner. De andre to er smeden Ilmarinen, som smeder Sampo, en mystisk genstand, en gral, som alle begærer, og så den unge hedspore Lemminkäinen.

Problemet for disse tre mænd fra syden, som på mange måder komplementerer hinanden, er, at alle kvinderne findes nordpå i Pohjola under ledelse af den gamle tandløse kælling Louhi. Derfor foregår al færdsel frem og tilbage mellem det spæde agerbrug i syd og det mørke endnu ukultiverede nord. Kun Ilmarinen har held med sin brudefærd, og hele epossets midterstykke er optaget af dette bryllup, som skal forene de to territorier.

Freden varer imidlertid kort, og konflikten tilspidses i en sidste fælles færd, hvor de tre helte raner Sampo, der imidlertid ødelægges under kamphandlingerne. Eposset slutter med en ny begyndelse, en fortælling om den unge jomfru Marjatta, som er en folkelig udgave af beretningen om Marias undfangelse og nedkomst.

Marjatta bliver befrugtet af et tyttebær, hun må gå fra hus til hus, da hun skal føde, for til sidst ikke at føde den nye konge i en stald, men i dampen fra sin hests ånde, dens hede »saunadampe«.

Som det ofte er med mundtlig litteratur, er Kalevala bygget på gentagelser. Tingene siges ofte to gange: »Så gav hun sig til at sige,/ tog til orde så og sagde« – en teknik, som køber sangeren tid. Samtaler foregår ofte som en stiliseret udveksling af spørgsmål og svar. For eksempel skal man ofte igennem tre-fire løgnehistorier, inden den tilspurgte endelig kommer til sagen.

De mange forudsigelige gentagelser trækker på den ene side handlingen i langdrag, mens de på den anden gør det muligt at læse teksten hurtigt. Ofte beskrives handlinger i en serie af underhandlinger, af operationer eller reaktioner.

Som når man minutiøst kan følge, hvordan Ilmarinens søster reagerer på en nyhed ved at standse sin tøjvask, smide vasketøjet yderst på en trappe, samle kjolen, holde en finger på skørtet og begynde at gå for dernæst at sætte i løb. Et andet genkommende greb er, hvordan synsvinklen skifter fra helten på vej ud i verden til kvinden, som sidder og venter og spejder ud over havet.

Et feministisk manifest!

Skønt de mandlige helte er dem, hvorom eposset drejer sig, er kvinderne langtfra altid passive. Da Hilkka og Bent Søndergaards oversættelse udkom første gang, var det uden den 23. sang, som til den aktuelle udgave er oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Den blev ifølge oversætterne udeladt, fordi den indeholdt for mange trættende praktiske råd til den unge brud. Men den er jo et gedigent feministisk manifest! Første halvdel er én lang formaning til bruden, om at hun skal være føjelig over for sin nye familie; men så får fløjten pludselig en anden lyd, og opdrageren begynder at fortælle om, hvor galt det gik hende, da hun blev gift og forsøgte at efterleve sine egne råd. Det var et helvede at blive giftet bort. Hun blev ikke regnet for noget, og hendes arbejdskraft blev misbrugt på det skammeligste af en lad og egoistisk familie.

Som det fremgår er der et enormt spand mellem det helt hverdagsagtige og så det heroiske og mytiske stof. Størrelsesforholdene er et kapitel for sig. Det ene øjeblik skal man forestille sig Ilmarinen smede Solen og Månen, det næste følger man et tyttebærs vej fra tåen og låret på Marjatta og ind i hendes mund. Det samme gælder for stillejet.

Et epos kræver patos, mente de gamle retorikere. Men heltene i Kalevala er antihelte. Väinämöinen er en latterlig bejler. Ingen af de unge piger i Pohjola gider have sådan en gammel gris, uanset hvor rig og klog han er.

Den modne Ilmarinen har mere held i sprøjten, han er til gengæld lidt træg i det, og Lemmikäinen praler og forårsager kun problemer. I stedet fornemmer man en stor kærlighed til de oversete, til de små børn, som sidder rundtomkring på gulvene og indimellem tager til orde, til oldingene henne i hjørnerne og til tjenestefolkene, som ofte må agere sendebude.

Det kan godt være at Kalevala ikke kan konkurrere i alder med Rolandskvadet, Nibelungenlied, Beowulf eller Edda-digtningen, og at det i kompositionelt raffinement halter efter Homer og Vergil.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at værkets verden, dets tone, karakterer og logikker er dybt originale. Blandt andet fordi myte og magi er ledsaget af humor og hverdag – for nu at fyre et par af de allitterationer af, som oversætterne – sikkert fornuftigt nok – har fravalgt.

’Kalevala – Finlands Nationalepos’, illustreret af Akseli Gallen-Kallela, oversat af Hilkka og Bent Søndergaard og Erik Skyum-Nielsen, 492 sider, 475 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • David Zennaro
ingemaje lange og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu