En flok resignerede klovne har indtaget Arken

Inerti og depression præger den spredte flok af klovne, som møder én i Arkens let kurvende akse. Det ligner livsglædens sit down-strejke, et pludseligt tab af energi, engagement og lyst. Der sidder 45 klovneskikkelser på gulvet, alle med så tilpas stor afstand til hinanden, at forestillingen om samvær eller samtale – eller sågar sameksistens – er udelukket.

Alle 45 er de indesluttede i sig selv i ophøjet ensomhed. Alle er klædt i farvestrålende kostumer, der står i skarp kontrast til den grå tristesse og glædesløshed, som er mejslet i deres kropspositurer. Alle bærer masker med lukkede øjne. Ingen er sig selv.

Som substitutter for sig selv, identitetens pauseklovne, lægger figurerne i den store klovneinstallation med titlen Vocabulary of Solitude sig i forlængelse af den schweiziske Ugo Rondinones øvrige værker. Men de lægger sig også i forlængelse af en tradition inden for kunsthistorien for at lade den tragiske klovn være en variant af bohemefiguren og kunstnermytologien.

Med sin blanding af enkelhed og flertydighed er installationen typisk for Ugo Rondinone (f. 1964), som fik sit internationale gennembrud i slutningen af 1980’erne og siden har skabt en række værker, der indbefatter både papirarbejder, malerier, skulpturer og installationer.

I en serie signaturmalerier, som Arken også viser et eksempel på, har Rondinone brugt skydeskiven som et motiv. Men han lader ringene med forskellige farver i den runde skive være så slørede i kanterne, at det føles, som om ens øjne ikke kan fokusere klart. Det er skydeskiver, hvor chancen for at ramme plet er minimal.

I det maleri, der kan ses på Arken, er skydeskiven skåret over på midten, så den fremstår som en regnbue, hvis farvede bånd skilles af sorte bånd. Værket bærer titlen »achtundzwanzigsterjunizweitausendundsechzehn«, hvilket angiveligt blot markerer tilblivelsesdatoen for værket, men i sin tæt sammenskrevne form gentager selve maleriets formelle blanding af eksakthed og uklarhed.

Stamtræ

Mange af Rondinones værker leger med sådanne udtoninger og sløringer, der får tilsyneladende entydige motiver til at fremstå flertydige og sære. Et tredje arbejde i Arkens udstilling, indgangsværket »wind moon« fra 2011, iscenesætter en lignende sløring ved at gengive et hyperrealistisk oliventræ, som imidlertid er en afstøbning i aluminium af et rigtigt træ. Det er efterfølgende malet med hvid emalje, så det fremstår som et vindblæst, gammelt træ badet i nattens lys fra en fuldmåne. Træets vredne stamme og krogede grene indgiver det liv og alder og personlighed.

Ligesom så mange af Ugo Rondinones værker viser »wind moon« sig også at have en selvbiografisk dimension, som ikke er umiddelbart synlig. Det gamle oliventræ, som afstøbningen er lavet efter, kommer fra Basilicataregionen i det sydlige Italien, hvor Rondinones slægt stammer fra.

På den måde refererer værket ad slørede omveje ind i kunstnerens eget liv på en temmelig konkret måde: som et bogstaveligt stamtræ. Tidligere har Rondinone lavet dagbøger, der blander stiliserede tegninger med håndskreven tekst, som dækker et års hændelser i en ung mands liv. Rondinones »Diaries« har selvbiografiske træk, men er samtidig fiktive, slørede bekendelser.

Måske kan det store installationsværk Vocabulary of Solitude også ses i dette lys? Som vanligt slører Rondinone billedet og undlader at give os svar. En følgetekst til værket forklarer dog, at de mange klovne skal ses som én krop, der udfører forskellige handlinger i løbet af et døgn. De 45 figurer har titler efter hver deres handling, for eksempel breathe, sleep og remember.

Samtidig er figurerne også afstøbninger af 45 forskellige mandlige og kvindelige individer. På den ene side kan man altså se installationen som en fortløbende fortælling, der kondenserer en persons kropslige handlinger over 24 timer til et rumligt billede. På den anden side kan man se installationen som en øjebliksskildring af 45 individer, der befinder sig i ét og samme nu, isolerede fra hinanden.

Man kan til disse tolkningsmuligheder lægge den oplagte idé om installationen som et udvidet selvportræt. Det ville ikke være første gang i kunsthistorien, at en kunstner identificerede sig selv med Harlekin eller Pjerrot. Tværtimod eksisterer der en solid tradition for at gå ind i rollen som den tragiske og melankolske klovn. Ikke mindst takket være Picasso, der fra omkring 1900 og mange år frem var stærkt optaget af commedia dell’arte-traditionens maskerede figurer.

Kunstneren som klovn

Men også kunstnere så forskellige som Edward Hopper (Soir bleu, 1914) og Max Beckmann (Selbstbildnis als Clown, 1921) har lavet selvportrætter i klovneantræk, ligesom vi i nyere tid har set kunstnere som Bruce Nauman (Clown Torture, 1987) og Cindy Sherman (Clowns, 2003-2004) arbejde med klovnefiguren som en slags forskudt selvfremstilling.

Klovnen bliver i det tyvende århundrede et billede på kunstneren selv, en tragisk skikkelse i samfundets udkant, demokratiets hofnar, som desperat må finde på nye løjer for at overleve. Vocabulary of Solitude kan ses i forlængelse af denne interesse for klovnens tragiske og uhyggelige sider, der lokaliserer en hjertets dybe ensomhed under komikkens hysteriske og sorgfulde latter.

Vocabulary of Solitude er dog også et monumentalt portræt af resignationen i en epoke, hvor en stadig mere tidsslugende og kulørt underholdningsindustri tilbyder øjeblikkelig eskapisme døgnet rundt, mens de katastrofer, som vi lukker øjnene for, bliver stadig mere truende og anmassende. De solitære klovne underkaster sig deres udmattelse i en opgivelse, der i sin gennemførte indadvendthed virker overvældende. De spredte kroppe ligner næsten efterspillet til et terrorangreb, traumatiserede og sårede mennesker, lammede og stumme, ude af stand til at tage vare på sig selv, end sige nogen anden.

Midt i al tragikken rummer udstillingen imidlertid også sin egen skønhed, ikke mindst takket være indfarvningen af det indtrængende ovenlys. Værket »love invents us«, som består i farvet film, som er trukket over kunstaksens høje vinduer, farver hele rummet i regnbuens fulde spektrum.

Vel at mærke uden at afkræve dig, at du skal sanse dig selv sanse, men blot som et diskret og håbefuldt seksualpolitisk manifest. For en gang skyld bliver det vanskelige rum aktiveret i sin totalitet ved hjælp af enkle, men effektive virkemidler.

Som helhed fungerer udstillingen godt, ikke mindst på grund af den opulente børnehaveæstetik, som både virker frastødende og tiltrækkende. Ligesom klovnefiguren selv, er udstillingen sammensat og kompleks inde under sin prangende overflade.

Ugo Rondinone. ’Ensomhedens sprog’. Arken Museum for Moderne Kunst. Ishøj. Indtil den 30. december 2018