Læsetid: 5 min.

Frank Wedekind var frisindet, før frisindet blev opfundet

Med kortromanen ’Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse’ har Frank Wedekind udviklet en fabel over samfundets rigide formning af præpubertær uskyld, samtidig med at han slår erotisk mønt af sit stof
Frank Wedekind var anstødelig, og nogen kaldte ham en gorilla, der havde forvildet sig ind i civilisationen, hvor han sad som en fange og ruskede i dens sociale vedtægter.

Frank Wedekind var anstødelig, og nogen kaldte ham en gorilla, der havde forvildet sig ind i civilisationen, hvor han sad som en fange og ruskede i dens sociale vedtægter.

The Granger Collection/Polfoto

16. december 2017

»Hans vitalitet var det smukkeste ved ham,« skriver Brecht om Frank Wedekind, hans godt tredive år ældre dramatikerkollega, da han døde i 1918. »Han var sig selv, helt ud i alle hjørner. Han stod dér, grim, brutal, farlig, med kortklippet rødt hår, hænderne i lommerne, og man vidste: Ham vil ingen djævel kunne hamle op med … Hans hovedværk var hans personlighed.«

Med udtrykket »stod dér« hentyder Brecht til, at Wedekind også optrådte med sine egne rå kabaretviser.

Det er i sig selv et broget og lettere forvirrende portræt, Brecht tegner. Det er fordi, det ligner.

Frank Wedekind (f. 1864), af hvem forlaget Arena nu drager en lille sær tekst frem, var ekspressionist før ekspressionismen, skrev episk teater før det blev opfundet og blev hot. Wedekind var ’frisindet’, før det ideologiske frisind brød frontalt igennem senere i århundredet.

Wedekind var anstødelig, og nogen kaldte ham en gorilla, der havde forvildet sig ind i civilisationen, hvor han sad som en fange og ruskede i dens sociale vedtægter.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer