Læsetid 5 min.

Frank Wedekind var frisindet, før frisindet blev opfundet

Med kortromanen ’Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse’ har Frank Wedekind udviklet en fabel over samfundets rigide formning af præpubertær uskyld, samtidig med at han slår erotisk mønt af sit stof
Frank Wedekind var anstødelig, og nogen kaldte ham en gorilla, der havde forvildet sig ind i civilisationen, hvor han sad som en fange og ruskede i dens sociale vedtægter.

Frank Wedekind var anstødelig, og nogen kaldte ham en gorilla, der havde forvildet sig ind i civilisationen, hvor han sad som en fange og ruskede i dens sociale vedtægter.

The Granger Collection/Polfoto

16. december 2017

»Hans vitalitet var det smukkeste ved ham,« skriver Brecht om Frank Wedekind, hans godt tredive år ældre dramatikerkollega, da han døde i 1918. »Han var sig selv, helt ud i alle hjørner. Han stod dér, grim, brutal, farlig, med kortklippet rødt hår, hænderne i lommerne, og man vidste: Ham vil ingen djævel kunne hamle op med … Hans hovedværk var hans personlighed.«

Med udtrykket »stod dér« hentyder Brecht til, at Wedekind også optrådte med sine egne rå kabaretviser.

Det er i sig selv et broget og lettere forvirrende portræt, Brecht tegner. Det er fordi, det ligner.

Frank Wedekind (f. 1864), af hvem forlaget Arena nu drager en lille sær tekst frem, var ekspressionist før ekspressionismen, skrev episk teater før det blev opfundet og blev hot. Wedekind var ’frisindet’, før det ideologiske frisind brød frontalt igennem senere i århundredet.

Wedekind var anstødelig, og nogen kaldte ham en gorilla, der havde forvildet sig ind i civilisationen, hvor han sad som en fange og ruskede i dens sociale vedtægter.

Vildbasse

I den samtidige hjemlige andegård kan jeg på stående fod ikke associere til andre end Gustav Wied, der også var en særling blandt teaterdigtere med sine satyrspil, især Dansemus fra 1905, hvor alle danser »efter en højere Lirekasse« – som det siges med en formulering, Wedekind i den grad ville have værdsat.

Som temperament, multitalent og regulær vildbasse var Wied kun en skygge af Wedekind, men de delte såvel en provokerende sympati for det naturlige som en kynisk fascination af materialismen (en arv, der i øvrigt gik videre til Brecht – »erst kommt das Fressen«!).

Wedekind var hard core bohême, med faste tilholdssteder i Münchens svar på Montparnasse – Schwabing. Læg dertil, at han en tid var reklameagent for Maggi-terninger og bogholder i et cirkus, så skulle den biografiske uoverskuelighed være markeret.

Den sidste skylle af forargelse modtog han post mortem – for sin begravelse, der blev et tilløbsstykke for prostituerede.

Skandaløs opera

Har Wedekind et navn herhjemme, er det for den dengang skandaløse opera Lulu om en luder, på en gang monster og ideal, som den lige så radikale Alban Berg komponerede i 1903 over flere af Wedekinds kaotiske tekster.

Allerede hans gennembrudsstykke, »børnetragedien« Frühlings Erwachen (1896) udløste skandaler med sin fremstilling af pubertetsdrenges seksualitet, med sine sadomasochistiske toner, altsammen i forening med det forudsigelige generalangreb på hovedfjenden: den livsfjendske borgerlige tvangsmoral.

Det fulgtes snart, 1893, af bl.a. den store novelle Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse, og det er den, som nu har fanget Arenas interesse, hvilket godt kunne være begrundet i en liden introduktion eller ditto efterskrift. Den forklarer ikke sig selv. Man kunne også godt – i kolofonen – have gengivet originalens titel korrekt.

Ren fantasiverden

Novellen giver sig ud for at være en selvbiografi, overdraget til forfatteren af en 84-årig pensioneret lærerinde, kort før hun begår selvmord. Hvad hun gerne vil fortælle om, er sin tid som først elev, siden lærerinde indenfor et højst aparte opdragelsessystem for unge piger.

Der er ikke tale om nogen virkelighedsgengivelse. Vi befinder os i en ren fantasiverden, i et kunstigt og stramt styret internat, hvor alt liv er holdt sammen af en til dressur grænsende disciplin, og hvor elevernes dag er reguleret helt ind i deres indbyrdes forhold.

Frank Wedekind: ’Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse’.

Der er tale om et mægtigt kostskolekompleks, der, hvad de første klasser angår, både optager drenge og piger, men siden er forbeholdt piger. Elevens overførsel fra den blandede skole til den rene pigeskole sker rituelt i en lukket kiste – således også for Hidalla, som i en alder af syv år bringes til videreuddannelse ovre på en af efterskolerne, der kaldes »parker«.

Her er det de ældre piger, der underviser de yngre, og med tiden bliver også selvbiografiens forfatter tutor eller coach for en lille nytilkommen pige.

Det eneste, der forefindes på pigernes skema, er gymnastik, dans og musik. Pigerne lærer kun ét: »at tænke med hofterne«. En hver åndelig beskæftigelse eller påvirkning er tabu. Ældre kvinder og mænd bliver pigerne aldrig konfronteret med. Deres kropsøvelser bliver skildret med største, kliniske og saglige grundighed, hvad der kun øger den latente erotisme. 

»Parken« er finaniseret af indtægterne på et mægtigt teater, hvor pigerne, når de er tilstrækkelig dygtige, er tvangsindlagt til hver nat at optræde i tableauer og allegoriske pantomimer, alle af en klar seksuel natur, som de ikke selv forstår.

Det kogende publikum, der kommenterer dem lystent og larmende, er mænd, som er adskilt fra danserne ved et gitter og usynlige for dem i kraft af et blændende rampelys. Teatret på skolens grund er forbundet med den ydre verden gennem et tunnelsystem. Det er begrundet i, at skolen er adskilt fra den ydre verden ved en uigennemtrængelig mur.

Ved regelmæssige lejligheder får kostkolen besøg af en dame-komité, som udtager visse piger til særlige, men ukendte formål, der venter dem i den ydre verden.

Men ved menstruationens indtræden er »uddannelsen« forbi. Pigerne sendes herefter, ledsaget af deres lærerinder, gennem afspærringen og med et undergrundstog ud i den »virkelige verden«, hvor de på endestationen, under mægtig og ophidset bevågenhed fra den fremmødte menneskemængde, modtages af drenge.

Værsåartig! Manuskript slut!

Utopi og dystopi

Er Wedekinds kortroman en utopi?

Ja, i en vis forstand. Er den det modsatte, dystopi? Ja. Og netop i denne tvetydighed har novellen en besynderlig og bizar effekt. På den ene side fejrer den et »samfund«, hvor piger har fået deres krop og sanselighed befriet for al den deformerende socialisation, som er gængs i den wilhelminsk-borgerlige verden. På den anden side er institutionen, hvor denne »befrielse« har fundet sted, et mareridt af afretning og disciplin!

På »den tredje side« – og den er måske mest nærliggende – har forfatteren simpelthen opfundet et sujet, der giver ham lejlighed til på den ene side at udvikle en fabel over samfundets rigide formning af præpubertær uskyld og at slå erotisk mønt af sit stof, der umiskendeligt tjener en Lolita-fascination med muligheder for al den voyeurisme, han orker! Virkningen er mildest talt tvetydig.

Man kan læse sig til, at ingen ringere end Trotskij (ja, Leo Trotskij!) havde meget til overs for Mine-Haha-novellen, fordi den var et frontalangreb på kernefamilien.

Tjoe! Han havde dog også forbehold over for bogen på grund af den overproduktion af balletdanserinder, dens skolesystem ville kunne føre til.

Trotskij læste den i originalen.

Den danske udgaves læsere er henvist til en utilstrækkelig oversættelse. Da pigerne er sluppet ud i verden, hedder det, at drengene »trak os bag sig«. Det er ikke meningen. De trak ’os efter sig’! I fordanskningen tales der om pigernes »knæhuller« (!), hvor Wedekind bruger Kniekehlen, der betyder ’knæhaser’. Som fremgået danser pigerne i skarpt rampelys. I oversættelsen er det »for ikke at kunne udskille et eneste ansigtstræk« hos det mandige publikum. I en ny udgave skal det rettes til »skelne«.

Wedekinds kortroman er i forvejen noget af en ufo og svær at blive klog på. Desto større er kravet til præsentationen, herunder oversættelsen. Hvis man vil modtage offentlige fondsmidler for at kunne tilbyde danske læsere et så eksklusivt og sandt at sige kuriøst stykke udenlandsk litteratur, skylder man som det mindste at gøre det med smittende passion. Ellers kan det være det samme.

Frank Wedekind: ’Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse’. Oversat af Johanne Lykke-Holm, Forlaget Arena, 128 sider, 150 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer