Komedier laver man blandt andet af klicheer, stereotyper og genkendelige figurer, der bliver overdrevet, vredet og trukket så langt ud, at man kan grine forløsende af det dumme, det smertefulde og det meningsløse.
Det er, så vidt jeg kan se, sådan en forløsende latter, Christian Tafdrup går efter i sin anden spillefilm, En frygtelig kvinde, som tager to velkendte kønsrolleklicheer – den mandlige tøffelhelt og den kvindelige kontrolfreak – under behandling.
Der bliver bare ikke vredet noget nyt eller overraskende ud af filmens konforme par. De er som to skarpt skårne komediefigurer (den slags har ikke brug for vanvittigt mange facetter for at fungere), der har forvildet sig ind i et romantisk drama, publikum kan investere deres følelser i.
Sådan placerer filmen sig i en gråzone mellem det sjove (der kræver mere overrumplende påfund og mere originale iagttagelser) og det rørende (der kræver mere nuancerede karakterer). Det er som at se filmatiseringen af en lang og forudsigelig tjekliste over, hvordan man ikke skal behandle en kæreste.
Det gjorde hun bare ikke
En frygtelig kvinde handler om en kvinde, der vitterligt opfører sig frygteligt set fra en ret flink og fornuftig mands synspunkt. Rasmus (Anders Juul) er en glad mand i starten af trediverne, der kan lide at spille fodbold og drikke øl med sine venner. De braldrer og slås og snakker om damer, tingene behøver ikke være så komplicerede.
Rasmus møder Marie (Amanda Collin), som er vildt lækker og sofistikeret. De har en intens nyforelsket periode fuld af sex og gensidig beundring. En dag inviterer Marie sig selv med til frokost hos Rasmus’ forældre (først siger han godt nok, det er lidt tidligt, men så bliver hun sur og tager sin jakke på, og det kan han alligevel ikke lide). Det ene skridt i retning af fast forhold tager det næste, og vupti, så flytter de sammen i Rasmus’ lejlighed.
Fra da af handler alle scener med parret om ganske almindelige, potentielt hyggelige eller romantiske situationer, der går i hårdknude. Rasmus gør, som han plejer, eller som det lige falder ham ind. Marie bliver utilfreds og giver enten udtryk for det på en indirekte dramamaksimerende måde eller en direkte ubehøvlet.
Det er igen og igen, som om filmen vil have en til at udbryde: »Det gjorde hun bare ikke!« i vantro forargelse over den helt urimeligt dominerende, kalkulerende og ukærlige adfærd, hun lægger for dagen. Men hun gjorde som regel noget lignende i scenen før, så overraskelsen udebliver.
Lasagnekrise
For Rasmus kommer det som et chok, at Marie ikke bare vil ændre lejligheden, men også ham og hele deres måde at være sammen på. Hun forærer ham en nydelig sweater, og hvad der på overfladen ligner en generøs gestus, viser sig at være en diskret magtudøvelse. Det næste øjeblik væmmes hun over, at han vil købe hakkekød til den lasagne, de skal lave.
Amanda Collin er glimrende i rollen som Marie, for så vidt at hun er vanvittigt irriterende og indsmigrende på én og samme tid. Marie gør sin i forvejen indyndende stemme endnu lysere, når hun hundser med Rasmus, og hun lytter ikke rigtig til, hvad han siger, når hun foreslår, at de skiller sig af med hans cd-samling.
Tier Rasmus stille, lægger hun ord i munden på ham og roser ham på patroniserende vis for at have talt ud om sine følelser. Blotter Rasmus så meget som et glimt af sårbarhed, bliver Marie helt hård og meddeler ham køligt, at hun har brug for modspil, ikke for hans jammer. Det er en værre catch 22 af en parforholdsdynamik, de har gang i, hvor Rasmus hele tiden står med to valgmuligheder, der begge gør hans kæreste utilfreds.
Opsang til alle mænd
Christian Tafdrup har beskrevet En frygtelig kvinde som en skildring af kvindelig dominans set gennem en mands øjne. Og det er da også den afmægtige og forelskede Rasmus, man følger, men det er, som om det gennemgående perspektiv på den djævelske Marie i højere grad er udefrakommende. Som en bekymret vens distancerede blik på en god kammerats 100 procent røvsyge kæreste.
Man ser Rasmus opsøge sin bedste ven midt om natten efter et skænderi for at få at vide, om der er et eller andet galt med ham, men hans usikkerhed og tvivl på sig selv slår ikke rigtig igennem. Godt nok ser man ham måbe adskillige gange, og det er ikke hver gang, Marie opfører sig urimeligt, at han får sagt fra, men det er nok til, at man kan se, hvem det er af de to, der er helt galt afmarcheret. Rasmus virker filmen igennem som en både rimelig og rar fyr, der er havnet i en svær situation, fordi han har forelsket sig i en, der har brug for en dørmåtte at tørre fødderne af i.
Man mærker, at Christian Tafdrup har noget på hjerte: en opsang til alle mænd, der tror, de er nødt til at sælge deres cd’er og finde sig i pis for at indgå i det mest populære alternativ til livslang ensomhed, som er det heteroseksuelle, monogame, samboende parforhold.
Disse mænd bør løbe deres vej og lade være med at se sig tilbage, det er filmens meget tydelige budskab, og nok også et meget godt råd. Desværre sidder dette budskab så tungt på hele filmen, at der ikke bliver plads til at udfolde noget af den fantasi, Tafdrup demonstrerede i sin debutfilm, Forældre.
’En frygtelig kvinde’. Manuskript: Mads og Christian Tafdrup. Instruktion: Christian Tafdrup. Dansk (Premiere den 25. december i biografer over hele landet)
Det lyder på én gang, som om Lise Lotte Rahbek havde ret i sine forudsigelser om denne films plattituder, men på den anden side som om jeg har mødt denne 'frygtelige kvinde' i flere inkarnationer i forskellige sammenhænge.
En anden ting jeg er kommet til at tænke på, er at de 'frygtelige mennesker', det være sig kvinder som mænd, alle opfører sig nedladende og bedrevidende, og manipulerer godt og grundigt med ens selvopfattelse.. Mon ikke de fleste af os har prøvet at blive udsat for grænseoverskridende og ydmygende behandling af sådanne sociopatiske individer ?
Det kan være nærmest umuligt at få sat en stopper for den slags psykiske overgreb, fordi de er så subtile, at andre slet ikke opdager dem, og dermed står man(d) ofte fuldstændig på Herrens Mark, og er på vej mod selvudslettelsens overdrev.
Tror faktisk, at en del kvinder også har kolleger, veninder, familie eller andre relationer, hvor de kan genkende billedet af et Machiavellisk magtmenneske..
Men mange mænd især vil nok i høj grad føle sig set og forstået igennem denne film, at dømme efter kommentarerne hidtil ;-)
Skal man forstå på anmelderen at filmen slet ikke indeholder noget budskab til kvinder? Hvis man skulle skride fra et forhold, hver eneste gang man blev talt ned til eller skældt ud med forventningen om at man holder sin kæft og bare "accepterer" det, så tror jeg en hel del fyre måtte forblive single til graven, for det er desværre enormt normaliseret i parforhold.
Eva S
Heh. Ja, det kan godt se sådan ud. ;-)
Emnet er som sådan interessant nok. Hvad er det mon som får mennesker (m/k) til at opføre os som dumme svin overfor den partner, vi formodes at elske og have ømhed for?
Jeg kan huske et enkelt forhold i min egen fortid, hvor jeg bestemt ikke er stolt ved at huske min opførsel. Efter et kraftigt verbalt spark fra en veninde, fik jeg dog afsluttet forholdet, for det var min opgave og mit ansvar. Den episode ville i øvrigt også kun danne oplæg til en rigtig dårlig, klichefyldt film.
Jeg har ikke set filmen, men oplevet filmens tema på nærmeste hold, hvorfor jeg har en indvending mod kritikken af, at det, filmen skildrer, fremstår som en kliche:
Parforhold ER en kliche, en stereotyp matrix, som individuelle snefnug forventes at kunne passe ind i uden problemer.
Og ligesom den voldelige ægtemand, der banker konen, er en kliche, som faktisk eksisterer i virkeligheden, er den kontrolsyge hustru, som pisker manden med sin skarpe tunge, en kliche, som går lyslevende rundt iblandt os.
Vi har alle accepteret klicheen om den dominerende aggressive mand, som vi for tiden udstiller et aspekt af i #metoo-kampagnen. Måske skal Tafdrups film ses som et forsøg på at skabe en modfigur, en modkliche, der kan danne basis for en #metoo-kampagne for mænd?
"Min kone forstår mig ikke" er en kliche, som mange mænd lever midt i hver dag. "Også jeg er blevet følelsesmæssigt misbrugt af en kvindelig kontrolfreak", sagde hunden. Det er en kliche, ja, men det er den voldelige ægtemand også, så måske skal vi tage begge klicheer alvorligt?
Filmens kunstneriske kvaliteter kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om før jeg har set den.
Ak ja, de kvindelige kontrolfreaks og deres mandlige tøffelhelte ;-)
https://www.youtube.com/watch?v=ZdVCOvRWYUA
Filmen er blevet anmeldt af en mand der også interviewed instruktøren i går eller forgårs og under artiklen stod at selve anmeldelsen ville blive bragt i dag vi har desværre smidt aviserne ud og jeg gider ikke søge efter den ;-)
Der skal to til at danse :).
Der er ikke noget galt i at lave en film, om en frygtelig kvinde. De findes, og de er ikke nemme at være kærester med, eller datter af, eller søster eller veninde til for den sags skyld. Manipulation i det nære, følelsesmæssige forhold er helt sikkert et vigtigt emne, der bør belyses fra alle sider.
Jeg læste for nylig, og jeg kan ikke huske hvor, noget i retning af, at der i de seneste årtier har været så meget fokus på selvudvikling, at relationsudvikling er gledet i baggrunden. Evnen til at være i en relation med andre er ikke længere noget, folk bare har. Der er sket en omvæltning af familiemønstre, så der ikke længere er en fast konsensus i samfundet om, hvordan det er 'normalt' at leve.
Selve ideen om, at der er en livsstil, der er normal, og som man kan indrette sig efter eller afvige fra, er ikke comme il faut. Det giver en kæmpe frihed, men stiller også store krav til den enkelte. Man kan ikke bare reproducere et velkendt mønster, som man kender fra sine forældre. Man skal tage stilling til det hele selv, finde ud af, hvem man er, og ikke mindst: Hvordan eksisterer man sammen med et andet menneske, uden at man hverken mister sig selv eller kvæler den anden?
Hvor meget skal/kan man komme hinanden i møde? Der vil altid være uoverensstemmelser mellem to mennesker, punkter, hvor man ikke passer sammen. Hvor langt skal man strække sig, hvor langt skal den anden strække sig, og hvordan ved man, om et kompromis overhovedet er muligt, eller om man simpelthen er for forskellige til, at det nogensinde kommer til at fungere?
Det er utroligt vigtige spørgsmål, både på det personlige og det samfundsmæssige plan, og et oplagt emne for kunsten at beskæftige sig med. Der, hvor det skurrer i mine ører, er, når instruktøren postulerer, at det dysfunktionelle forhold, han beskriver i sin film, viser et generelt billede af, hvordan parforhold fungerer i vores kultur.
En film er ikke en statistisk undersøgelse. Den kan ikke påvise et generelt mønster. Den viser et eksempel, et fiktivt eksempel, på, hvordan et parforhold kan være. Eksemplet er givetvis inspireret af virkeligheden, og der er givetvis mange, der kan genkende elementer fra deres eget liv. Men der findes også andre eksempler. Mænd kan også være dominerende og tyranniske. At den manipulerende kvinde, der tryner den vege mand, skulle være mere almindeligt forekommende, er vist ikke dokumenteret.
Maria Jensen. Fint skrevet, men den sidste sætning om den manipulerende kvinde. der tryner den vege mand, ødelægger en del. Hvordan dokumenterer man psykisk vold?
Martin Sørensen, det er jo sådan set pointen. Instruktøren har udtrykt, at hans film tegner det generelle billede af det danske parforhold. Det kan ikke dokumenteres, som du selv siger. Det er ikke mit indtryk at han har ret, ligesom jeg heller ikke mener at alle danske mænd er voldelige eller sexistiske huleboere, blot fordi der er et par dokumenterede eksempler på det.
Så min pointe er, at det er ærgerligt at han er gået ud med den slags bastante udmeldinger. Ganske vist har han fået en masse gratis omtale til sin film. Men det er ærgerligt at vi ikke kan gå åbentsindet til disse problemstillinger, uden at det udvikler sig til en drengene-mod-pigerne-kamp om, hvem, der er er ondest. Vi behøver ikke at udnævne det ene køn til skurken. Der findes skidte eksempler på begge sider, så lad os diskutere dem, i stedet for at grave grøfter.
Maria Jensen
Af en eller anden grund så ender den slags diskussioner altid i grøfterne, men det er en vigtig debat, der burde udløse eftertænksomhed hos begge køn og den burde handle om hvordan vi lever sammen og hvilke spilleregler der bør være i et parforhold og grundene til at lave regler i det hele taget.
Det er bare en film.
27/jan/2018
Vejen til et fredeligt Liv er :
Mød andre mennesker med
Opmærksomhed, Accept,
Respekt og Anerkendelse,
også i tilfælde af uenighed.
Venlig hilsen
Claus