Læsetid 4 min.

’Fuglene’ er en lille, særlig roman om livets mysterier. Utroligt smuk og sørgelig

Tarjei Vesaas’ lille mesterværk ’Fuglene’ fortæller historien om et menneske, som ikke ser verden helt som andre
23. december 2017

Tarjei Vesaas’ Fuglene, som udkom i 1957 på dialektstærkt nynorsk, er en klassiker i hjemlandet – der er knap en gymnasieelev, som ikke kender til den godhjertede og enfoldige Mattis, som bor alene med sin søster og kan tale med sneppen, der en dag begynder at føre træk over deres hus. At romanen nu bliver relanceret på dansk ved 60-års-jubilæet for udgivelsen, er intet mindre end en gave.

Vesaas’ lille mesterværk handler om Mattis og Hege som bor i et ydmygt hus i skovkanten ned til en sø. Deres forældre døde tidligt, og det er den fyrreårige Hege som forsørger parret ved at strikke trøjer. Uden at det står der direkte – sådan er det med meget i romanen – får man indtryk af, at det er på denne måde, folkene nede i landsbyen stiltiende hjælper den tapre Hege med hendes vanskelige bror: ved at bestille trøjer. Mattis er tre år yngre end Hege, men har aldrig haft et arbejde.

Af de lokale bliver han kaldt »tusten« eller »tossen«; for det meste går han rundt i skoven eller sidder nede ved søen og kaster sten i vandet. Indtil han en dag finder ud af, at han skal være færgemand og ro folk over søen – også selvom der ikke er nogen folk at ro over. Det bliver skæbnesvangert, når den første og eneste færgegæst er skovhuggeren Jørgen, som efterfølgende flytter ind hos søskendeparret.

Gådefuld prosa

Tarjei Vesaas: 'Fuglene’.

BATZER & CO

Vesaas’ fine sprog ligger tæt på Mattis’ gådefulde verden – det er fyldt med kryptiske afkortede sætninger, gentagelser og udbrud og små tilnærmende småord, som kan rumme en hel verden: »Den rette smag af regn i luften, og alting.«

Ofte, når fortællerstemmen er helt tæt på Mattis’ tankebaner, er sætningerne som lyrik – hør bare klangen i denne sælsomme scene: »Skovbunden var som et tæppe. De gik stille på tæppet og tav.« Det er skøn prosa.

En gang imellem går Mattis ud og søger arbejde på Heges opfordring. Han er optaget af at være stærk og klog som de andre mænd, men gang på gang er det et skamfuldt nederlag, når han får en tjans på en af nabogårdene; tankerne vil ikke arbejde sammen med hænderne, og Mattis trækker roerne op i stedet for ukrudtet.

Når han og de andre dagarbejdere vasker jorden af fingrene, lyder det fra Vesaas med en sød, poetisk humor: »Så rensede bækken sig selv og vandet blev atter klart, og med nyvaskede hænder i.« Kun når Mattis ror på søen, går hans tanker ikke i hårdknude – men løber lige ned i årerne.

Farlige forandringer

Der er så meget ømhed i Vesaas’ portræt af den gode Mattis, som sover i slagbænken hos sin søster; han ved godt selv, i hvert fald i glimt, at han ikke er helt let at have med at gøre. Det er næsten ikke til at rumme. Mattis har sin egen sælsomme logik og sine egne regler for, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert (for eksempel at man ikke må tænke på piger midt i ugen – men det gør han nok lidt alligevel), eller sandt og falskt.

En sandfærdig konstatering for Mattis kan eksempelvis lyde: »I dag er i dag« – og det har han jo ret i. Læseren får et indblik i Mattis’ intuitive tankeverden, men lige så snart han åbner munden for at tale med bygdefolkene, er alle mellemregninger sprunget over, og det der kommer ud, er ren volapyk. Stakkels Mattis! Endnu mere hjerteskærende er det, når det bliver tydeligt for læseren, at der er noget andet på færde i de sociale situationer, end Mattis selv er klar over.

For eksempel når Jørgen en nat sender ’tusten’ ud af huset ved at hævde, at han har hørt nogen kalde på færgemanden; når Mattis vender slukøret hjem fra den tomme og uhyggelige sø for at fortælle Jørgen, at de begge er blevet narret, finder han sin søster i stuen – vågen og lykkelig. Læseren forstår noget andet end Mattis; men han selv fornemmer ganske tydeligt, at hele hans verden er i færd med at forandre sig.

Hvem er egentlig den tossede? I Vesaas’ roman kender Mattis til et helt univers, som de andre ikke forstår. Han er følsom over for ord og opfatter dem som varsler eller gaver, de kan være milde eller farlige – som ordet ’lyn’. På samme måde ser han bevægelser og betydninger i naturen, tegn og prøvelser, som andre ikke ser.

Følelsen af at noget er undervejs, at der er noget i luften, som varsler en mystisk forandring, kan minde om Martin A. Hansens Løgneren (1950), hvis forfatter Vesaas i øvrigt var nære venner med.

I begge romaner spiller forårets første sneppe en særlig rolle. Vesaas’ Fuglene er en lille, særlig roman om livets mysterier; utroligt smuk og sørgelig.

’Fuglene’ af Tarjei Vesaas. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer, Batzer og Co., 310 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu