Læsetid: 4 min.

Det glade blandingsmisbrug

Det første album fra trioen N*E*R*D i syv år er stjernespækket, gennemarbejdet, afvekslende og fængende
N*E*R*D skal nok dele vandene med deres nye album; det vrimler som bekendt med haters. Men sangskrivningsniveauet er lige så højt som underholdningsværdien på langt de fleste af sangene på en sprælsk produceret plade.

N*E*R*D skal nok dele vandene med deres nye album; det vrimler som bekendt med haters. Men sangskrivningsniveauet er lige så højt som underholdningsværdien på langt de fleste af sangene på en sprælsk produceret plade.

Sony Music

15. december 2017

N*E*R*D er en amerikansk trio, som består af Shay Haley, Chad Hugo og Pharrell Williams. De to sidstnævnte har gjort sig bemærket siden midten af 1990’erne som The Neptunes, et af alle tiders mest succesfulde og futuristisk klingende producerteams, der har stået bag hits for folk som Kelis, Mystikal, Clipse, Justin Timberlake, Britney Spears, Usher, Jay-Z, Snoop Dogg, Nelly og mange, mange flere.

Som sådan har de to herrer været med til at definere tidens toneklang og rækken af moderne dansegulvsklassikere, som bærer deres signatur, synes næsten uendelig.

Derudover har Pharrell Williams som solist scoret nogle kæmpehits, ikke mindst landeplagen »Happy« fra 2013, samme år som hans vokale bidrag til Daft Punks megahit »Get Lucky« nærmest gjorde ham til Årets Uundgåelige.

En yderst aktiv herre, der udover sine mangfoldige musikalske aktiviteter også har gjort sig bemærket inden for såvel mode som godtgørende arbejde, hvor hans fokus er uddannelse for udsatte unge.

N*E*R*D står for No_One Ever Really Dies, hvilket efter sigende afspejler trioens tro på reinkarnation – og det er så også titlen på det foreløbig femte album fra den kant og tilmed det første i syv år. N*E*R*D har altid haft en vis rockkant, som man så ikke hører meget til i denne ombæring, men deres udtryk er stadig ikke nemt at kategorisere.

Jo, der er helt sikkert elementer af både hiphop, funk, R&B og pop i blandingen, men stilrent bliver det aldrig. Alt fra Burt Bacharach til Bad Brains smides gladelig i blenderen, som Williams selv engang hævdede i et interview. Det glade blandingsmisbrug, med andre ord.

En del af charmen

Det betyder, at purister næppe vil finde den store fornøjelse i trioens viltre udgydelser, men for os gamle blandingsmisbrugere er det klart en del af charmen. Derudover indforskrives en række prominente gæster til at kaste stjernestøv over showet, for det er, hvad det er. »The truth will set you free – but first it will piss you off«, lyder ordene, der indleder såvel albummet som førstesinglen, det sprælske, slagtøjsdrevne »Lemon«, der overrasker ved at lade gæstestjernen Rihanna rappe frem for at synge.

OK, måske er recitere et bedre ord for det, hun foretager sig, men Rihanna lyder stadig umiskendeligt som sig selv, flabet, sej og tilbagelænet. En vrede over tingenes tilstand i good old USA spores i teksten, der måske/måske ikke også indeholder er hip til Beyoncé.

Andensinglen »1000« med gæsterapper Future skyder sig helt til tops via sine crazy beats og frenetiske atmosfære, der er noget punkagtigt over tempoet, og man aner en politisk hensigt bag nummeret, hvilket forstærkes af sangens video, der sammenklipper en række optagelser fra de seneste års fysiske sammenstød mellem højre- og venstrefløjsaktivister samt Dead Kennedys berømte »Nazi redneck assholes fuck off!«-udsagn.

Har syv af albummets 11 numre bidrag af udefrakommende navne, er der nu noget særligt over de fire, hvor trioen står på egne ben. Ikke mindst det staccatoagtige »Deep Down Body Thurst« fungerer som en fin showcase for Pharrell Williams smidige og udtryksfulde sangstemme, og anslår på fineste vis den løsslupne partystemning, der præger albummet.

Trioen står også egne ben på det skægge »ESP«, der lyder charmerende old school og muligvis hentyder til gruppens tro på livets evige cirkel, at alting på et tidspunkt vender tilbage i en eller anden form. Også det svævende »Lightning Fire Magic Prayer« hentyder til en udogmatisk tro på noget kosmisk shit, som til hver en tid er at foretrække for verdens mere institutionaliserede religioner.

Og det fjerde rene N*E*R*D-track, »Secret Life Of Tigers«, kører den hjem på et møgbeskidt basriff og en ualmindelig sindssvag produktion.

Prominente gæster

Blandt de mere prominente gæster bider man mærke i Kendrick Lamar (hvis album fra i år, Damn, må betegnes som et af de helt store fra 2017), der gæster på det stemningsfulde, »Don’t Do It!«, der veksler mellem en rolig soulfornemmelse og noget, der til forveksling lyder som en slags ska.

Lamar dukker op igen på det myldrende og lettere gakkede »Kites«, denne gang i selskab med den altid skarpe M.I.A. Derudover lægger André 3000 stemmebånd til »Rollinem 7’s«, pladens nok mest avancerede produktion. Og gud fri mig vel om ikke den allestedsnærværende Ed Sheeran dukker op på den afsluttende dubinspirerede bagatel, »Lifting You«. Sig mig, hvem dine venner er …

N*E*R*D skal nok dele vandene med dette album også; det vrimler som bekendt med haters og Pharrell Williams stryger rigtig mange mod hårene med sin facon og personlighed. Og sammenlignet med nogle af de nyskabende og grænsesprængende studiebedrifter, Hugo og Williams har på samvittigheden, får No_One Ever Really Dies heller ikke en til at tabe pusten.

Men sangskrivningsniveauet er lige så højt som underholdningsværdien på langt de fleste af sangene på en sprælsk produceret plade, der drives fremad af såvel opfindsomhed og energi som en total mangel på respekt for musikalsk ortodoksi, hvilket giver N*E*R*D fornyet styrke og relevans i disse for os alle så beskidte tider.

N*E*R*D: ’No_One Ever Really Dies’ (Sony Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu