Læsetid 6 min.

’Gullivers Rejser’ er på én gang utroligt morsom og chokerende brutal

Jonathan Swifts ’Gullivers Rejser’, verdenslitteraturens store og sorte satiriske mesterværk, har fået en frisk dansk sprogdragt
Jonathan Swifts ’Gullivers Rejser’, verdenslitteraturens store og sorte satiriske mesterværk, har fået en frisk dansk sprogdragt

Arthur Rackham

9. december 2017

Gullivers Rejser – falsk rejsebeskrivelse, kulsort satire – udkom i 1726. I dens fire dele fortæller engelskmanden Lemuel Gulliver om sine eventyr i fire forskellige, stadigt mere utrolige og i 1700-tallet endnu uopdagede dele af verden.

Han er en kæmpe i Lilliput, hvor menneskene ikke er mere end 15 centimeter høje, og en lille legetøjsting i kæmpernes land, Brobdingnag. Han keder sig på Laputa, den flyvende ø, hvor man kun er optaget af matematik og musik og upraktisk viden, og er til sidst en ydmyg slave i de fornuftige hestes land.

Alle steder fortæller han længe og indgående om forholdene hjemme i Europa, og alle steder lærer han det samme: Mennesket, det europæiske menneske, er blevet et usselt væsen. Måske var vi anderledes en gang for længe siden, men nu er vores kroppe ulækre og vanskabte og vores forstand er uden moral. Vores snilde og alle de opdagelser, vi har gjort, har bare mangedoblet vores laster.

Vi er det værste på jorden. Og alligevel, og det er noget af det fantastiske ved Gullivers Rejser, er det svært ikke at blive opløftet, mens man læser den. Sådan en opfindsomhed i scenerne! Sådan en bevægelighed i skriften, så meget eksplosiv, virrende energi i angrebene og latterliggørelsen og de mange opremsninger.

Glædestrålende udfolder Gulliver helt forrykte ræsonnementer – om hvor dygtige englændere er til at dræbe hinanden i krig, for eksempel, eller hvor gode advokater er til at lade uretfærdigheden sejre. Man blæses bagover af en nærmest snerrende brutalitet, når Swifts prosa for alvor kommer op i gear.

Politisk satire

Nå. For samtidens engelske læsere var Gullivers Rejser ikke bare et angreb på mennesket som sådan. Den var først og fremmest en politisk satire, et angreb på den orden, der var blevet etableret i England årtierne efter den engelske revolution i 1688. Især den første bog, med dens beskrivelser af dukkehoffet i Lilliput, er gennemstrømmet af henvisninger til samtidens politiske begivenheder. Her kan det være svært helt at følge med, hvis man ikke kender lidt til engelsk historie.

For Swift, der i 1720’erne var domprovst i Dublin og befandt sig i en art frivillig eksil fra London, var det afgørende ikke, at revolutionen i 1688 sikrede de engelske undersåtters tros- og tankefrihed, og også afviste ideen om kongens gudgivne ret til magten.

Jonathan Swift: ’Gullivers Rejser’

Langt vigtigere var det, at det engelske hof og embedsapparat – og nationalgæld – i årtierne efter 1688 svulmede op til overstørrelse, og tillod en hidtil uhørt grad af korruption. Og også at den nye kongeslægt med sine forbindelser til Holland svigtede Englands interesser ved at føre krig på det europæiske kontinent.

For Swift og hans meningsfæller førte revolutionen til et samfund, hvor egeninteressen og en smiskende idioti konstant overtrumfede den sunde fornuft. Men også til et samfund, hvor korrupte absurditeter – som i Lilliput, hvor adelsmænd går på line og springer hopsa for at gøre karriere ved hoffet – blander sig med en forbløffende brutalitet. Som når Gulliver i Lilliput til slut bør forstå, hvilken stor nåde man udviser ham, når man opgiver at henrette ham for i stedet at sulte ham ihjel.

Det er på den baggrund, man må forstå det nærmest frådende had, Gullivers Rejser retter mod hollændere, og de stadige angreb på enhver form for hofkultur, som gennemstrømmer hele bogen. Mere generelt er det også sådan i Gullivers Rejser, at det dårlige er det nye, det forfinede, det indviklede, det mangfoldige. I hestenes land spiser man havre og drikker mælk, på Laputa, denne latterlige ø, bruger kokkene umådelig tid på at skære maden ud i geometriske figurer.

Swift er – der er ingen anden måde at sige det – lodret imod moderniteten. Også det handler Gullivers Rejser om.

Chokerende morsom

Men så er Gullivers Rejser også meget mere end politisk satire. Som bog er den på én gang utroligt morsom og chokerende brutal, og gerne på samme tid. Der er noget skamløst og afsindigt over opfindsomheden i både scener og ordvalg. Som altid svælger Swift ligesom i falske ræsonnementer, og lader sin fortæller med fuld overbevisning overtage perspektiver, som helt åbenlyst er forkerte.

Der løber en underligt tør kropslighed gennem hele bogen. Kroppen er hele tiden til stede, men aldrig som en kilde til behag eller begær. I stedet er den for stor eller for lille, så spiser den bjerge af mad, så er den ved at drukne i en flødekande.

Men allermest er den til stede som affald og afsondringer, som ødelagt materie. Man hører i detaljer om, hvor ulækre kæmpernes kroppe er, alene fordi Gulliver kan se dem ekstra tæt på. De kæmpestore kvinders kroppe er ildelugtende og ujævne, de har »modermærker på størrelse med et spækbræt« med »sejlgarnstykke hår« i. Og så lader de Gulliver ride ranke på deres gigantiske brystvorter!

Men man hører også om, hvordan han – fingernemt – laver sig en kam og redskaber af deres hår og negle. Og i sidste bog hører man om, hvordan han rejser hjem fra hestenes land i en båd lavet af menneskehud. »Mit sejl var ligeledes lavet af samme dyrs hud, men jeg brugte de yngste, jeg kunne få, da de gamles skind var for seje og tykke,« som der står – efter sit ophold i hestenes land har Gulliver nemlig overtaget deres blik på menneskene, og opfatter os nu som det mest snavsede og ondskabsfulde dyr i verden.

Og så er det en bog fuld af opremsninger og lister, der gør den sprogglade læser nærmest ør af lykke. På sin kantede måde er Swift en af verdenslitteraturens største stilistikere. Lad mig derfor slutte med et langt citat – det er værd at få det hele med – hvor Gulliver oplister alt det fra England, han slipper for, når han lever som lykkelig slave i hestenes land:

»Jeg behøvede ikke gardere mig mod svindel eller undertrykkelse - her var hverken læger til at ødelægge min krop eller sagførere til at ruinere mig, ingen stikkere der vogtede på mine ord og gerninger eller mod betaling bryggede falske anklager sammen mod mig, ingen der var spydige eller dømmesyge, ingen bagtalere, lommetyve, landevejsrøvere, indbrudstyve, advokater, koblersker, narre, spillefugle, politikere, vittige hoveder, melankolikere, kedsommelige talere, splidmagere, voldtægtsmænd, mordere, røvere, kunstforstandige, ledere eller tilhængere af partier eller fraktioner, ingen der opmuntrede til last med fristelser eller deres eksempel, ingen fangekældre, økser, galger, skampæle eller gabestokke, ingen bedrageriske butiksejere eller håndværkere, intet hovmod, ingen forfængelighed eller kunstighed, ingen udhalere, grobrianer, drukkenbolte, føjtende ludere eller syfilitikere, ingen bavlende, liderlige, kostbare hustruer, ingen dumstolte pedanter, ingen påtrængende, nedladende, stridbare, støjende, råbende, tomme, opblæste bekendte med en beskidt kæft, ingen slyngler der har hævet sig over støvet takket være deres laster, eller adel der er endt i det takket være deres dyder, ingen lorder, bondefangere, dommere eller dansemestre.«

Præcis hvad dansemestrene har gjort for at optræde her melder historien intet om. Til gengæld kan man se, at den nye oversættelse flyder godt. Der skal selvfølgelig træffes en række nærmest umulige valg, når man prøver at omdanne knap 300 år gammelt engelsk til et mundret dansk, og der er småfejl og også ting, jeg ville have gjort anderledes, men, altså, alt i alt er det en god og energisk fordanskning.

Til gengæld savner jeg nogle forklarende noter eller et efterord, og måske også en forklaring på, hvorfor bogen er illustreret med lige de her tegninger.

Jonathan Swift: ’Gullivers Rejser’. Forlaget Klim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ebert Nilsut Heiring
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
Ebert Nilsut Heiring, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer