Hvis samfundet er en krop, og kroppen er Indonesien, så er skønhed et sår, der ikke passer ind. Så kort kunne man referere Eka Kurniawans roman Skønhed er et sår.
I romanens centrum står den smukke Dewi Ayu, en berømt prostitueret, der genopstår fra de døde efter 21 år i sin grav. Ud over sin skønhed har hun superkræfter og supervilje og bliver mor til tre smukke døtre, der på grund af en familieforbandelse alle får en umild skæbne i den fiktive havneby Halimunda, som danner ramme om romanens genfortælling af Indonesiens historie fra 1930’ernes kolonitid til cirka nutiden.
Eka Kurniawan (f. 1975) bruger samme greb som tredjeverdensforfattere som Gabriel García Márquez og den nigeriansk-amerikanske Chigozie Obioma, nemlig at afsløre den lokale folketro på genfærd, magi, forbandelser osv. som sløje forklaringsmodeller på særdeles menneskeskabte fænomener. Skønhed er et sår excellerer dog i særklasse i blodhævn, massakrer på anderledes tænkende og levende personer og ikke mindst kontrol over kvinder.
Som læser må man mønstre mere end almindelig god vilje for at mærke forfatterens samfundskritiske ironi og sorte humor: Se her, hvad mennesker gør, mens de skyder skylden på magi og eget uimodståeligt begær!
Eka Kurniawan: Skønhed er et sår
Eka Kurniawans tidligere roman Man Tiger var i 2016 nomineret til Man Booker-prisen, der belønner litteratur af høj kvalitet. I et interview i The New Yorker har han forklaret, at hans aktuelle roman er inspireret af lokal folketro og triviallitteratur, såkaldt pulp fiction.
Slavetilværelse
Resultatet er en spraglet, rig roman fortalt med mange stemmer og et virvar af personer, som stilistisk ligner Márquez og Orhan Pamuk. Márquez’ Historien om et forudsigeligt mord synes at være en slags forbillede for denne romans serielle voldsorgier: Alle ved det, men at forhindre det bringer en selv i fare. Kun kærlighed og nydelse lyser i glimt tilværelsen op.
Især har kvinderne deres at slås med i et samfund, hvor sex uden for ægteskab og voldtægt stigmatiserer dem, og mænd finder det naturligt at tvinge kvinder til sex og børnefødsler. De kønne teenagepiger, der bliver gift med grimme, gamle mænd, bliver jo glade bagefter!
Når Dewi Ayu bliver symbol for selvbestemmelse og kærlighed, er det blandt andet, fordi prostitution er det eneste lønnede arbejde, kvinder kan beskæftige sig med, og samtidig den bedste metode til at undgå ægteskab, der i romanen fremstilles som en ren slavetilværelse for kvinder: »At gifte sig med nogen, man ikke elsker, er meget værre end et liv som hore.«
Alligevel er kvinderne mere i kontakt med deres blidere følelser end romanens mænd, der karter forvirret rundt i vold og hævn.
Romanen beskriver Indonesiens overgang fra hollandsk til japansk kolonistyre, indtil landet endelig bliver afkoloniseret. Overgangene er markeret med massemord og flugt. Mennesker og dyr myrdes i hobetal.
Efter massakren på vildsvinene (fordi ét har ødelagt en mark) følger massakren på kommunisterne, på byens hunde, på forbryderne … Et mord eller en ulykke får volden til at eskalere, som her, hvor mordet på en ung datter giver hendes småkriminelle far en undskyldning for drab og hærværk: »Faktisk havde han båret nag til folk i temmelig lang tid, fordi han vidste, at de alle så ned på ham og hans venner som arbejdsløse bøller, der ikke bestilte andet end at drikke øl og slås.«
Som hævn går lederen af den lokale militærenhed, Shodancho, fluks i gang med at udrydde byens forbrydere: »Nogle af dem blev flået i af hunde, andre blev hjemsøgt af fluer.« I dagene efter forbrydermassakren må byens kvinder søge deres forrådnede mænd i henkastede affaldssække. Her er måske en ukærlig hilsen til Filippinernes præsident Duterte, der med stolthed deklarerer sin vilje til at komme kriminalitet til livs ved at myrde de kriminelle.
Sans for det groteske
Eka Kurniawan udstiller det hele med en lystig sans for det groteske. Men samfundskritikken er til at tage og føle på, når han med kulsort humor svælger i massakrer og udryddelser, der hver gang forekommer de ansvarlige at være en yderst rimelig gengældelse, osv. osv.
De mandlige personer, man får sympati for, kommer stort set alle for skade at myrde nogen, og det er synd for dem. Dels får de en smule skyldfølelse, dels vil blodhævnen jo ramme dem før eller senere (det gør den). Begge dele oplever de som uretfærdigt, da alle andre jo er lige så skyldige. Men selv en (masse)morder kan jo blive trist og rasende, når han selv rammes!
Skønhed er et sår, vold er et livsvilkår, »alle kommunister ender foran en henrettelsespeloton«, revolution er bare et kollektivt amokløb, organiseret af et bestemt parti, lig lugter ad h … til.
Som velinformeret tredjeverdenslæser kan man måske fryde sig over Eka Kurniawans subtile samfundskritik, der gør det klart, at blodhævn florerer i fraværet af en retsstat; og at voldtægter og ødelæggelser følger af social ulighed og håbløshed.
Men som vestlig læser bliver man ikke meget klogere. Kun nedslået og foruroliget ved tanken om, hvad mennesker i andre verdensdele står model til.
Eka Kurniawan: Skønhed er et sår. Oversat af Francois-Eric Grodin. Batzer. 592 sider. 350 kroner
