Læsetid: 2 min.

Hugh Jackman leverer pragtpræstation i spektakulær musical om en cirkuskonge

Hugh Jackman er det energiske, rørende og velsyngende omdrejningspunkt i ’The Greatest Showman’, Michael Graceys udstyrsstykke af en musical om cirkuskongen P.T. Barnum
Hugh Jackmans energiske og rørende cirkuskonge, P.T. Barnum, er i centrum af Michael Graceys kulørte musical, ’The Greatest Showman’.

Hugh Jackmans energiske og rørende cirkuskonge, P.T. Barnum, er i centrum af Michael Graceys kulørte musical, ’The Greatest Showman’.

Nordisk Film

22. december 2017

Jeg kender ikke nok til virkelighedens P.T. Barnum til, at jeg kan sige, hvor mange friheder Michael Graceys musical, The Greatest Showman, tager sig i sit portræt af den amerikanske cirkuskonge. Men det gør egentlig heller ikke så meget. Gracey og hans manuskriptforfattere, Jenny Bicks og Bill Condon, har villet lave en kulørt og spektakulær film om et menneske, der undervejs i sin kamp for rigdom og anerkendelse glemmer det og dem, der er vigtigst. Og det må man sige, at de lykkes med.

Inden han ender som en succesrig showman og cirkuskonge, er Phineas Taylor Barnum søn af en fattig skrædder i 1800-tallets USA. Da hans far dør, lever unge Phineas på gaden. Men som voksen vender han (Hugh Jackman) tilbage til sin barndomskæreste, rigmandsdatteren Charity (Michelle Williams), og de to bliver gift – meget mod hendes fornemme forældres vilje – og får to døtre og en utæt lejlighed i New York.

Ambitionerne er store, men succesen lader vente på sig, og Phineas må arbejde som bogholder for at tjene penge. En dag får han dog en genial idé: Han vil lade nogle af verdens mere besynderligt udseende mennesker, såkaldte freaks, optræde for et betalende publikum, og sådan tager Barnum’s Circus sin begyndelse. Og det moderne cirkus er født.

Barnum skaber i sit cirkus et frirum, hvor de hidtil udstødte mennesker – hundedrengen, den skæggede dame, den irske kæmpe, de to sorte trapezartister, verdens fedeste mand og verdens mindste general – kan være sig selv og finde den selvrespekt og accept, de aldrig tidligere har kendt til. Barnum gør det selvfølgelig for at tjene penge, men han ser dem ikke kun som de vanskabninger, den øvrige omverden ser.

Det store svigt

Problemet er dog, at cirkussets næsten øjeblikkelige økonomiske succes ikke er nok for P.T. Barnum. Han vil accepteres af storbyens overklasse, af Charitys forældre, og da han får mulighed for at engagere selveste Den Svenske Nattergal, den smukke operasanger Jenny Lind (Rebecca Ferguson), ser han det som sin mulighed for at lægge freakshowet bag sig. Det betyder også, at han svigter dem, han til at begynde med ville hjælpe og lovede så meget, inklusive sin familie.

Og det er den dramatiske motor i The Greatest Showman, hvor en storsyngende og -dansende Hugh Jackman leverer en pragtpræstation som den charmerende, godhjertede og ambitiøse P.T. Barnum, der bliver forført af sin egen succes. Man kan diskutere, hvor mindeværdige de mange sange er, men de fungerer i filmen, hvor det ene bjergtagende og hæsblæsende musicalnummer afløser det andet, mens man rask bevæger sig igennem handlingen. Det er fejende flot iscenesat og omtrent lige så elegant som en elefant i en porcelænsbutik.

Man tilgiver dog gerne instruktørens excesser – der i al sin pomp og pragt minder lidt om Baz Luhrmanns mesterlige Moulin Rouge – netop fordi filmen samtidig så insisterende og rørende plæderer for en tolerance og medmenneskelighed, der på én gang virker tidløs og meget betimelig. The Greatest Showman vil givet ikke falde i alles smag, men kan man lide skamløse udstyrsstykker, vil man føle sig i overordentligt godt selskab.

’The Greatest Showman’. Instruktion: Michael Gracey. Manuskript: Jenny Bicks og Bill Condon. Amerikansk (Premiere den 25. december i biografsale og cirkustelte landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anya Jensen
Anya Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu