Læsetid: 6 min.

Hvem elsker Woody Allen og hans nye ’Wonder Wheel’ mest – kulturredaktøren eller filmredaktøren?

Både kulturredaktøren og filmredaktøren har set Woody Allens seneste værk, dramaet ’Wonder Wheel’, og er ikke helt enige om, hvor god den er. Til gengæld viser denne dobbelte metaanmeldelse også, hvorfor det altid er bedst at være en histories fortæller
I Woody Allens nye film, melodramaet ’Wonder Wheel’, spiller Kate Winslet den kærlighedshungrende Ginny, der drømmer om dengang, hun var en lovende skuespiller. 

I Woody Allens nye film, melodramaet ’Wonder Wheel’, spiller Kate Winslet den kærlighedshungrende Ginny, der drømmer om dengang, hun var en lovende skuespiller. 

Scanbox

22. december 2017

Fortæller: Midtsjælland, december 2017. Elvis synger passende »Blue Christmas«, mens jeg, Informations filmredaktør, forsøger at sætte en scene for denne anmeldelse af Woody Allens nye film, Wonder Wheel. »Kan vi ikke finde på et sjovt greb,« har været været den hyppigst gentagne sætning på kulturredaktionen gennem de seneste måneder. Så meget har vi talt om det, at jeg har mareridt om ’nye greb’ om natten. Det er ikke spor godt for mig.

Det skyldes alt sammen vores nye, unge kulturredaktør, Katrine Hornstrup Yde, der som en hvirvelvind indtog redaktionen i september. Det er kun fire måneder siden. Det føles som flere år. En af hendes første ideer var at lave et helt kulturtillæg uden traditionel kritik. I stedet satte hun spørgsmålstegn ved kritikkens berettigelse – jeg blev oven i købet sat til salg! – og siden har vi alle skullet tænke ’ud af boksen’ og ’skævt’ og ’alternativt’. Jeg er 45 år gammel og kan ikke holde til så megen dynamik og sindsbevægelse.

Senest har Katrine insisteret på, at hun og jeg sammen skulle anmelde Wonder Wheel. En dobbeltanmeldelse, hvor vi skrev os op mod hinanden. »God idé,« sagde jeg og smilede, mens jeg indvendig skælvede og jamrede: »HVORFOR?« Jeg elsker Woody Allen. Jeg er bange for, at Katrine ikke elsker ham lige så meget. Der er dog ikke noget at gøre. Jeg hænger på den og må hellere se at komme i gang med anmeldelsen.

En omvandrende neurose

Christian Monggaard: »A Barrel of Laughs« står der ved indgangen til forlystelsesparken Coney Island i Woody Allens nye film, Wonder Wheel. Den foregår i 1950’erne i skyggen af parkens store pariserhjul, hvor Ginny (Kate Winslet) bor sammen med sin mand, Humpty (Jim Belushi), og søn, Richie (Jack Gore). Blot er der ikke megen skæg og ballade over Ginnys liv. Engang var hun en lovende skuespillerinde – det siger hun i hvert fald selv – nu er hun servitrice på en østersrestaurant, mens hun prøver at få Richie til at holde op med at sætte ild til alting og Humpty til at lade være med at drikke.

Ginnys eneste glæde er den affære, hun har med den yngre universitetsstuderende Mickey (Justin Timberlake), der arbejder som livredder på stranden ved Coney Island. Mickey er også Wonder Wheels drilske fortæller. Han vil nemlig gerne være dramatiker, og han elsker det store og kulørte melodrama, hvilket farver hans udgave af historien om Ginny og hendes liv. Der er ikke så lidt Blanche DuBois fra Tennessee Williams’ Omstigning til Paradis over Ginny, en diva uden en scene – eller hvor livet og hverdagen er blevet hendes scene – og hun gør en både lettere komisk og noget tragisk figur.

På den ene siden er Ginny en omvandrende neurose, der konstant brokker sig over sit liv. Hun er skinger og urimelig over for sin mand og jaloux på dennes voksne datter, Carolina (Juno Temple), der pludselig dukker op i Coney Island på flugt fra sin voldelige mafiamand og ender med at fordreje hovedet på Mickey. På den anden side er Ginny en kvinde, som har måttet se alle sine drømme løbe ud i sandet – hun er reelt selv skyld i det, fordi hun også var sin første mand, Richies far, utro. Men det er ikke kun krukkeri, når hun taler om sin tid som skuespiller. Det er med ægte længsel og smerte i sjælen, at hun tænker tilbage på det, der engang var.

Trailer til Woody Allens 'Wonder Wheel'. 

Et sjovt greb

Katrine Hornstrup Yde: Det er et sjovt greb, som gode gamle overproduktive Woody Allen benytter sig af i sin seneste morsomme behagelige ubehagelighed, Wonder Wheel: Han lader jo den ungdommeligt prætentiøse og livsuerfarne storfan af melodramaet, Mickey, tildele sig selv den flatterende rolle som dramaets centrum: Han er både kærlighedsobjekt for Ginny, og siden bliver han det også for Ginnys (voksne) steddatter. Begge synes de, at han er så underskøn en mand, lyttende og dyb bag svømmekroppen. Justin Timberlake overspiller bevidst denne fortæller-mands selvforherligelse. I de mest klichéfyldte, corny scener sidder teatersminken særligt tykt på Mickeys unge kinder. Metaironien og distancen til det inderlige drama, der udfoldes, står klart som to gåseøjne-vrik med fingrene.

Det er et sjovt greb. Elsker man Woody Allen – sobert og ikke med visse patetiske fans’ blinde forgudelse, naturligvis – så føles den slags Woodyheder som et gensyn med en god, vittig ven.

Men. Netop den gode gamle påhitsomhed med en evig variation af metagreb og referencer til den typiske newyorker-intellektuelles kulturkanon begynder også at tabe sin effekt, hvis hittepåsomheden ikke får en ordentlig rystetur. Det er lidt på samme måde som vores alternative kritikgreb her på avisen. Efter fire måneders eksperimenter begynder kritikerne igen at lugte lidt af gammel hat. Det er de samme kaniner, der trækkes op igen og igen: metaironi og selvrefererende dialogformater.

Der er jo også fare for, at selve fortællegrebet bliver hovedpersonen frem for den faktiske hovedperson. At man husker denne anmeldelse for Monggaard fremfor for Allen. At man husker teaterreferencerne og metalegen i Wonder Wheel uden helt at mærke, hvad filmen ellers har på sinde: at karaktererne forbliver karikaturer i Allens dukketeater – ligesom Monggaard gør det i mit.

Et gyldent skær

Fortæller: Jeg sørgede selvfølgelig for at få set Wonder Wheel før Katrine. Jeg ’glemte’ at fortælle hende om den første kørsel af filmen, så jeg på den måde kunne få et forspring og nå at tænke min egen reaktion og anmeldelse grundigt igennem.

Desuden var der jo en lille chance for, at hun så ikke ville kunne nå at se filmen alligevel. Vi var nået tættere på jul, og hun havde travlt med at planlægge og forproducere højtidens kultursider og -tillæg. Sådan skulle det desværre ikke gå. Men i det mindste fik jeg så mulighed for at se Wonder Wheel en gang til. Og Woody Allens film kan man ikke se for ofte.

Christian Monggaard: Wonder Wheel var bedre anden gang, jeg så den. Da kunne jeg for alvor nyde, hvordan Woody Allen veloplagt leger med alle melodramaets konventioner gennem sin fortæller. På mange måder er filmen et stykke filmatiseret teater, et kammerspil, som for en stor dels vedkommende foregår i Ginny og Humptys lejlighed.

Filmens italienske mesterfotograf, Vittorio Storaro, forstår dog om nogen at bevæge kameraet og male med lys og farver. Det resulterer i et levende udtryk, og billederne får et gyldent skær, som indrammer Ginnys futile fantasier om en lysere fremtid fuld af muligheder og kærlighed. Det er smukt og stærkt skildret, ikke mindst fordi Kate Winslet gør Ginny til et menneske, man tror på og føler med.

Det tragiske menneske

Katrine Hornstrup Yde: Der er ét skud i Wonder Wheel, hvor det føles, som om Woody Allen faktisk har noget på hjerte. Det er sidste skud i filmen, og Vittorio Storaros kamera hviler på Kate Winslets ansigt, der pludseligt er tømt for selvbevidst mimik. Dette er ikke den fallerede skuespillerinde med sin overspillede selviscenesættelse – papfiguren – som Woody vifter ironisk mellem sine fingre, men det tragiske menneske med fortabt ansigt.

Er man blødsød ved Woody, kunne man sige, at det er det øjeblik, der kaster et menneskeligt lys over resten af filmens teaterlege. Er man hård, kunne man sige, at det er det øjeblik, hvor man som publikum mindes om, at Woody kunne have bragt os langt tættere på et liv, hvis han ikke fortabte sig i stilistisk elegante ’sjove greb’ og turde at omgås sin dødsangst uden ironi og metafortællere.

Fortæller: Det gode ved at være fortæller er, at man får det sidste ord. Også i en dobbeltanmeldelse af Wonder Wheel. Jeg havde ret. Katrine elsker ikke Woody Allen lige så højt som mig. Det er der nok ikke mange, der gør. Og jeg forstår det ikke. Der er så megen dramatisk tyngde, befriende morskab og menneskelig klogskab at hente i hans film, også Wonder Wheel. Ak ja. Men nu er det slut – både med anmeldelsen og med 2017. Julefreden kan sænke sig, og jeg kan i det stille øve mig på at ’tænke ud af boksen’. Jeg kan næsten ikke vente til det nye år.

’Wonder Wheel’. Instruktion og manuskript: Woody Allen. Amerikansk (Biografer landet over fra den 25. december)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Svennevig
  • Eva Schwanenflügel
Michael Svennevig og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Var forberedt på, at tidsbilledet kunne være en anelse bedaget, og at det næppe var en af Woody Allens mere rappe film, men håbede trods alt på en vittig og/eller begavet dialog. En sådan kommer ikke på tale. Handlingen er banal. Persontegningerne naive. Det er milevidt fra Tennessee Williams m.fl., som der refereres til i dobbeltanmeldelsen. Et forsøg på at levere en komedie (en gedigen advarsel, når film havner i den kategori), der ikke er det fjerneste underholdende for slet ikke at sige: sjov.

Alt i alt: En fæl skuffelse.

Bénédicte Sales

Filmen er som græsk tragedie. Og så er den rafineret og flot! Kunne bestemt godt lide den. Synes der er lidt for meget meta i anmeldelsen.