Læsetid 3 min.

Hverdagsbrun indpakning med uventede strejf af guld

Familien bliver vendt på vrangen i ’Ankomst. Afsked’ på Husets Teater. Men skuespillerne er bedre end teksten
Den omhyggeligt planlagte tur på kirkegården og familiens ældste datters gravsted bliver til en grotesk vandring med regnfrakker i Jens Albinus’ stykke Ankomst. Afsked på Husets Teater.

Den omhyggeligt planlagte tur på kirkegården og familiens ældste datters gravsted bliver til en grotesk vandring med regnfrakker i Jens Albinus’ stykke Ankomst. Afsked på Husets Teater.

Henrik Ohsten

8. december 2017

Familien er en uudtømmelig kilde til forundring og væmmelse. Det vidste de gamle grækere, og det mærker enhver ny dramatiker. Også teaterdirektøren Jens Albinus fra Husets Teater, der er trådt ind i rollen som sin egen husdramatiker med stykket Ankomst. Afsked, som han også selv har iscenesat.

Stykket fik imponerende nok urpremiere på Schauspielhaus Köln i Tyskland sidste år under titlen Die Umbettung. Men nu har Jens Albinus så oversat og fordansket det. Plottet er makabert: Skilsmissefamiliens yngste datter og faderen inviterer storesøsteren og moderen hjem til barndomshjemmet fra udlandet. Ikke til fest, men fordi familiens ældste datter, der er død og ligger begravet på kirkegården, skal genbegraves, fordi kirkegården skal flyttes.

Lummer seksualitet

Undervejs fortoner aspektet med genbegravelsen sig dog. I stedet bliver det tydeligt, at det er forholdet mellem den fraværende fotografmor og den distræte forfatterfar, der egentlig er historiens kerne – og derefter forholdet mellem den anerkendelseshungrende mellemste datter og den tilgivende yngste datter.

Dermed ligner stykket en del amerikansk familiedramatik, lige fra Tennessee Williams med Omstigning til Paradis til Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? Der hænger en lummer, indestængt seksualitet over Ankomst. Afsked, men også en basal freudiansk forståelse af følelserne mellem mødre og fædre – og deres døtre. Hos Jens Albinus dukker der desuden en ung mand op, kun for at fungere som katalysator for familiens genforening og endelige eksplosion. Det virker ret konstrueret.

Hansens kælne stemme

Skuespillerne spiller dog fremragende – uforfængeligt og så tæt på autentisk, som man vel kan komme det. Problemet er egentlig, at skuespillerne er så meget bedre end stykket. Deres figurer virker som rigtige mennesker, der træder ind på scenen. Men den handling, de udspiller, virker fortænkt. Det bliver en temmelig splittet affære. Teksten vil alt for meget. Hvis man ser i programmet, kan man læse, at det egentlig handler om, at kirkegården skal flyttes, fordi der skal være plads til en vej til en flygtningelejr. Det er bare ikke helt det, der siges i replikkerne.

Samtidig flyttes fokus tættere og tættere mod relationen mellem moderen og faderen, der godt nok har været skilt i mange år, men som alligevel fortsætter deres ægteskabelige konflikter, som om ingenting var hændt.

Benedikte Hansen spiller turbokvinden, der får alt til at ske – og alt til at gå i stykker. Fra det øjeblik, hun kigger frem på scenen, kommer alt i alarmberedskab. Hendes kælne stemme manipulerer både med familien og med publikum. Hendes skønhed betager lige så meget som hendes løgne, og hun får os til at føle os som sin fortrolige. Hans Rønnes ægtemand er til gengæld gået i standsning med sin uudlevede forfattertrang og sine opfinderideer. Hans Rønnes portræt af denne mand ligger sublimt midt mellem det hverdagskedelige og det originale – med en altafgørende uforudsigelighed. Når Hans Rønne slubrer mælk fra kartonen, er portrættet fuldendt. Det er troværdighedsskuespil af mest underdrevne slags.

Teenagenervøsitet

Maria Rich slår overbevisende fra sig i rollen som den mellemste datter, der har internationale designerambitioner. Hendes høje, tynde krop bevæger sig kantet rundt i designertøj, mens hun på mærkelig vis skifter fra rollen som overlegen storsøster til rystende usikker datter. Hun er på sammenbruddets rand og leger med en skruptudse, som andre ville lege med en revolver – med en transformationsevne, der er hendes helt egen. Mindst lige så uhyggelig som hendes guldmaskekvinde i Living Dead sidste sæson.

Den unge skuespiller Laura Skjoldborg blafrer teenagenervøst med hænderne for at skabe den fejlløse ramme til besøget af den mor, der ellers altid svigter. Og Morten Vang Simonsen har en god umiddelbarhed i rollen som den unge mand, der dukker op – men hvis replikker ikke helt hænger sammen.

Foruroligende larm

Hvad der ikke ligger i replikkerne, befinder sig i lyddesignet af Ditlev Brinth. Han har i hvert fald skabt en nagende baggrundslyd af udefinerbare stemmer og foruroligende larm, der sætter sig i tilskueren som adrenalinaftegninger. Og scenografen Rikke Juellund har kløgtigt og smukt forvandlet det gamle, rodede barndomshjem, der efter sigende er propfyldt med ting og kasser, til et helt nøgent rum på en skrå, hvid gulvplade. Her er intet. Denne families verden findes kun i ordene – og i væggene af brunt indpakningspapir, der pludselig bliver til et slot af guld, da Mads Vegas’ smukke lys rammer dem bagfra med uventet kraft. Et kort øjeblik

Netop sådan ser en nutidig familietragedie åbenbart ud på en dansk teaterscene: Hverdagsbrun indpakning med uventede strejf af guld.

’Ankomst. Afsked’. Tekst og iscenesættelse: Jens Albinus. Scenografi: Rikke Juellund. Lyddesign: Ditlev Brinth. Lysdesign: Mads Vegas. Husets Teater. Til 12. januar 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu