Læsetid: 4 min.

Ingen spørger de sorte i George Clooneys nye film – og dét er hans pointe

Det er ikke så meget hovedhistorien om nogle småkriminelle fisk, der kommer i karambolage med de store rovfisk, der gør ’Suburbicon’ interessant. Det er parallelhistorien om forstadsracisme, der giver den tyngde – og desværre gør den alt for aktuel
’Suburbicon’ nuancerer forestillingen om de frisindede amerikanske nordstater og de idylliske 1950’ere. Der var masser af snæversyn og racisme også i nordstaterne. Men det er desværre kun en bihistorie i filmen.

’Suburbicon’ nuancerer forestillingen om de frisindede amerikanske nordstater og de idylliske 1950’ere. Der var masser af snæversyn og racisme også i nordstaterne. Men det er desværre kun en bihistorie i filmen.

UIP

8. december 2017

Gardner Lodge har en dårlig dag på kontoret. Hans kone er død, og politiet stiller ubehagelige spørgsmål. Og lige i det her sekund får han brækket næsen af en korpulent herres knytnæve – med kærlig hilsen fra dem, som Lodge skylder penge. Mange penge.

Suburbicon ligner umiddelbart dét, som den også oprindelig var tænkt som, nemlig en filmatisering af et brødrene Coen-manuskript. De to herrer har excelleret i flere plots om almindelige mennesker, der forsøger at fuske sig til større materiel velstand, men kommer i kløerne på langt mere hårdføre typer og må tage alle kneb i brug for at komme ud af kniben.

I det her tilfælde er det Gardner Lodge (Matt Damon), der skylder penge og ikke kan betale dem tilbage – og bliver straffet for det. Igen og igen. George Clooney har instrueret filmen, men han har også gjort noget overraskende: Han har udbygget røverhistorien med et stykke virkelig amerikansk historie.

Det er sket, ved at Clooney og Grant Heslov har udbygget Coen-brødrenes manuskript med en parallelhistorie – med den sande historie om galoperende forstadsracisme i 1950’ernes USA.

Vi befinder os i årene, efter at en demobiliseringslov efter Anden Verdenskrig har gjort det muligt for alle amerikanske krigsveteraner at låne sig favorabelt til hus og carport i forstæderne – hvis man vel at mærke er hvid veteran. Det er familien Myers ikke, og det skaber røre i forstaden, både i virkelighedens Levittown Pennsylvania og i fiktions Suburbicon.

Virkelighedens sorte familien Myers flyttede ind i august 1957. I filmen er Myers omplantet til Suburbicon, og gennem kvalmende filmscener og virkelige dokumentarklip ser man de hvide i stadigt større antal mistænkeliggøre, chikanere og belejre den sorte familie, der for egne midler er flyttet ind. Råb, larm, sydstatssange og bål. Gadens racistiske parlament. Ja, faktisk afholder Clooney sig fra at vise, hvad der – også – skete i virkeligheden: at et 2,4 meter højt kors blev afbrændt i familien Myers’ forhave.

Clooney og Heslov nuancerer med deres udbygning af Coen-brødrenes manuskript forestillingen om de frisindede amerikanske nordstater og de idylliske 1950’ere. Der var masser af snæversyn og racisme også i nordstaterne. Og samtidig sender de hilsener til en nutid, hvor USA pludselig må se sig splittet igen, ikke mindst af racepolitiske årsager – og af en præsident, der nægter at tale helingens retorik.

Sniger sig ind på én

Ironisk nok blev manuskriptet skrevet og filmen skudt inden optøjerne i Charlottesville den 12. august i år. Og ifølge The Hollywood Reporter udelader filmen en anden hændelse fra virkelighedens familien Myers-misere, som relaterer sig til Charlottesville: En nabo, der støttede Myers, blev så oprørt over pøbelvældet, at han kørte sin bil ind i mængden. Dog bremsede han i tide, således at ingen kom til skade. Modsat den hvide racist, der kørte Heather Heyer ihjel den 12. august i år.

Interessant nok får vi heller ikke at vide i traileren til filmen, at der er denne racepolitiske parallelhistorie. Den er i stedet en snu sammenklipning af separate begivenheder, der får den til at ligne en klassisk smalltime crooks-satire. I stedet sniger parallelhistorien sig ind på en, når man sidder i biografsædet. Og det er dén, der gør Suburbicon interessant.

Racehistorien er den egentlige klangbund, som giver filmen vægt. Historien om familien Lodge er lidt udvandet Coen-kogekunst – det har de gjort bedre før i egne film som Raising Arizona og Fargo, ikke mindst fordi de er så meget mere interessante instruktører end Clooney.

Jeg synes aldrig, han for alvor finder balancen mellem komedie og tragedie, som Coen-brødrene så sublimt finder især i Fargo. I stedet ser vi store skuespillere som Julianne Moore og dygtige folk som Matt Damon og Oscar Isaac vakle lidt usikkert på grænsen mellem grinet og gråden.

Jeg undrer mig også over parallelhistoriens underprioritering. Er der ikke en selvopfyldende profeti i, at filmen bruger langt mere tid på den hvide middelklasses problemer med grådighed end på en sort middelklassefamilies trængsler under selvsamme hvide middelklasses racisme?

Et angreb på de voksnes løgne

Lodge-familien gennemlever et mareridt, som får patriarken til at reagere med proportional vold, og det vækker mindelser om En mand ser rødt (1974), men det er nu mest 1950’er-krimiæstetik og -stereotyper, der driver gennem filmen. En kvælning, som man ser på skyggen af en væg. De ondt grinende og svedige skurke.

Suburbicon er samtidig et angreb på de voksne og deres løgne, deres had, deres vanvid. I Lodge- og Myers-familiernes sønners venskab gemmer der sig et håb, alt i mens de – hvide – voksnes løgne og selvoptagelse og idioti udstilles.

Ja, i det hele taget minder filmen også om, hvordan børneopdragelse pågik dengang: Børnene skal være stille, og drengebørnene skal hærdes gennem autoritær opdragelse. De skal passe sig selv, blande sig udenom, men forventes også at kunne deale med alt for voksne problemstillinger.

Til sidst i filmen ser Gardner Lodge udover Suburbicon fra en bakketop. Bylyset flimrer – og signalerer dermed arkaisk idyl, men også den svigtende rationalitet, som forstaden er opslugt af. Oplysningen, der svigter. Vanviddet der har overtaget. Snart flokkes medierne om huset i Suburbicon, hvor alt er gået amok, men det er kun de hvide, der får lover at udlægge slagets gang.

Som tilskuere efterlades vi i biografsæderne med det dirrende spørgsmål: Hvorfor er der ingen, der spørger de sorte? Det er desværre ikke et ubetinget forældet spørgsmål.

’Suburbicon’ – Instruktion: George Clooney. Manuskript: Joel & Ethan Coen, Grant Heslov og George Clooney. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Henriksen
  • Eva Schwanenflügel
Ole Henriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu