Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jalousi, erotik og magtkampe i stor farverig roman med solid historisk substans

Er man til store historiske romaner med en ny intrige i hvert kapitel, så er ’De toneangivende’ af Hédi Kaddour det gode bud til julegaveønsket
Kultur
2. december 2017

Det her er noget så sjældent som en stor historisk roman, fortalt af en alvidende fortæller, der, gennem et mylder af personer folder bådes de enkelte menneskers og den store historie ud ved at lade dem opleve den.

Vi befinder os et sted i Maghreb, i en fiktiv by, Nahbès ved Middelhavet, som er under fransk overherredømme. ’De toneangivende’, der har lagt navn til titlen, er den franske elite, som bor i deres egen bydel, mens araberne bor i den gamle bydel. Ind strømmer moderniteten i form af et amerikansk filmhold, der skal optage en film om en ørkensheik.

Så er rollerne fordelt: modernitetens frie, tyggegummignaskende skuespillere og instruktører over for dels ’De toneangivende’, der holder på traditionen, dels det arabiske samfund, der har et noget andet syn på kønsrollerne end amerikanerne.

Film er de heller ikke vant til, og da amerikanerne hen mod slutningen af romanen viser deres optagelser for den lokale befolkning, er der ingen ende på de pudsige misforståelser, billederne på det hvide lærred udløser. Ikke mindst, da operatøren ved en fejltagelse kommer til at sætte en allerede afspillet filmrulle på igen! Hédi Kaddour bruger imidlertid hele to kapitler til scenen, hvilket i min optik er ét for meget.

Hédi Kaddour: De toneangivende

Tradition og oprør

Men også det arabiske samfund er delt i (hykleriske) traditionalister og unge oprørere – en af hvert køn.

Kvinden Raina er datter af en tidligere minister, hun er blevet enke i en tidlig alder, driver sin fars gård og vil for alt i verden beholde sin uafhængighed; manden, Raouf, er søn af chefen for militæret, han er veluddannet, ønsker uafhængighed af franskmændene, men er ikke uden kærlighed til fransk kultur. Han taler fransk og kender såvel de store franske som de store arabiske forfattere.

Heroverfor har vi Rainas storebror, der for alt i verden vil bevare sin patriarkalske magt over hende og vil gifte hende bort, og vi har den amerikanske skuespiller, Kathryn, en moderne kvinde, som forelsker sig i Raouf.

Endelig er der den selvstændige, frigjorte, franske journalist, Gabrielle, der bliver veninde med både Raina og Kathryn samt kolonialisten Ganthier, der er stedets største jordejer, men samtidig en dannet mand, der interesserer sig for arabisk kultur. Han forelsker sig i Gabrielle.

Skematisk

Hvis det lyder skematisk, er det ikke helt uden grund. Via hovedpersonerne indføres læseren i tidens presserende problemer, og meget belejligt tvinger en blanding af hjemlige intriger og forelskelseshistorier fire af dem: Gabrielle, Raouf, Ganthier og Kathryn ud på en rejse, der fører dem gennem Alsace/Elsaß, som skiftevis har været på tyske og franske hænder, og efter krigen nu igen er fransk.

Derfra går det videre til Weimarrepublikkens Berlin, og så er det historiske bagtæppe oprullet. Rejsen foregår omkring 1924, idet det fremgår, at Frankrig har besat Ruhrdistriktet, hvilket skete i januar 1923, og fransktalende personer skal træde varsomt.

Men det fremgår også, at USA har ydet Tyskland lån, og så er vi i 1924, og hyperinflationen og den værste hungersnød er tilbagelagt. Der er kommet et vist styr på finanserne og den astronomiske krigsskadeerstatning, som Versailles-freden pålagde landet efter Første Verdenskrig, tyskerne er ved at leve op igen.

I Berlin møder de rejsende repræsentative figurer som Otto, der til deres undren er både reaktionær og revolutionær – læs nationalsocialist – og vi får såvel indblik i kabaretlivet med sangen Wilkommen som i nazisternes klandestine møder og – via den politisk interessere Raouf – kommunisternes ditto. Kort sagt: Tidens store konfliktpotentialer før de løber over deres bredder.

Ind i dette flettes så hovedpersonernes indbyrdes forhold med jalousi, erotik og magtkampe.

Intriger

Hjemme i Nahbès intrigerer alle mod alle. Sjældent har jeg som læser været indviet i så mange udspekulerede fælder og snarer, som enten udlægges for egen vindings skyld eller ud fra hævnmotiver.

Der er nærmest en ny intrige i hvert kapitel. Står romanens fremstilling til troende, får man her et diabolsk indblik i arabisk handelskultur, i mændenes selvbedrageriske forfængelighed og ømskindede ære, og som nævnt i deres ualmindeligt veludviklede evne til at tage røven på hinanden. De fleste af skurkene får deres bekomst, men derfor ender det hele ikke af den grund lykkeligt.

Når dertil kommer, at scenen skifter for hvert nyt kapitel, så vi i hvert følger forskellige af personernes skæbner, kan man roligt sætte god tid af, hvis man vil lære dem alle at kende og kunne følge med over romanens 542 sider.

Der er sindssygt mange tråde, men jeg synes ikke, de alle samles lige tilfredsstillende til slut. Raina glider eksempelvis lovligt meget ud af fokus, og til allerallersidst, hvor man sidder med få sider tilbage og tænker, hvordan Hédi Kaddour dog vil nå at afslutte alt det her, går det unægteligt over stok og sten.

Og så røber jeg ikke mere.

Men er man til store, farverige romaner, der ovenikøbet har solid historisk substans, så er julegaveønsket hjemme.

Hédi Kaddour: ’De toneangivende’. Oversat af Anne Marie Têtevide. Batzer & Co, 542 sider, 350 kroner. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her