Kaspar Bonnén (f. 1968) har siden 1990’erne markeret sig som en kunstner med en udtalt vilje til at arbejde på tværs af kunstneriske genrer og medier. Han er uddannet billedkunstner, men har ud over sit billedkunstneriske virke også en lang række litterære arbejder bag sig i form af digtsamlinger og prosatekster, senest den biografiske roman Ind til min mor fra 2016.
Det billedkunstneriske og det litterære projekt er ikke adskilte dele hos Kaspar Bonnén, men tæt sammenvævede kunstneriske strategier. Billederne invaderer så at sige sproget i hans tekster, og sproget siver omvendt ind i hans billeder. Det, han skaber, er over alt en slags billedrum, rum for billeder.
Billedernes rum er hos Kaspar Bonnén altid komplekse og mangetydige. Hans malerier og tegninger er figurative med genkendeligt indhold, men inviterer aldrig gnidningsløst indenfor i magelige indlevelsesrum. Billedernes perspektiviske orden bliver derimod udfordret gennem overlejringer af flere motiver eller umulige ophobninger af figurer og genstande, der indbyrdes mangler naturalismens skala.
Det retvendte og det hovedvendte stimler kaotisk sammen på billedfladen, ligesom sort-hvide områder bliver konfronteret hårdt med afgrænsede indslag af farve. Ja, billederne er måske slet ikke at forstå som afgrænsede billeder, for de får typisk merbetydning via integration i større, installatoriske og skulpturelle helheder.
Kompleks rumdynamik
Det gælder også i hans nye udstilling, Vandringer i ukendt geometri, i Rundetårns Bibliotekssal. Den rummer ikke kun nye værker, men indplacerer ikke desto mindre alle arbejder – uanset tilblivelsestidspunkt – i et tematisk og udstillingsarkitektonisk sammenhængende hele. Det aflange rum med blotlagte bærende træstolper og sprossede vinduespartier udgør for alle udstillinger her en særegen prøvelse.
På grund af de mange vinduer er der ingen vægpartier af format at placere billeder på. Og de begrænsede vægge, der faktisk findes, slås med den voldsomme kontrast i lys, som vinduerne afstedkommer. Gulvfladens enhed brydes på sin side af de mange bærende stolper i rummet. Med andre ord byder Bibliotekssalen på sin helt egen geometri, som forlanger en helt særlig styrke og præcision af de værker, der skal indplaceres i det.
Det er Kaspar Bonnén tydeligvis ikke blind for. Andet skulle da også være mærkeligt, hans mangeårige fokus på rum taget i betragtning. Det er let at se, at en af Kaspar Bonnéns intentioner har været at integrere en omfattende, årelang og meget forskelligartet værkproduktion i en samlet installation, en slags tankekorpus i tre dimensioner. Vandringer i ukendt geometri fremstår som en krop af visuelle refleksioner, der nok er opstået som individuelle idéer, men nu bliver surret sammen i et knagende skrog af en plimsoller.
Alle værkerne er monteret i ubehandlede trækonstruktioner, der løssluppent og vrængende mimer tårnrummets bærende struktur med stolper og skråbånd, men også tilføjer yderligere kompleksitet med diagonale linjer og spidsvinklede trekanter – en suprematistisk rumdynamik i råt konstruktionstræ (suprematismen var en kunstneriske retning i Rusland omkring 1915-20, red.).
Værkerne optræder i denne provisoriske udstillingsarkitektur som tanker, der vandrer, bevæger sig umærkeligt i glidende overgange fra ét til andet som strømme af vand, der er forbundet og adskilt på samme tid, hav og dråbe, element og masse. Kaspar Bonnén forsøger at omkalfatre rummets indbyggede logik.
Han blokerer konsekvent vinduespartierne, ophænger malerier forskudt, skråtstillet og uden hierarki, bagside mod bagside, afløst af skulpturelle objekter, nogle stående på gulvet, andre hængende fra loftet. Eller han arrangerer ophobninger af varierende materialer på bordflader, så maleriernes vertikalitet brydes af bordenes horisontalitet. Idéens intention er klar, men problemet er, at den også er fejlskaleret i forhold til Bibliotekssalens proportioner, som trods forsøgene på intervention og ombrydning ender med at dominere.
Intertekstuel tomgang
Rummet stjæler ironisk nok billedet fra rumtænkeren Kaspar Bonnén, hvilket vanskeliggør bevægelsen ind i udstillingens enkeltdele. Titelværket, Vandring i ukendt geometri, er en skulptur dannet af et polyeder, optegnet i spinkle lister, sammenkoblet med et par vandrebukser og vandresko.
Som i flere af Kaspar Bonnéns værker mødes også her hyperrealisme og abstrakt geometri i en fusion, der er alt andet end harmonisk. Beklædningsgenstandene med deres kropslige reference bliver bærere af den abstrakte tanke, som selve idéen om geometri, opmålingen af jorden, da også refererer til. Vi måler verden ved at træde ind i den, synes værket at sige, men placeret i Bibliotekssalens tyngende rum forekommer den luftige skulptur mest ubevægelig og målløs.
Vandringen har ikke afskridtet den virkelighed, den finder sted i, kunne man sige, men udfolder sig i stedet som spredte øvelser i interne henvisninger til kunstneriske vandringer i verdenshistoriens billedkunst og litteratur, hvilket snarest bereder en slags intertekstuel tomgang.
Indgangsmaleriet er for eksempel en sort-hvid parafrase over den russiske kunstner Mihail Nesterovs Eremitten fra 1888, og rundt om i bordværkernes opstillinger finder man bøger og tekstark med diverse litterære vandringer fra forfattere, blandt andre Henrik Pontoppidans novelle Vandreren fra 1887. Kunstens vandringer er endeløse, vi vader ud ad traditionens nedtrådte stier, men hvor Kaspar Bonnén vil hen med det, bliver ikke klart i udstillingen.
Hatten af for at tage livtag med det vanskelige udstillingsrum, men resultatet reducerer Kaspar Bonnéns enkeltværker til statister i en udstillingsarkitektur, som ikke formår at overtage rummet. Man vandrer fra det ene til det andet uden rigtig at møde det ukendte, men blot mere af det samme – lidt som bevægelsen op gennem Rundetårns sneglegang.
Den kartografiske dimension virker som rumlig forvirring frem for retningsvisende, uden at denne vildfarelse bliver en skarpskåret kunstnerisk pointe. Små skridt på stedet, bliver det til, og et fravær af præcision og skalering i udformningen af den omfattende installatoriske ramme.
Den poetiske prægnans og komplekse enkelhed, som Kaspar Bonnéns bedste værker besidder, er i Vandringer i ukendt geometri afløst af citatkollagens og den bekvemme parafrases retningsløshed, som frem for at forføre med fristende vildveje efterlader mig i vildrede over kunstnerens hensigt.
Kaspar Bonnén. ’Vandringer i ukendt geometri’. Rundetårn. Indtil den 21. januar
