Læsetid: 3 min.

Lægen bekender

Henry Marshs dybe og ægte engagement i sine medmennesker redder ham selv og os andre fra at falde ned. Nu er andet bind af hans erindringer kommet på dansk
30. december 2017

Henimod slutningen af den berømte britiske neurokirurg Henry Marshs bog nummer 2: Hverken solen eller døden – Indrømmelser om en bevæget og bevægende karriere i operationsstuerne, citerer forfatteren sin hustrus lille digt: »Åh, gid jeg var en søpung/for hvis livet blev for hårdt, ku’ jeg flade ud på den nærmeste sten/og lade hjernen flyde bort.«

Det specielle ved søpungen er, at den efter et første omsvømmende liv som jæger sætter sig endeligt fast på en sten og ved samme lejlighed skiller sig af med sin hjerne, som den ikke skal bruge længere. Den øvelse mestrer mennesket som bekendt ikke (selv om man nogle gange skulle tro det).

Søpungen har dermed også indledt den sidste livsfase inden sin egen undergang. Som en ung læge engang på en insisterende radiojournalists forargede indvending om en farlig sygdom; at man da måtte kunne gøre noget, lakonisk svarede: Nu er dødeligheden her i landet jo stadig 100 procent.

I sin anden bog skriver den nu aldrende Henry Marsh naturligt nok om den slutning, der unægtelig nærmer sig, når man, som han, har overskredet 70-års-skellet. For hjernekirurgen, der har set utallige tilintetgørende sygdomsforløb, hvor et rask og rørigt menneske uanset alle bestræbelser ender som grøntsag eller dør under operationen, fordi hjernen er ødelagt, forekommer tanken om et efterliv absurd og idéen om det gudelige uantagelig.

Den praktisk orienterede, totalt usentimentale, ikke desto mindre stærkt følsomme Marshs kæreste eje er et »selvmordskit«, som han omhyggeligt opbevarer og agter at bruge, den dag demensen melder sig. Alligevel er han ikke sikker på at ville gøre det. Grundlæggende i den menneskelige natur er evnen eller rettere driften til at se frem.

Alle vore handlinger er betinget af en varig forestilling om fremtiden. Blot at rejse sig fra en stol forudsætter tanken om at rejse sig samt en yderligere tanke om, hvad der herefter skal ske. Vel sagtens det samme som selvopholdelsesdriften. Først ved den endelige erkendelse af finalens håbløshed, er selvmordet udvejen. Måske.

Hudløst

Som i Henry Marshs første bog, Gør ikke skade, som Daily Mail dengang skrev, »er hvert kapitel som at gå på en udspændt line. Marsh skriver nogle steder tænderklaprende spændende om de indgreb, han foretager, og han skriver om sig selv, så man her godt kan bruge frasen: hudløst. Dertil kommer redegørelserne for de tilfælde, hvor han som kirurg kommer i krise, om de vanskeligste operationer han udfører, de triumfer han oplever, de fejl han begår ...«

Marsh skriver lige engageret og ærligt om professionens kunnen og viden som om hjernekirurgiens begrænsninger, om hvad man sikkert eller nogenlunde sikkert kan sige om hjernen, og om hvad man kan stille op, og hvad man absolut ingen anelse har om, og hvor kirurgen blot må lukke pænt efter sig og opsøge de pårørende.

I dette bind af erindringerne, bekendelserne, står forfatteren foran sin pensionering, det vil sige han gør selv en ende på sin britiske hospitalskarriere og siger op i utide i raseri over de kolde administratorer. Som så mange andre steder, hvor kreative folk forsøger at udøve deres gerning, sidder nærsynede bogholdere og lægger hindringer i vejen. Altid formuleret i management-newspeak og i en højere sags tjeneste, som imidlertid ofte er i bureaukratiets og de vellønnede administratorers eller det politiske systems egen.

Som afbigt over for den del af verden, der har mindre, drager Marsh efter pensioneringen til Nepal og Ukraine for at bistå de langt mere skrøbelige hjernekirurgiske institutioner der. The white man’s burden, som han i sin grundlæggende humor antyder: Noget må man jo gøre for de gamle undertrykte folkeslag.

Nogen ubetinget succes er hans indsats imidlertid ikke. Tingene forandrer sig også der i en periode af kulturhistorien, der ser ud til at indebære kriser, vi knap tør tænke på, men hvor vi for tiden aner de katastrofale følger. At Marsh er fortvivlet over Brexit er næsten overflødigt at nævne.

Manden er fast forankret i fornuftens og oplysningens tradition. At der også er et vist mål af rationeret desperation i Marshs temperamentsfulde karakter – på et tidspunkt vrider han for en patients velbefindendes skyld, og til sin senere beklagelse, næsen rundt på en idiotisk sygeplejerske – gør ikke læsningen mindre underholdende.

Jo, man bevæger sig i sandhed på linen med Henry Marsh. Hans dybe og ægte engagement i sine medmennesker redder ham selv og os andre fra at falde ned.

Henry Marsh: Hverken solen eller døden - Indrømmelser. Don max. 256 sider. 196 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu