Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hvad laver en lygtepæl i et garderobeskab?

’Narnia’ på Aarhus Teater er blevet en flot og frygtindgydende eventyrforestilling. Lige så kærlig, som den skal være. Med ædel løve og grum heks – og vidunderligt garderobeskab
Jacob Madsen Kvols spiller en skøn løvehersker med klangfuld stemme og æresbegreberne i orden – her over for Clara Ellegaards bekymrede storesøster og Anne Plaugborgs modige lillesøster – i Aarhus Teaters flotte opsætning af ’Narnia’.

Jacob Madsen Kvols spiller en skøn løvehersker med klangfuld stemme og æresbegreberne i orden – her over for Clara Ellegaards bekymrede storesøster og Anne Plaugborgs modige lillesøster – i Aarhus Teaters flotte opsætning af ’Narnia.

David Bering/Montgome

Kultur
29. december 2017

Drømmelande er ikke kun for børn. Vi kan vist alle sammen have brug for at drømme os andre steder hen. Narnia – eller Løven, heksen og garderobeskabet – er en drømmeverden af de heftige.

I begyndelsen ser det så godt ud: en idylverden af hjælpsomhed og venskab, meget bedre end den virkelige verden. Men der går ikke lang tid, før drømmelandets brutale sandhed afsløres: en hersker af frysende is, som ingen hidtil har kunnet besejre …

Der er ikke langt fra Lewis’ Narnia til H.C. Andersens Snedronningen. Men sådan er det med eventyr. De ligner hinanden i deres kamp mod det onde. Narnia foregår ikke i 1800-tallets Norden, men i et følelseskoldt England lige efter Anden Verdenskrig. Her skal børn tie stille og helst ikke ses. Og det går selvfølgelig galt for de fire børn, der bringes i skjul i et hus med verdens højeste køjeseng og verdens værste husbestyrerinde.

På Aarhus Teater har denne meget engelske historie fået en skøn varme og en klarhed i børnelogikken, som føles vedkommende og levende for et dansk publikum. I Frede Gulbrandsens levende iscenesættelse er det forholdet mellem de fire børn og deres følelser over for hinanden, som er det vigtigste.

Både deres drillerier og deres provokationer, men også deres ansvar for de andre og deres medfølelse. Det er fint. Og det store ensemble spiller godt med på børnenes følelser – både af at være selvsikre erobrere og af at være bange fanger.

Lækker scenografi

Men hvordan ser eventyrlandet Narnia egentlig ud? Scenografen Camilla Bjørnvad har skabt en flot og abstrakt eventyrverden – bygget op om to hvide eventyrbjerge, der hele tiden forandrer sig, når de får afsløret nye vinkler, efterhånden som drejescenen vender dem rundt.

Hvert bjerg har sin indgang ned til en underjordisk hule, ned til den hjælpsomme faun og de hyggelige bævere. Denne lækre scenografi bruger hele Aarhus Teaters store udtræk – med tjekkede linjer som i et møbeldesign af en enklere verden – og endda med munter rutsjebaneskakt. Denne udsøgte og linjeklare scenografi viser i sig selv, hvordan Aarhus Teater her har taget sit familiepublikum alvorligt. Det er godt.

I et mosbegroet hjørne af orkestergraven har musikeren Klaus Risager indrettet sig som en anden huleboer med sit strippede klaver og alle sine andre mærkelige instrumenter. Her skaber han glæde og forår med sin hvirvlende og kommenterende musik, men også frygt og isvinter i skrækslagne knips.

Kæk og nysgerrig følger hans fabulerende toner med i alt, hvad der foregår på scenen – også når eventyret forvandler sig til en urkamp mellem det gode og det onde. Og lysdesigneren Anders Kjems har kastet lys over Narnia, så slanke lyssøjler mod de hvide bakkeskråninger forvandler sig til store, skræmmende træstammer, som man næsten kan løbe vild i.

Kvols med løvemanke

Det er også skønt at se, at Aarhus Teaters store mandlige skuespiller i disse år, Jacob Madsen Kvols, indtager hovedrollen som Løven, der er Narnia-landets egentlige hersker. Jacob Madsen Kvols har stemmeklangen, der overbeviser alle om hans autoritet, men han har også roen, der viser hans ædelhed.

Han kan kæmpe en muskelkamp, så alle gisper. Og han kan lade sig såre under sin enorme manke, så børnene og deres forældre er forfærdeligt overbeviste om, at han er død. Det er næsten lige så slemt som det fatale øjeblik i Løvernes Konge – næsten... Jacob Madsen Kvols spiller helterent og skønt – og så har han blikket for barnets nørdede øje for detaljen. Også når han udskifter løvemanken med professorens fipskæg ude i den virkelige verden, så trygheden bliver maksimal – og verdensordenen genoprettet.

David Bering/Montgome
I rollen som løven danner han en effektiv kontrast til Mette Døssings isheks. Hun er klædt på omtrent som Madonna på eventyrturné – med sort læderhalsbånd, sorte spidsærmer og en sorttakket krone. Og blåsorte læber. Og Mette Døssing taler med hånlig klang og gør, hvad hun kan, for at virke kynisk og uforsonlig – med en hovmodig selvsikkerhed, der lykkeligvis slår fejl undervejs.

Anders Baggesen har rollen som den hjælpsomme, men snart også tilfangetagne Hr. Tumnus – med en herlig mildhed og en skøn humor midt i alt det håbløse. Og Hanne Windfeld tager kegler som Fru Bæver, når hun vrikker med sin bæverhale og mimrer med munden. Ikke mindst når hun vender tilbage til virkelighedens verden, hvor hun spiller den strikse husholderske, der nu alligevel ikke kan styre mimretrækningerne.

Engelske knæstrømper

Men det er selvfølgelig de fire børn, som børnepublikummet umiddelbart spejler sig i. Anne Plaugborg byder på et fint portræt af den yngste, men også modigste pige i familien. Hun er klædt i engelske knæstrømper og pyntekrave, men hun spiller samtidig helt nutidigt og med rolig stemme og sikkert blik.

Her er en heltinde, som aldrig ryster på hånden – og som altid holder, hvad hun lover. Selv om hun egentlig ikke er helt sikker på, om hun nu også tør møde en løve. Hvilket man jo godt kan forstå.

Mikkel Becker Hilgart spiller overbevisende den ansvarlige storebror med beskytterstemme og forsvarskrop, og Alexander Krumhausen spiller den uvorne lillebror med overbevisende ulydighed. Og Clara Ellegaard har en god timing i sin levende lillemor-fortolkning af storesøsteren. Der er i det hele taget en fin Far til fire-balance over disse fire skuespillere – uden at de virker ulideligt gammeldags.

Der er simpelthen et smittende humør og en naturlig friskhed over denne kærlige eventyrforestilling, hvor Aarhus Teater virkelig viser sit familiepublikum respekt.

Noget af det bedste er dog næsten, at denne Narnia-opsætning ikke har travlt med at opløse drømmen, men at drømmelandet tværtimod får lov til at beholde sin magi. Det virker i hvert fald lige så uforklarligt og eventyrligt, når vi forlader teatret – netop så vi som tilskuere kan fortsætte med at drømme.

Som Anne Plaugborgs nysgerrige og frygtløse Lucy siger det, da hun første gang træder ind i Narnia: »Hvad laver en lygtepæl i et garderobeskab?«

’Narnia’. Baseret på bøgerne af C. S. Lewis (1950-56). Oversættelse: Hanna Lützen. Dramatisering: Glyn Robins. Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen. Scenograf: Camilla Bjørnvad. Dukkemager: Karin Ørum. Livemusik: Klaus Risager. Lys: Anders Kjems. Lyd: Lars Gaarde. Varighed: 2 timer. Aldersgruppe: fra 6 år. Aarhus Teater. Til 13. januar 2018.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her