Londons rapscene består ikke kun af langspyttene grimerappere med bistre attituder. Loyle Carner, der kommer fra South Croydon i det sydlige London, har med sit debutalbum, Yesterday’s Gone, lavet et melankolsk familiealbum, hvor han sampler gospel, soul, jazz, R&B og supplerer op med en optagelse af sin mor, der læser et ømt digt om ham op.
Hans rap bærer på ingen måde præg af aggressivitet. Hans flow er tilbagelænet, rytmikken bølger, sætningerne er fyldige og velovervejede. Arrangementerne er båret af ro, den gamle skoles ro. Han åbner således albummet med et gammelt sample af gospelkoret S.C.I Youth Choir, »The Lord Will Make A Way« fra 1969, som han rapper ind over med en tekst om manglende tiltro til de store fædre, Gud og hans egen far, der var en af dem, der ikke var der.
For han er sådan set vokset op med de hårde sider af tilværelsen tæt på, men hans svar er ikke, som grimerapperne, at sætte hårdt imod hårdt. Han synger om at give mere kærlighed, og på den funky »Stars & Shards« rapper han om Sonny fra kvarteret og tager afstand til hans drøm om at blive rig på at sælge hårde stoffer. En historie, som er central for hiphoppens og ikke mindst grimegenren, og som Loyle Carner altså bevidst markerer sig i opposition til.
Nej, Londons rapscene består ikke kun af bistre grimerappere, og Loyle Carner kommer med et fint bud på, hvordan rap fra Englands hovedstad også kan lyde.
Loyle Carner: ’Yesterday’s Gone’ (AMF Records/Universal)
