Læsetid: 4 min.

Luksusfælden er sjovere

Den norske roman ’Om et par år’, som beskriver en enlig mors kamp for hverdagen for sig selv og sin lille søn, lever op til alle fordomme om Luksusfældens fattige. Det gør også romanen fattig
23. december 2017

Sidste år vakte Karina Pedersens bog Helt ude i hampen furore med sin skildring af overførselsindkomstmodtagere i et ghettokvarter i Fredericia.

Pedersens spydige skildring af fattige mennesker, hendes egen familie inklusive, som sociale umuliusser, der ikke magter at navigere i det virkelige (arbejds)liv, men kun i det kommunale tilskudssystem, vakte stor vrede, men gav også nyt liv til gamle diskussioner om fattigdom som konsekvens af samfundets ulighed eller af personlige problemer.

Nu vover forlaget Tiderne Skifter pelsen med en norsk roman, der indirekte rejser de samme spørgsmål. Om et par år skildrer en enlig, studerende mor til en lille søn, kaldet Ungen, og hendes frustrationer over for et system og en omverden, der ikke formår at hjælpe hende.

Bevægende kunne bogen være i sin skildring af fattigdommens skam og stigma, især når man har et barn og bor blandt velhavere. Men det er den ikke.

Penge, og det ikke at have dem, er stort set det eneste tema i hovedpersonen, Ellinor Nors, fortælling. Det giver romanen en forurettet tone, når Ellinor flytter rundt mellem uattraktive boliger i Oslo-området, til hun havner i en musehærget lejlighed i velhaverkvarteret Nordstrand, hvor sønnen har fået friplads på den lokale Steinerskole. I denne højborg for en oplyst og velstående middelklasse søger Ellinor at holde skindet på næsen og fattigdommen skjult.

Et gennemgående referencepunkt i romanen er den norske version af tv-programmet Luksusfælden, hvor Luksusfældens ekspert fungerer som en slags udefra-syn, der kommenterer hovedpersonens reaktionsmønstre.

Desværre bekræfter bogen alle fordomme, man kunne have, når man som jeg er fan af Luksusfælden og jævnligt undres over visse gældsatte danskeres omgang med finanser.

Birgit Alm: 'Om et par år'.

Saxo

Som læser får man hurtigt modvilje mod Ellinors aggressive fornærmelse over sin situation. Hun føler, at skolebestyrelsens privilegerede mennesker forventer ydmyghed og taknemmelighed over Ungens friplads.

Samtidig oplever hun ingen solidaritet med »køen af fattige, som stadig står der, som en kæde af byldepest midt i byen«, eller med underboen i musereden, som er skæv, snøvler, har sløret blik og har sår i den glatragede hovedbund.

I sin selvopfattelse hører Ellinor hverken hjemme blandt de skidtvigtige rige eller de usle fattige. De største lyspunkter i hendes tilværelse, når hun trodser sin dårlige økonomi og i kiosken køber pølsehorn og kanelsnegle til sig selv eller Ungen, går på café eller ryger en smøg – frit efter Luksusfælden: »Men penge til smøger har du stadig, siger Hallgeir fra Luksusfælden inde i mig og ryster trist på hovedet.«

Luksusfælden er, forstår man, en slags overjeg, men også et modbillede til hendes egen situation, som er uretfærdig, hvad andre fattiges vist ikke er. Computeren lyder »som en gammel traktor«. Fødselsdagsselskabet for sønnen kræver, at hun inviterer hele klassen, »sådan gør man på disse kanter«, vrisser hun. Lagkagebunde er ’færdigkøbte’, syltetøjet, der smøres på, er First Price, sodavand er discount. (Som den slags også altid var hos mig. Børnene var ligeglade).

Smøgen varmer dog kun så længe som en svovlstikke og knap nok det, fordi Ellinor føler skyld over sine lystkøb. Eller føler, at hun burde føle skyld; at nogen på en eller anden måde påtvinger hende skyldfølelsen, som hun selv burde hæve sig over. Hun har vel også ret til fornøjelser, ikke?

Jeg læste romanen med stigende irritation over, at Ellinor konstant føler, at hun har ret til noget andet og bedre. Hun er hverken glad for barnet eller for studiet, som vel er årsagen til, at hun ikke har lønarbejde.

Ganske vist navigerer Ungen muntert-naivt gennem romanen, men når han beder om Playstation-spil osv., glæder Ellinor sig ikke over hans livsappetit, eller over sin egen ferme evne til at sikre, at sønnen ikke oplever fattigdommen som et problem.

Romanen virker kort sagt på mig som en endeløs række af Ellinors projektioner over, hvad andre mon føler og tænker om hende. Dermed bliver romanen ikke så meget en bog om fattigdom som om depression.

Her gør jeg mig skyldig i én af de moderne antagelser, som skyder sociale problemer ned med beskyldninger om individuelle problemer. Ja. Det gør jeg. Her. Dog uden at påstå, at det gælder alle fattige. En hel del af Luksusfældens klienter er f.eks. havnet i fattigdom uden egen skyld, hvorefter de har mistet overblik og fodfæste.

I romanen stammer Ellinors bitterhed tilsyneladende fra en dybere skuffelse og sorg, nemlig over at hun og barnets far (der vist ikke bidrager med meget) ikke længere er sammen.

Til slut i romanen lærer hun en vis form for taknemmelighed eller ’positiv tænkning’, som hun kalder det.

Hun tager imod en boks overskydende gryderet fra et fællesarrangement på skolen. Hun finder sig til rette i den nu musefri lejlighed og indser overrasket, at netop Steinerskolens holdninger om tilbage-til-naturen og skærmfri tid passer godt til hendes og sønnens liv.

Afslutningen minder faktisk om Luksusfældens katarsiske øjeblik, der indtræffer, når de medvirkende indser, at pølsehorn på tanken ikke hører til livets grundlæggende værdier.

Men undervejs er det romanen selv, der føles fattig, fordi hovedpersonen savner selvindsigt.

Måske handler både Birgit Alms og Karina Pedersens beskrivelser af fattige især om ulighed? Om et velhavende forbrugssamfund, som dagligt minder de mindre privilegerede om, hvad ’alle andre’ har? Om et samfund, hvor de privilegerede har råd til at tage stilling til, hvad de gider eje og ikke eje, ud fra egne værdier og sociale og kulturelle kapital, mens de fattige stirrer som forheksede på økonomisk kapital alene?

Hvis det er sådan, kan man som læser måske blive lidt klogere af Birgit Alms roman. Men Luksusfælden er sjovere.

Birgit Alm: 'Om et par år'. Oversat fra norsk af Ninna Brenøe. 227 sider, 180 kr. Tiderne Skifter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu