Det lyder næsten for gotisk til at være sandt. Men da den danske multiinstrumentalist og sangskriver Amalie Bruun, der udgiver musik under navnet Myrkur, vendte tilbage til Danmark efter at have turneret USA med sit album M, gik hun efter eget udsagn ind i den hårdeste periode i sit liv.
Ud af det blå blev hun overmandet af mareridt og såkaldte søvnlammelser, mens hun, nærmest konstant, blev suget ind i søvnen. Som havde noget overtaget hendes krop og sind.
Hun forsøgte først at kæmpe imod, men gav efterhånden slip og begyndte i stedet at lytte til drømmene og føre en slags logbog over de symboler, arketyper og dyr, hun blev konfronteret med i sine drømme. Med henblik på at tolke på dem, begyndte hun at dykke ned i nordiske folkeeventyr, nordisk mytologi, folklore.
Siden tog hun fat på at bearbejde alle de input, hendes underbevidsthed havde forsynet hende med, ved at drage ud i en hytte i en skov og skrive de sange, som nu er blevet til albummet Mareridt.
Med en sådan udgivelseshistorie er der afgjort stof til mytedannelse i de tungtrockende jættestuer rundt omkring. Men vigtigst er det at bemærke, at Mareridt som kunstværk lever op til denne rammesætning. Den er nemlig en fin æstetisk rundtur i mørke drømme, og den bruger på smukkeste vis folkeviserne og folkloren til at skabe en forbindelse til et fælles ubevidst symbolsprog.
Det uhjemlige
Det er således den såkaldte gotisk folk-genre som er det stilmæssige omdrejningspunkt for Mareridt. Det sætter sig på subtil vis igennem i selv de mest blackmetalprægede numre, blandt andet i kraft af Amalie Bruuns melodiske sensibilitet. Og det fylder hele det musikalske lærred, når hun indimellem fremfører deciderede folkeviser såsom »De Tre Piker«.
På Mareridt bruger Amalie Bruun mange af de samme virkemidler, som hun også brugte på M, men hun har altså hele tiden et større fokus på det folkemusikalske. Hun lokker os som en underbevidsthedens sirene med sig ind i drømmenes tåge på åbnings- og titelnummeret, »Mareridt«. En stille, murrende sang, der klinger af folkevise.
Og hun rusker os på »Måneblôt«, hvor hun på en baggrund af hårdthamrende sort metal trækker os ind i albummets første mareridt. Et mareridt, der også får lov til at opløse sig i et gotisk folkstykke, hvor en violin danser rundt i et cirkulært melodistykke.
Amalie Bruun udviser en særlig grundighed i forhold til sammenhængene imellem numrene. Vi glider elegant – ofte uhyggeligt umærkeligt som i mareridtene – fra den ene stemning til den næste, og pladen bliver i sin helhed et heftigt ridt igennem underbevidstheden. Et af de få aspekter, jeg egentlig har at udsætte på Mareridt i den forbindelse, er, at det er relativt få steder, hvor jeg for alvor mærker den stærke følelse af afmagt, som de værste drømme kan påføre en.
Jeg mærker den på et nummer som »Gladiatrix«, hvor Amalie Bruuns vokal bliver opslugt og overdøvet af musikkens voldsomhed. Men ellers er det mest unheimliche hendes sproglige talen i tunger, som kommer til udtryk ved, at hun på må og få skifter imellem dansk, norsk, engelsk og fransk. Det er, på god gotisk vis, som bliver hendes krop besat af fremmede bevidstheder, der taler igennem hende.
Mareridt truer også indimellem med at blive for poppet i sine melodier og dermed omfavne en meget klar musikalsk kommunikation, der arbejder imod mareridtskunsten. Men grundlæggende lever den op til sin fortryllende udgivelseshistorie og må siges at stå som en gennemført udgivelse fra en af de særligste danske kunstnere netop nu.
Universelle smertenssange
En central inspiration for Amalie Bruuns bevægelse imod den gotiske folk-genre er amerikanske Chelsea Wolfe, der faktisk også optræder som gæst på Mareridt. Med sin egen nye plade, Hiss Spun, bevæger hun sig dog længere væk fra sit eget folkede udgangspunkt, som hun allerede har presset grænserne for på flere af sine seneste udgivelser, og lander et sted tættere på støjrocken.
Guitarerne er således uldne og væver et tæppe af ganske regulære rockriffs, som Chelsea Wolfe synger sine smertenssange på. Trommerne har ofte noget stenerrocket over sig. Og et par af numrene er bygget op omkring et sofistikeret svar på den klassiske loud-quiet-loud-æstetik, som ofte knyttes til det amerikanske rockband The Pixies, mens andre bliver decideret opløst i støj.
Med Hiss Spun opnår hun dermed et ganske alsidigt rockudtryk, der bindes sammen af en grundlæggende smertefølelse, en skurrende intimitet. En del af den afmagt, som jeg savner hos Myrkur, kommer stærkt til udtryk her. Det sætter sig i lytterens krop som et ubehag, der føles som at vågne op, viklet ind i ledninger, et billede Chelsea Wolfe selv etablerer i lyrikken på åbningsnummeret »Spun«.
Man kan derfor håbe, at de to kvindelige mørkemanere ikke har arbejdet sammen for sidste gang. For uden om deres stærke musikalske slægtskab, deres kunstneriske fællesmængde, gemmer sig nogle forskelle og uenigheder, som helt klart må kunne afføde stor kunst. Det kunne nemt blive for godt til at være sandt.
Myrkur: ’Mareridt’ (Relapse Records) og Chelsea Wolfe: ’Hiss Spun’ (Sargent House).
Myrkur giver koncert som opvarmning for Sólstafir i Pumpehuset i København den 18. december
