Dengang man stadig højtideligt betegnede boksning som The Noble Art of Self-Defence, var nævernes idræt en ægte folkelig sportsgren, dyrket især i arbejderklassen med lokale helte i København, Esbjerg, Aalborg og Nakskov, hvor drenge og unge mænd kunne lære udholdenhed, disciplin og respekt.
For man ville så nødig kaldes en svækling. Nu er nævefægtningen skæmmet af et blakket image. Hvor sjovt er det også i grunden at spilde gode år af sin ungdom på at baske løs på andre folks hoved og med jævne mellemrum få sin egen hjerne banket ud?
Selv i en nedgangsperiode som vores kan boksningen imidlertid genopstå som mandemiljø og romanstof i journalist Michael Enggaards vellykkede debutroman om kæbestød og kærlighed, hemmeligheder og løgne samt om skam og skyld mellem forældre og deres børn, om savn og årelang sorg, plus, ikke at forglemme, sportslig rivalisering i flere generationer.
To mennesker mødes
Bogen har flere hovedpersoner og har da også fristet en enkelt lige lovlig skødesløs anmelder til at tale om en kollektivroman, hvilket Svækling nu langtfra er. Vi har snarere at gøre med en tosporet miljøskildring og med to nogenlunde ligeværdige centrale figurer, Frank og Ellen, hvis historier først løber parallelt, men hen imod slutningen føres sammen som i en klassisk fuga.
Michael Enggaard: Svækling
Sammen med en rødhåret kompagnon, den to meter høje Svend, driver Frank Thøgersen et autoværksted eller som der rettelig står: et ydmygt autoværksted, i Vesterbros ende af Enghavevej. Han er rigtig ferm til at slibe og sprøjtemale, men engang var han også skrap til at slå på tæven: hurtig, hårdtslående og sikker. Blev to gange danmarksmester i mellemvægt og kunne med lethed være kommet med til OL, men valgte allerede som 21-årig at indstille karrieren. Og hvorfor dog dét?
Også den jævnaldrende hjemmesygeplejerske Ellen bærer på en belastende fortid. Som ung i Frederikshavn fik hun et dødfødt barn og skred, forståeligt nok, fra manden, en afstumpet stud. Men billedet af ham bliver ved at hjemsøge hende, endnu 20 år efter.
Når hun vågner hjemme i sin lejlighed, sidder Claus Tage oppe på skabet i truende positur med både kniv og foster. Ikke så underligt, hvis hun har et ambivalent forhold til både fødeby og forældre. Hvad kan hun gøre ved dét?
Filmisk potentiale
Man vil som glimrende underholdt anmelder gerne genfortælle hele denne dygtigt sammenskrevne roman og omhyggeligt forklare, hvordan det går til, at Frank ender i favnen på Ellen og omvendt, og hvorledes de hver især lidt efter lidt får skruet deres traumatiske fortid ned til overkommeligt format og parkeret den på et passende sted.
Men romanen fortjener at blive oplevet, så flydende fortalt og flot komponeret som den er, fyldt med konkrete sete og fornemmede detaljer, mættet med miljøatmosfære.
Lur mig, om ikke der en skønne dag kommer en filmmager og siger haps, for der er masser af billeder og fine spændingsmomenter i bogen, og hvad lydsiden angår, strør Michael Enggaard gavmildt om sig med forslag til, hvilke musiknumre der eventuelt kan spilles, plus advarsler om hvilke der netop ikke kan, f.eks. den sene Bruce Springsteen.
Handlingen sættes i gang, da Franks far, den tidligere mesterbokser Gerhard, som selv er søn af den gamle bokselegende Karl Thøgersen, kommer alvorligt til skade med hoften og armen – hvorved han naturligt får kontakt med sygeplejersken.
Gerhard viser sig nu at skylde en masse penge væk for en stak hælersmøger, og Frank må overtage gælden, som så fører tilbage til bokserivalen Cliff og dennes træner- og dommerfar Irving Madsen, to gamle mandefjender, som måske har gode grunde til at ville skade Frank og Gerhard.
Redigeret fortid
Men det er kun en del af miseren. Da Frank står hjemme i farens lejlighed mellem pokalerne, diplomerne og de falmede fotografier, opdager han, at mappen med hans egen karriere er fjernet fra helligdommens arkiv, og senere kommer det frem, at Frank har en tre år ældre, psykisk handicappet bror, der blev skadet ved fødslen og nu lever i en beskyttet bolig i Søborg, men støttes økonomisk af deres af samme årsag dybt forgældede far.
Ellen tager med Frank derud. Men Frank tager skam også med Ellen op til Frederikshavn, til forældrene og til kirkegården og til hendes konfrontation med Claus Tage, hjemme hos hvem der så udspiller sig en scene, der er lige så følelsesspændt, som den er rørende dagligdags. »Vil du have kaffe?« bliver Ellen såmænd bare spurgt af den nye kone til den førhen så afstumpede fyr, som nu ser fodbold i tv sammen med sine døtre.. De holder med Arsenal.
»Det gælder i kærlighed, det gælder i boksning. Hvis du ikke beslutter dig, kommer du i tvivl.« Ligeledes er det i alle livets forhold afgørende, hvordan man håndterer frygten. »Bød man den velkommen, kunne angsten arbejde for én. Negligerede man den, sugede den energi og satte sig som svamp i sindet.« Lyder det banalt? Det er det ingenlunde. Snarere grundlæggende, almenmenneskeligt.
Og formuleret så elastisk dækker det såmænd meget godt andre af romanens figurer som f.eks. den fordrukne sportsjournalist, der kommer Frank til undsætning, og den feterede primadonna, som Ellen møder i sit bijob som statist ved Det Kongelige Teater.
Jo, vi kommer skam vidt omkring rent miljømæssigt og episk, og det er næppe sidste gang, vi hører fra den drevne fortællehåndværker Michael Enggaard.
Michael Enggaard: Svækling. Roman. 304 s. Kr. 250,00. Politikens Forlag
