Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Nabihah Iqbal finder sit pakistansk-britiske ståsted

Først droppede hun helt sit berømte, elektroniske klub-alias. Så opfandt hun en tidsmaskine, der tog en tilbage til synthesizerens gennembrud – og måske ind i fremtiden. Alt dette bør tages som en opfordring til at smutte ud på en nostalgisk storbyrundfart med sangerinden Nabihah Iqbal
Med udgangspunkt i præcist skærende new wave-synthklange og trommespor fralægger Nabihah Iqbal sig sine tidligere, lukkede klubkompositioner og åbenbarer i stedet sig selv som en sangskriver med stort potentiale.

Med udgangspunkt i præcist skærende new wave-synthklange og trommespor fralægger Nabihah Iqbal sig sine tidligere, lukkede klubkompositioner og åbenbarer i stedet sig selv som en sangskriver med stort potentiale.

Shahir Iqbal

Kultur
22. december 2017

Siden 1980’erne er det kun blevet sværere at slå en original synthakkord an. Men Nabihah Iqbal er heldigvisikke bange for at være en copycat. Hun indrømmer blankt, at hun ligesom så mange andre henter inspiration fra 80’er-new wave/synthpop-legenderne i New Order. Samtidig så lykkes det hende at stille sig i en personlig power pose over for forbillederne i kraft af sin stemme, der glimrer, når den bevæger sig af sted i en rablende, tidløs storbyfortælling om forelskelsens tankemylder og det gnistrende håb midt i den monotone hverdagsrutine.

Tidligere har Nabihah Iqbal udgivet elektroniske after dark-hits under pseudonymet Throwing Shade. Det var dette klubprojekt, der kickstartede hendes karriere som dj og producer for snart ti år siden, men nu træder den britiske musiker med pakistanske rødder frem i lyset på soloalbummet Weighing of the Heart, som er hendes debutalbum under sit fødenavn.

Det er et kvantespring for Iqbal, både som musiker og som menneske, at have gjort sig fri af sit pseudonym. Hun kalder det selv et skelsættende valg i karrieren. Fuld af stolthed over at være den, hun er, forfølger hun nu sit undertrykte begær efter at stå frem som både britisk og pakistansk kvinde, og vise at hun elsker at synge og spille guitar lige så højt, som hun elsker at lave elektronisk musik. Med denne opfordring til bare at være sig selv tilbyder hun et forbillede for de kommende generationer af elektroniske artister, ved at turde lade den prætentiøse klubfacade falde.

Foto: Shahir Iqbal

Foto: Shahir Iqbal

Iqbal er begyndt at opfostre en ung lyd, der virker mere personlig og følsom end hendes før så dansegulvsorienterede bangers. Med udgangspunkt i præcist skærende new wave-synthklange og trommespor fralægger hun sig sine tidligere, lukkede klubkompositioner og åbenbarer i stedet sig selv som en sangskriver med stort potentiale.

I arbejdet med Weighing of the Heart har Iqbal undgået at lytte sig ind på aktuelle, elektroniske musikere, men i stedet dyrket gennemgående sen-80’er-postpunkfigurer såsom Bauhaus og førnævnte New Order. De lagde lydside til hendes teenageår, og det høres tydeligt på debuten, som et gennemgående, rytmisk tandhjul, der holder popmekanikken i gang.

Man mærker desuden stadig en instrumentel trang til tage på jordomrejse og hylde musikkens mangfoldighed. Hendes brede orientering inden for kosmopolitisk dansemusik kommer frem gennem analoge percussionmedleys og avancerede, groovy tangenter, mens de bærende vokalindslag hele tiden veksler med hendes selvsikre guitarspil i en underholdende duet.

Længes efter mere

Hendes svævende sangstemme, som hænger lavt over de elektriske guitarstrenge, finder for alvor sin styrke på hovedsinglen »Something More.« Postpunkede beats og synthstrækninger lægger sig som et lyst, kontrasterende lag over bassens melankoli, og lader den guitarfokuserede popstruktur holde sammen på det hele via sit pikante omkvæd. Sangteksten handler om, at lykken er en illusion. Hvor let det er at være utilfreds med sig selv og sine omgivelser, og hele tiden længes efter mere, hvis man ikke indser dette.

Pladens højdepunkter findes dog dér, hvor Iqbals luftbårne vokal for alvor lander med begge ben i beatet og træder an med en pondus, der giver projektet et mere nyskabende indtryk. »Zone 1 to 6000« er et nummer, der gennem en snakkende, monotonal stream of consciousness-sekvens portrætterer storbyens ekko. Et eksperiment, der skaber dynamik på et album, der ellers har som hovedfokus at væve popsange sammen omkring rastløse, elektroniske beats – i punkens og discoens magnetisk dragende krydsfelt.

Popmusikkens hang til at dyrke denne form for kontrastfyldt new wave-nostalgi er ikke længere et uset fænomen. Både kvindelige soloartister som La Roux og en gruppe som The Killers har med deres dansable albums poleret synthpoppens slidte lak, men deres musik fremstår plastisk sammenlignet med Nabihah Iqbals naturlige evne til at vintageshoppe synthharmonier og genfortælle storbyens spøgelseshistorier i fast forward.

Takket være hendes sangstemme, der minder om Beth Gibbons fra triphoppionerbandet Portishead, fremstår hendes kompositioner anderledes åndbare.

Nabihah Iqbal: ’Weighing of the Heart’ (Ninja Tune)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her