Hvad sker der, når vi træder ind i sangens rum sammen? Well, det er videnskabeligt dokumenteret. I hver eneste korsanger udløses endorfiner (dem bliver man høj af), oxytocin (det såkaldte kærligheds- og tilknytningshormon) og immunglobulin A (et antistof, der styrker immunforsvaret).
Disse tre lyksaligheders niveauer stiger alle, når man synger i kor. Som bonus får man også lige sænket kortisolniveauet, et hormon som forhøjes ved stress. Og korsangeres hjerter har det også med at slå i takt.
Man kan også tale om de kulturelle, spirituelle og emotionelle effekter af korsangen. Det er vores kroppe, der er sammen uden at røre. Det er lyden af et vi, der finder sammen i tre- eller endnu flere-stemmige formationer. Et vi, der lytter til alle individer i vi’et.
»Hvor trummerummens verden – samsara, på buddhistisk – hele tiden kan gå midt over i dualistisk konfrontation: rød/blå blok, demokrater/republikanere, vindere/tabere, med sportens metaforer skal korets tre stemmer, hvor forskellige de end er, klinge sammen. Og der skal være en bevidsthed, der kan dæmpe og fremhæve, så den ene stemme ikke overdøver på bekostning af de andre,« skrev Suzanne Brøgger sidste december efter at have være stødt på Informations kor og istemt »Blue Christmas« med os.
Fællessang er os, der trækker vejret langt dybere, end vi er vant til. Det er os, der løfter noget sammen. Finder ud af, at vores tekniske utilstrækkeligheder væves sammen til en kun lidt ulden tråd, der på forunderlig vis forstår at følge sangens vej.
X Factors nedslående budskab
Men korsangen er sivet ud af vores kultur. Med vores afvikling af kristendommen og kirkebesøgene frekventerer vi ikke længere noget naturligt forum at synge sange i. Det sker sjældent og nærmest under tvang – i skolerne og en enkelt gang imellem til en demonstration.
Kirstine Stubbe Teglbjærg har også bidraget til ’Kirkesangbogen’.
I medierne lærer vi at se på de dygtige enere. X Factor repræsenterede toppen af tilskuerkultur i Danmark, og her blev det nedtrykkende budskab spredt, at hvis ikke du har teknikken i orden, ja, så bliver du hånet af Thomas Blachman og forment adgang til konkurrencen og folkets fulde opmærksomhed.
Det, vi i virkeligheden har brug for, er at dedikere fællesskabet vores fulde opmærksomhed.
Men deltagerkulturen har trange kår i musik og sang i denne tid – det er noget, vi ser på. Og, hey, de fleste læsere derude har sikkert også oplevet, hvor svært det er at synge med, når endelig vi forsøger. Det kan ske til en begravelse eller et bryllup i kirken, og har vi ikke allesammen prøvet det? Ikke at kunne nå de højeste toner i salmerne? Det river i lungerne og gør ondt i halsen, og vi bliver mindet om, hvor middelmådige sangere vi er.
Ikke noget højt C
Med Kirkesangbogen, der udkom i maj i år, er der hjælp at hente. De fleste sange når slet ikke op på det høje C (for slet ikke at tale om det sygt høje D), som man ellers ofte får lov at besøge i de konventionelle salmebøger og Højskolesangbogen.
Kirkesangbogen kommer i en diskret gråblå stofindbinding, der signalerer, at den er et supplement til den klassiske Den Danske Salmebog, ja, den ene tager tager fat, hvor den anden slipper, nemlig med sang nummer 792: »Lys og lindring«.
Den er skrevet i 2015 af Jonas H. Petersen, den kristne sanger, der også optræder under navnet Hymns from Nineveh. Og han er ikke den eneste moderne pop/rock-sanger/sangskriver, der bidrager til Kirkesangbogen. Man kan også finde andre unge bidrag fra folk som Sys Bjerre, Kirstine Stubbe Teglbjærg, Jonas Breum. Her er nye tonsætninger af ord fra mestre som Tove Ditlevsen og Inger Christensen. Ældre sange – nogle hits i deres tid – fra Anne Linnet, Kim Larsen, Steffen Brandt, Joni Mitchell, U2, Bob Dylan, Pete Seeger, Simon & Garfunkel. Og nye og nyere tekster fra forfattere som Brøgger, Dy Plambeck, Simon Grotrian og Ursula Andkjær Olsen. Og så er der også en lang række traditionelle salmer og sange.
Altså et ambitiøst stykke arbejde, som forsøger at opdatere sangen i folkekirkerne og – så vidt jeg kan se – at gøre ældre salmer mere venlige over for slap, dansk støttemuskulatur ved at sænke tonehøjderne – eller ved at vælge mere omgængelige salmer og sange.
Sov, lille land
I november udkom så ledsagealbummet Lys og lindring – Salmer og sange fra Kirkesangbogen, hvor en række danskere og i hvert fald én færing opfører deres egne nyskrevne sange og salmer fra Kirkesangbogen. Optaget over to dage i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København. Solisterne akkompagneredes af en klaver-, violin- og cellotrio og hele herligheden blev efterfølgende udbygget med ekstra instrumenter i studiet af producer Henrik Marstal og lydtekniker Kasper Rasmussen.
Flere sange realiseres fremragende. Det er værd at fremhæve Jonas H. Petersens titelsalme med smukke intervaller, der får en til at længes mod en svunden, tystere tid. Kirstine Stubbe Teglbjærgs fint vuggende »De blå og grønne nætter« er også ret så fin, ikke mindst med det kærligt revsende omkvæd »Sov, lille land, sov længe, bliv stort nok og lyst nok til latter« – med Andkjær Olsens ord. Og færøske Teitus og Per Worms enkelt duvende »Uden dig« har også noget klassisk over sig.
Det salvelsesfulde, det højstemte, det beåndede, det lyriske er adjektiver, der kan hæftes på albummet. Vigtige kvaliteter. Men også udtryk for dets svaghed. Som helhed bliver der for meget af alt det gode, renfærdige, håbefulde. Bevares, kirken er et refugium, men vel også et sted, hvor vi konfronterer alt det svære. Hvilket sjældent formuleres afgørende i musikken. Jeg savner salt, sår og en innovativ tilgang til salmen – eller kirkesangen, om man vil. Der er for meget skønsang og skønhedsdyrkelse og for lidt vaklen og tvivl. Det fastholder salmen, mere end det flytter den – på trods af nogle fremragende bidrag.
Og det bidrager til min undren over, at dette prisværdige projekt skal realiseres i et kristent regi. Jeg er klar over, at mange af sangene er kristne, og at det er arbejdet med salmen, der står centralt. Men i Kirkesangbogen er der også sekulære sange som Nordahl Griegs »Kringsatt av fiender« og Joni Mitchells »Both Sides Now«, så hvorfor begrænse den fine sangbog til kirkerummet?
I stedet kunne vi så også have fået tilføjet mulige nyklassikere som Ulige Numres »Frit Land«, Spids Nøgenhats »Lolland Falster«, Gnags’ »Danmark« samt Søren Huss’ rystende tabssang »Du er«. Og hvad med nogle mere mørklødede sange som Natasjas »Gi’ Mig Danmark Tilbage« (kør den ned i tempo, så skal det nok gå), Shaka Loveless’ »Tomgang« og, hey, Outlandishs »I Only Ask of God«, der endda både er sangbar og religiøs.
Anyway. Tak for initiativet, tak for at åbne salmebogen en smule op. Tak for påmindelsen om, at vi engang sang af vores fælleslungers fulde kraft.
Det burde vi gøre igen, fordi det er et fysisk akustisk fællesrum, hvor vi kan røre hinanden så dybt uden på nogen måde at gramse. Det er brobygning over problematiske vande. Og nu mangler vi bare at få det budskab spredt uden for religionens haller, ud i den tavse, sekulære tilskuerkultur. Det kan kun gå for langsomt!
Diverse kunstere: ’Lys og lindring – Salmer og sange fra Kirkesangbogen’ (Believe Digital)
Kirkesangbogen (Redaktion: Rasmus Nøjgaard, Inge Marstal, Helene Dam og Henrik Marstal) (Det Kgl. Vajsenhus' Forlag)
