Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pervers dans om magten fremmaner en rå, ubehagelig latter

’Stalins død’ handler om de to første dages magtkampe efter Stalins død, og den er vild, fordi modbydeligheden næsten skygger for komedien. Men også kun næsten
Det er notabiliteterne – eller røvhullerne, om man vil – her Beria (Simon Russell Beale) og Georgij Malenkov (Jeffrey Tambor), der kæmper om magten efter Stalins død i Armando Iannuccis satiriske ’Stalins død’.

Det er notabiliteterne – eller røvhullerne, om man vil – her Beria (Simon Russell Beale) og Georgij Malenkov (Jeffrey Tambor), der kæmper om magten efter Stalins død i Armando Iannuccis satiriske ’Stalins død’.

Camera Film

Kultur
15. december 2017

Den politiske satire lever og har det godt. På tv eller YouTube ser vi Stephen Colbert, John Oliver og Trevor Noah hudflette en pervers amerikansk magtelite i deres talkshows. Herhjemme har Jonatan Spang og Signe Molde fundet en dansk måde at gøre nar ad vores egen andedam på.

Hvordan kan den politiske satire også andet end blomstre i det nuværende klima, kunne man også spørge?

På hænderne har vi: Et narcissistisk voksenbarn sandsynligvis med gryende demens i kraniekisten og fingeren på den røde knap. En umuligt ustabil verdenssituation.

Så hvorfor overhovedet søge tilbage i historien for at lave politisk satire, når nutiden er så fuld af sublimt tragikomisk materiale? Well, i skotske Armando Iannuccis tilfælde tror jeg svarene er:

  1. Han opererer tit og ofte i den politiske nutid. Som instruktør og manuskriptforfatter i den britiske tv-serie In The Thick of It (i 2005, 2009 og 2012), på biograflærredet med In The Loop (2009), der gjorde nar ad amerikansk politisk degeneration (åh, hvor lykkeligt naive vi dengang var). Og senest i 2015 for tredje gang i tv-serien Veep med Julia Louise-Dreyfus i hovedrollen som gakket, amerikansk vicepræsident. Iannucci er en ramsaltet afdækker af nutidig politisk kynisme og hykleri.
  2. At historien kan lære os noget om vores egen tid. Og:
  3. At den sande historie om de første to dage efter Stalins død bare er for sindssyg til ikke at lave en film ud af. Og det har Iannucci heldigvis gjort.

Aktuel satire

Stalins død er baseret på Fabien Nury og Thierry Robins tegneserie The Death of Stalin, og den begynder sådan her: Stalin lever og har det godt. Han tyranniserer alle omkring sig, ikke mindst sin inderkreds. Men kun i ganske kort tid i Armando Iannuccis komediedrama, så modtager han en hadsk besked, får et hjerteanfald og udånder dagen efter. Og kampen om dén magt, han efterlader sig, kan begynde.

Det er notabiliteterne – eller røvhullerne, om man vil – Nikita Khrusjtjov, Georgij Malenkov, Lavrentij Berija og Vjatjeslav Molotov, der kæmper om magten. Notabiliteter – eller røvhuller – forløst af de sublime komiske skuespillere Steve Buscemi, Jeffrey Tambor, Simon Russell Beale og Monty Pythons Michael Palin. To amerikanske og to britiske skuespillere, der ikke forsøger at lege med russisk accent, men bare fyrer den af på deres modersmål, ja, sviner hinanden til, så mudderkastningen overstænker publikum, og den gode smag må udvandre.

Hykleri, politiske rævekager, hemmelige alliancer, dybt indgroet mistillid, ubetingede egeninteresser, grådighed, magtbegær er ingredienser i denne dans. Fire magtmonstre perverteret under Stalin. Klar til at ofre hvem som helst – om det så er konen eller selve folket – for at beholde magten. Og således former Stalins død sig også som en aktuel, politisk satire ...

En ny virkelighed

Og når Khrusjtjov – der som bekendt vandt magtkampen og var førstesekretær i 11 år – siger, at »vi er i en ny virkelighed«, så minder det ikke kun om Trumps newspeak, hvor de seriøse medier kaldes for fake news, men også om George W. Bush-administrationen, der indvarslede et helt nyt paradigme.

Mest rystende beskrevet i en artikel i New York Times af journalisten Ron Suskind i 2004, hvor en anonym rådgiver siger til ham:

»Vi skaber vores egen virkelighed. Og mens i studerer den virkelighed – klogt, som I gør – så handler vi igen, og skaber andre nye virkeligheder.«

Khrusjtjov siger også, at »folk bliver slået ihjel, når deres historier ikke passer.«

Og sådan går det jo, når ny magt bygges. Et nyt narrativ opstår, og i dét er der nogle, der pludselig falder i unåde og andre der kommer ind i varmen. Om det så er mexicanere eller russere eller israelere.

Granskning af magten

Samtidig er Stalins død også vild, fordi man ret sjældent griner. Og når man gør er det ofte en rå, ubehagelig latter. Filmen er tydeligvis en komedie med mundtlige maskingeværskampe, superlatrinært sprog, indædt had og skamløse manipulationer, men alt dette gør den også til et drama. I ekstrem grad gransker Iannucci de dybder, som mennesker kan synke til, når først de er blevet magtnarkomaner. Dén fortælling mister desværre aldrig sin relevans.

Men nok så interessant, så minder Stalins død også om, at demokratiets adgang til at granske magten og dens gøren og laden er en unik barriere mod umenneskelighed. For det er et komisk, men også gruopvækkende barbari, som man oplever déroppe på lærredet. De få, der lever fedt på bekostning af millioner af andre mennesker.

Det oplever vi ganske vist også i dag blandt neoliberalismens allerrigeste over for verdens milliarder af fattige. Men i det mindste har vi da Robert Mueller – der for tiden undersøger anklagerne om Trump & Co.’s hemmelige samarbejde med russerne – til at give os en fornemmelse af, at demokratiet ikke er helt sat ud af spil af multimilliardærerne.

Og hvis ikke dét virker, så kan vi for en stund mæske os i en mesterligt instrueret og spillet film om dengang, kommunisterne var Vestens onde opponenter. Dengang verden var enklere. Det er vitterlig længe siden.

’Stalins død’. Instruktion: Armando Iannucci. Manuskript: Armando Iannucci, David Schneider og Ian Martin med bidrag fra Peter Fellows. Engelsk-fransk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her