Læsetid: 4 min.

Plottet i film om den chilenske nobelpristager Pablo Neruda er formidabelt

Filmen om den chilenske digter, politiker og nobelpristager Pablo Neruda på flugt fra en højstemt politidetektiv er en hyldest til den menneskelige forestillingskraft, til poesien og til skæbnens labyrintiske karakter.
’Neruda’, chilenske Pablo Larraíns film om landsmanden og digteren Pablo Neruda ligner på billedsiden et let afbleget minde fra en ferie i 1970’erne, de let falmede farver, der får én til at længes efter en svunden tid – eller efter drømmen om et Chile, der aldrig har eksisteret.

’Neruda’, chilenske Pablo Larraíns film om landsmanden og digteren Pablo Neruda ligner på billedsiden et let afbleget minde fra en ferie i 1970’erne, de let falmede farver, der får én til at længes efter en svunden tid – eller efter drømmen om et Chile, der aldrig har eksisteret.

Camera Film

22. december 2017

I begyndelsen var ordet, og det er ud af ordet, at den chilenske instruktør Pablo Larraín skaber sin forunderlige film om sin landsmand, virkelighedens digter, politiker og nobelpristager Pablo Neruda. Det er ordet, der hvirvler Nerudas mesterværk op omkring os, mens vi ser filmen. Og det er ordet, fortællestemmens udlægning af begivenhederne, der gennemfarver vores oplevelser af de levende billeder.

Plottet er formidabelt i al sin nervepirrende enkelhed. Vi starter i Santiago, Chile i 1948, hvor Neruda (Luis Gnecco) er folkekær digter, levemand, diplomat og senator for det chilenske kommunistparti. (Biografisk note: Efter sine oplevelser under Den Spanske Borgerkrig, i mødet med stærkt venstreorienterede litterater og siden Franco-regimets mord på digterkollegaen Federico García Lorca var Neruda kommunist resten af sit liv.)

Præsidenten sortlister det kommunistiske parti, og alle spidser i partiet, inklusiv Neruda, må gå under jorden. Så sætter styret fuld blæs på at finde digteren, og det sker i form af politidetektiven Óscar Peluchonneau (Gael García Bernal), der til at begynde med har 300 betjente med sig. Så Neruda må flygte ud af Santiago, og herfra bliver Neruda til en flugtfilm, men ikke en helt almindelig en af slagsen.

Fucker med tid og rum

Neruda er for eksempel en film, der hele tiden gør opmærksom på fiktionen ved at fucke med tid og rum. I sammenhængende samtaler klippes der frem og tilbage mellem forskellige locations, hvor parterne står og fortsætter deres dialog, som om intet var sket. Altså hoppes der i rum og vel også i tid, men ikke i samtaletid – dén flyder bare uhindret derudad. Det er også en teknik, man kan opleve i Larraíns seneste film Jackie (den blev færdiggjort efter, men havde danmarkspremiere før Neruda), og i begge film skaber det en fornemmelse af filmkunsten som et indre mentalt, illusorisk rum – ikke ulig drømmens eller tankens.

Så er der fortællestemmen, der helt fra begyndelsen afslører ikke at have meget til overs for venstreorienterede kunstnere og intellektuelle – og dermed Neruda. Kommunister hader arbejde, men elsker at brænde kirker af, for »det får dem til at føle sig levende,« fortæller den. Og Nerudas ræverøde kunstnerkreds får vi at vide finder inspiration i »andres lidelse og sved«. Og kunstnerne, bohémerne, som Neruda underholder i sin smukke residens, er alle uddannede i bedrag. Det er først et stykke inde i filmen, at vi finder ud af at fortællestemmen – og væmmelsen – tilhører detektiven Peluchonneau. Altså er det ham, der ejer filmens lydlige fortælling, mens vi på billedsiden først og fremmest følger Neruda.

Og så er der selve personen Óscar Peluchonneau. Han fandtes angiveligt i virkeligheden, men hans søn, Jorge Peluchonneau Cádiz, har i følge The Guardian udtalt, at han på ingen måde ligner karakteren i filmen.

Et poetisk univers

I Neruda næres forfølgeren og den forfulgte af hinanden. Neruda vil forfølges, og Peluchonneau flyder mere og mere sammen med sit mål. Og bliver til en hovedrolle i en verden, hvor han ellers er tildelt en birolle.

»Kom og bliv født med mig, min bror i politiet,« som Neruda siger.

Og dermed er vi inde i kernen af filmens poetiske univers, hvor det er fantasien og digtekunsten, der skaber livet. Virkelighedens historie opløses til fordel for en duet mellem jægeren og den jagede. Neruda, der efterlader sine romaner til Peluchonneau, der for sin del undrer sig over, at han bliver ved med at læse den efterlystes skrifter. Og, se bare, detektiven er snart lige så højstemt og lyrisk i sine udlægninger af begivenhederne på lydsiden, som forfatteren er i sit virke.

Komikken må heller ikke ignoreres i Neruda. For eksempel når digteren og hans hustru, Delia del Carril (Mercedes Morán), ikke kan finde ud af at gøre rent eller vaske tøj, og han forsvarer det med, at »hygiejne er borgerligt«.

Også tragikken i virkelighedens chilenske politiske klima får lov at lyse ind i fortællingen, når Nerudas kommunistfæller interneres i en arbejdslejr i Atacama-ørkenen, hvor lejrchefen er en vis Augusto Pinochet – den senere fascistiske diktator, der måske/måske ikke fik Neruda dødeligt forgiftet i 1973, 12 dage efter at Pinochet væltede Salvador Allende ved et militærkup.

Formidabelt tempo

Neruda holder et formidabelt tempo, ikke hastigt, men fortryllende synkoperet og forførerisk, som en flod, der river én kærligt, sindigt afsted. Den drives så også frem af en rigdom af partiturmusik. Dels ny musik af spanske Federico Jusid, men også værker af mestre som Charles Ives, Edvard Hagerup Grieg, Kryzstof Penderecki og Felix Mendelssohn-Bartholdy. Det udstyrer filmen med et dramatisk flow, en musikhistorisk klangbund af romantisk episke dimensioner.

Og Sergio Armstrong, der har skudt næsten alle Larraíns spillefilm (på nær hans første, Fuga, og hans seneste, Jackie) gør et forunderligt stykke arbejde med en form for beruset fotografering. Beruset af nostalgi for et svundet Chile. Beruset af Nerudas væren og den dybt poetiske fortælling.

Ja, det meste af vejen ligner billedsiden et let afbleget minde fra en ferie i 1970’erne, de let falmede farver, der får én til at længes efter en svunden tid – eller efter drømmen om et Chile, der aldrig har eksisteret. Men nu findes foreviget i en film, der hylder den menneskelige forestillingskraft, poesien og skæbnens labyrintiske karakter. Det er film og ord som stor illusorisk, digterisk nydelse.

’Neruda’. Instruktion: Pablo Larraín. Manuskript: Guillermo Calderón. Chilensk-argentinsk-fransk-spansk-amerikansk (Premiere den 25. december i biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu