Hører man til dem, der føler, at nutidens rock og punk ofte er reduceret til forudsigelige ritualer, kan det være en lise at tilbringe tid med amerikanske Converge. Nok må bandet efterhånden siges at være en institution med snart 30 år på bagen, men de har formået at holde trodsighedens fane højt med deres højspændte musik. En musik, der blander en æstetik fra punk og hardcore med nogle af de mest brutale sider af metallen, uden at den helt lader sig indfange.
Selv om de er blevet kaldt pionerer inden for metalcoregenren, har de med albumtitler som No Heroes og All We Love We Leave Behind understreget, at de ikke ønsker at være bannerførere for nogen bevægelse, og at de i hvert fald slet ikke gider at dvæle nostalgisk ved historien.
Converge synes at være et band, der snarere er båret af etik end af karrierepleje. De bruger stor energi på at hive nye og spændende bands frem i lyset som kuratorer, producere med mere, og på respektindgydende vis lader de også løbende nye inspirationer – ofte hentet langt fra metal og punk – bringe ny energi til deres eget åbne lydbillede.
En vis tristesse har sneget sig ind på bandets seneste plade, hvilket fornemmes allerede i titlen The Dusk in Us, der også er titlen på pladens længste nummer, hvor forsanger Jacob Bannon over en elegisk basgang synger om den daglige kamp med ondskaben i os selv. Den melankolske grundtone fortsættes i »Thousands of Miles Between Us«. En desværre overraskende ordinær kærlighedssang.
Klæder det patosfyldte ikke bandet ubetinget, kan man glæde sig over, at pladen byder på en perlerække af brutale numre som »Eye of the Quarrel« og »I Can Tell You About Pain«, hvor Converge som et senet dyr går til angreb med hele arsenalet af metalliske riffs og skrigende vokal.
Den fremragende og bidske finale »Reptilian« lyder som et manifest med kampråbet: »We must lose sight of the shore to know what courage means/ We must lose sight of who we are to know what we can be.« Et passende modsvar til titelnummerets fortvivlelse. Kun ved at sætte os selv på spil undgår vi at miste os selv til ondskaben. Converge siger gladeligt farvel til de velkendte kyster.
Converge: ’The Dusk in Us’ (Epitaph)
