Redaktionen elsker: Historien om gnieren, der får sin nattesøvn ødelagt op til jul, er endnu bedre som dukkemusical

Få ting varmer om hjertet som synet af en iskold gnavpot, der lige så langsomt tør op. Få (om overhovedet nogen) gnavpotter slår pengeudlåneren Ebenezer Scrooge, der får forstyrret sin nattesøvn og korrigeret sin indstilling til tilværelsen af en række spøgelser natten til juledag i Charles Dickens’ Et juleeventyr fra 1843. Ingen versioner af Dickens’ juleeventyr slår Brian Hensons Muppets juleeventyr fra 1992, som kan ses på Viaplay.

Henson fortæller den sentimentale historie om nærighed, der afløses af generøsitet, med stor og synlig kærlighed til originalforlægget. Dukkerne og de sange, de bryder ud i, tilfører de gennemtraurige scenarier og den tunge morale en stor portion tiltrængt fjolleri, uden at det går ud over oprigtigheden. Verdens bedste julehistorie er kun endnu bedre som musical befolket af tøjdyr og overspillende skuespillere.

Michael Caine spiller Scrooge med en tegneserieagtig overdreven bryskhed, der så meget desto mere skriger på at slå om i sin modsætning. Gonzo fra The Muppet Show (ham med den blå, vandhaneformede næse) spiller Charles Dickens og fungerer sammen med rotten Rizzo som fortæller gennem hele filmen. Undtagen lige når de stikker af, fordi fremtidens ånd tager Scrooge med hen og se på en alt for uhyggelig gravsten ude i den potentielle fremtid. Kermit og Miss Piggy spiller rollerne som Scrooges godmodige bogholder Bob Cratchit og hans kone, der ikke har råd til medicin til deres lille syge søn.

Scrooge og hans afdøde, nu spøgende kompagnoner Marley og Marley er (skægge) parodier på ondskab og kynisme, men den hyldest til generøsitet og hjertevarme, Muppets juleeventyr munder ud i, er ganske ægte.