Redaktionen elsker (i det skjulte): Århus, simpelthen

Det er altid samme følelse, der rammer mig, når bussen (DSB er ikke en mulighed) ruller fra E45 til Viby J, til Frederiksbjerg og til Danmarks mest snollede rutebilstation: hjemmefølelsen. 8000 Århus. Ingenting bliver nogensinde så ukompliceret, som det var dengang i Århus (altid med å).

Byhusene er så lave, at solen rent faktisk når ned i gården, cykelisterne er ikke anarkistiske sociopater, folk har ligesom tid og taler vidunderligt langsomt.

På de dage ville jeg ønske, at jeg kunne kravle op i den lune jyske livmoder, men jeg ved jo godt, at det ikke længere er en mulighed, jeg skred og skiftede hold, sådan er det. 

Men det kan være svært at få lov til at elske Århus selv på afstand, sådan som jeg gør. For Århus elsker sig selv så voldsomt, at der næsten ikke kan klemmes mere kærlighed ind i verdens mindste storby. Man tør ikke bidrage til storhedsvanviddet (eller mindreværdskomplekset) og går stille med hengivenheden. 

Nu har den århusianske kunstnerduo Apperaat så (efter bestilling) »gentænkt Aarhus« med sangen »Aarhus, simpelthen« (en ægte ørehænger, indrømmet) feat. Kjeld Holm, Biskop Emeritus, en semi-rappende Jørgen Carlsen, tidligere højskoleforstander og smagsdommer, og en yndigt og alfeagtigt syngende Nanna Bech.

Det gentages op mod 12 gange, hvor gennemtænkt, socialedemokratisk og nænsom Århus er, at byen er et digt (nej, en by er ikke et digt, den kan tilnærmelsesvis være som et digt), en slags himmerrigslignende pusterum, simpelthen. Vi ser de tre medvirkende på en række udvalgte og ærkeårhusianske steder, de svælger, klapper og smiler ved Rådhuset, ved den stillestående letbane, på en trafikeret Harald Jenses Plads og under en fuglebefolket himmel med en lavthængende sol. 

Melodien er da Danske Bank-fængende, men det er for voldsomt, alt for voldsomt. Så hvor pokker går man hen med sin eksilerede Århus-kærlighed?