Læsetid: 4 min.

Replikker fra dagligdagens desperation

Tine Høegs debut som hørespilsdramatiker byder på åbenhjertige dialoger mellem to veninder, hvor den enes svigt rammes uhyggeligt præcist i Nicolei Fabers lydhøre instruktion
Fanny Louise Bernth lægger stemme til kvinden, som er afsted på festival, og som ringer hjem til Natalie Madueños veninde. For hun sidder alene med en baby, der skriger højere og højere i Tine Høegs hørespilsdebut I Tried to Dance it Away.

Fanny Louise Bernth lægger stemme til kvinden, som er afsted på festival, og som ringer hjem til Natalie Madueños veninde. For hun sidder alene med en baby, der skriger højere og højere i Tine Høegs hørespilsdebut I Tried to Dance it Away.

Jon Bjarni Hjartarson

29. december 2017

»Hvad kan du se?«

Sådan lyder en af de første replikker i Tine Høegs hørespil I Tried to Dance it Away på Akt1 Radiodrama. Og det er jo netop det, der er essensen i hørespil: At stemmer fortæller om virkeligheden, så lytteren kan se det hele for sig.

Hørespillet som genre har haft svære kår, siden Danmarks Radio i 2007 nedlagde sine enkeltspil i Radioteatret. Den nye dyrkelse af lyddownloads har ellers virket som en oplagt mulighed for en renæssance for hørespillet, men mængden af podcasts baseret på dramatiske tekster har ikke været overvældende.

Radiodramakollektivet Akt1.dk byder dog netop på nyskrevne hørespilstekster af debuterende forfattere, takket være støtte fra Statens Kunstfond og andre gode fonde. Hørespillene er iscenesat af teaterinstruktører og vækkes til live af skuespillerstemmer – og optages ved live-events.

Redaktøren hos Akt1 Radiodrama er instruktøren Niels Erling, lydscenografen er Rasmus Juncker, og herudover består redaktionen af tre andre nysgerrige mennesker, der siden begyndelsen i 2013 sammen har arrangeret 20 hørespilevents rundtom i København.

Resultatet er nu 76 hørespil, der ligger tilgængelige kvit og frit på nettet. Blandt de seneste debuterende hørespilsdramatikere er Peder Frederik Jensen, Thomas Korsgaard og Lea Marie Løppenthin. Og altså Tine Høeg.

En toast i hånden

I I Tried to Dance it Away anvender Tine Høeg netop nogle mobiltelefonsamtaler mellem to veninder til at skabe sansebilleder hos tilhøreren. Tine Høeg modtog i år BogForums Debutantpris for sin roman Nye Rejsende, der er en mærkværdigt nøgtern fortælling om en ung pige, der kaster sig ud i en destruktiv affære med en gift mand.

I sit hørespil har hun samme fokus på sin generations retningsløshed og tvivl – og på den tilsyneladende uudslettelige kvindedrøm om at have den perfekte kæreste og være den perfekte mor.

De to unge kvinder i I Tried to Dance it Away har tilsyneladende været helt tætte veninder. Men denne sommer er alt forandret: Den ene er godt nok taget på festival, som hun plejer – til druk og mænd og musik. Men i år sidder den anden i sin lejlighed, fordi hun nu er enlig mor til en seks måneder gammel baby, der brækker sig konstant. Derfor kan de kun tale sammen på mobilen.

Den enlige mor er syg efter at høre, hvad der sker på den festival, hun nu går glip af.

»Hvad kan du se?« spørger ’Mitzi’ med apatisk realisme i den opgivende, bløde stemme hos skuespilleren Natalie Madueño.

Svaret falder præcist:

»Jeg kan se en kvinde, der danser med en toast i hånden,« siger ’Iben’, der får en skøn genoplivet eventyrappetit og tømmermandsstemme af skuespilleren Fanny Louise Bernth.

Kvindernes dialog afslører deres desillusioner.

»Har I været udenfor i dag?« spørger Iben.

»Der er altså langt ned fra femte, Iben,« svarer Mitzi. Og uddyber:

»Jeg synes bare, at jeg gi’r og gi’r.«

Skurrende løgnsminke

Teaterinstruktøren Nicolei Faber har valgt at lade de to skuespillere tale så venindeintimt og henkastet, at de barske replikker får maksimal effekt. Ligesom i iscenesættelsen af Drengen der ville være vægtløs på Aalborg Teater og Sidst på dagen er vi alle mennesker hos Mammutteatret på Edison er han her optaget af at lade sine personer sprælle af dagligdags desperation i deres egne replikker.

De to kvinder får lov til at afbryde hinanden på den måde, som piger nu engang gør det, når de bliver selvoptagede på den ukærlige måde. Og de får lov til at skifte mellem at være fortrolige og pseudooprigtige, så man kan høre den skurrende løgnsminke i deres stemmer, når de kun fortæller hinanden det, som passer ind i det billede, de ønsker at skabe hos den anden. Det er interessant – og også ret ubehageligt.

Pigerne har ellers det til fælles, at de begge to er tiltrukket af det ulækre i deres liv.

Iben taler for eksempel i mobil, mens hun sidder på et klamt festivaltoilet.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid skal kigge så længe derned, inden jeg sætter mig,« siger hun og udpensler sin fascination af lortesuppen under sig.

Mitzi er til gengæld stadig flov over stanken fra sin baby – fra dengang hans navlestump rådnede.

»Jeg havde bare lyst til at pille den af, selv om jeg ikke måtte,« siger hun med en stemme, der stadig er vred.

Og så skruer stemmerne ellers op for hverdagsiagttagelser, der bliver faretruende eksistentielle. For hvorfor kunne Iben ikke klare tanken om at føde Simons barn? Hvorfor vil Mitzi ikke kalde sit barn andet navn end ’B’? Og hvorfor er Iben så bange for døden?

Poesi og sofapude

Nakkehårene rejser sig på tilhøreren undervejs.

»Jeg kastede en sofapude ud ad vinduet i morges!« siger den fødselsdepressionsramte.

»Hva’? Hvad? Hvorfor?« lyder det fra festivalveninden.

»Det ved jeg ikke. Jeg sad og kiggede på B. Så rejste jeg mig op, åbnede vinduet og smed en sofapude ud. Den store med striberne.«

Klogt nok er der ingen yderligere forklaringer. Lydscenografen Rasmus Juncker sørger bare for stilhed og sære, dumpe lyde undervejs, der sætter fantasien i gang uden at overillustrere noget. Kontant og flot styret i den liveoptagelse, der ligger til grund for podcasten, hvis 22 minutter og 28 sekunder er ovre, før man vover sig væk fra ørebøfferne et eneste øjeblik.

»Hvordan har I det egentlig i dag?« spørger Iben halvhjertet sin ensomme veninde og hendes umælende søn.

»Hans hud er så blød i nakken, Iben,« svarer den unge mor poetisk. »Man næsten ikke kan mærke den. Nogle gange gør det mig bange, at man næsten ikke kan mærke den. Nå ja. Så fandt jeg fem ørentviste i hans seng i morges. Hvad med dig?«

Det kniber dog med venindetroskaben, når en festivalflirt står og venter. Så Iben er cool:

»Mitzi, lav en kop te, og så ses vi i morgen igen. Ik’ skat?«

’I Tried to Dance it Away’. AKT 1 Radiodrama. Hørespil. Tekst: Tine Høeg. Instruktion: Nicolei Faber. Lydscenografi: Rasmus Juncker. Teknik: Morten Frank. Opført på Frederiksbergfestivalen Resonans, november 2017. Lagt på nettet 22. december 2017. 22 minutter 28 sekunder. Findes også i SoundCloud. www.akt1.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu