Den danske poptrio Scarlet Pleasure virker søgende, men på den gode måde. Tidligere i år udgav de EP’en Limbo, hvor de legede med en eklektisk og fri form for pop, som stod i kontrast til det yachtrockudtryk, de debuterede med tilbage i 2014.
Og på deres nye seks numre lange EP, Lagune, som de har udgivet uden forvarsel, finder de frem til en mere stram og moderne poplyd med autotune og tropestemning, som klæder dem, og som får dem til at lyde mere internationale end nogensinde.
Lagune er dog ikke en skelsættende udgivelse i det store billede. Men det er en fin varmeindsprøjtning til de kolde måneder. En forlænget weekend til Gran Canaria i midten af december, hvor man i øvrigt ender med at ligge ved poolen og reflektere over sit kærlighedsliv.
Åbneren, »Unreliable«, er således en jalousisang med varmt vuggende reggaerytmik og plastiske korstemmer. Mens den luksuriøst lune »Good Together« handler om ikke at kunne komme ind bag begæret, ind til kærligheden måske: »I just made you cum, can I make you stay,« synger forsanger Emil Goll, lige inden sangen kulminerer i sit fængende omkvæd.
Fra et kunstnerisk perspektiv ville det være fint, hvis der var mere, der stak ud på EP’en. Det bliver til tider en anelse strømlinet, selvom der er mange fine detaljer. Så forhåbentlig er de ikke færdige med at søge, Scarlet Pleasure. Også fordi nysgerrigheden i dén grad klæder dem.
Scarlet Pleasure: ’Lagune’ (Copenhagen Records/Universal Music)