Læsetid: 5 min.

En strabadserende rejse til verdens ende

Franz Schmidts ’Bogen med de syv segl’ er et mægtigt senromantisk oratorium og en sjælden gæst i danske koncertsale. Opførelsen før jul i Koncerthuset var først og sidst båret af dirigenten Fabio Luisis begejstring for dommedagsværket, hvis tekst er hentet fra ’Johannes’ Åbenbaring’
29. december 2017

Johannes’ Åbenbaring er Bibelens ultimative profeti om verdens og tidens ende, fortalt i et billedsprog der på den ene side langt overgår filmindustriens mest syrede apokalyptiske produkter og på den anden side rummer skræmmende hentydninger til den forrykte tid, der er vores.

Det er de to verdenskrige i forrige århundrede og en måske kommende og endnu mere ødelæggende, man kunne læse ind i profetien. Teksten både tiltrækker og frastøder tanken om en musikalsk behandling. Den er vældig visionær – men den er også alt for meget af det gode.

Franskmanden Olivier Messiaen greb til et kapitel i Åbenbaringen som åndelig inspiration til sin Kvartet til tidens ende, komponeret for fire forhåndenværende instrumenter og uropført af krigsfanger i en tysk fangelejr i Schlesien i 1941.

Østrigeren Franz Schmidt valgte efter længere tids overvejelse kapitlerne, der handler om bogen med de syv segl som libretto for et kæmpemæssigt oratorium. Færdiggjort i 1937 og uropført året efter i Wien nogle måneder efter Hitlers annektering af Østrig, som Schmidt i øvrigt støttede og hyldede. Hvor Messiaens kvartet siden er blevet et elsket standardværk, har Schmidts oratorium aldrig slået an, i hvert fald ikke uden for Centraleuropa.

Radiosymfonikernes Fabio Luisi er en af de få brændende tilhængere af Schmidts oratorium, og han har næret et stærkt ønske om at opføre det i København, siden han blev tilknyttet orkestret. Det skete så torsdag før jul med den anden danske opførelse af værket, den første i 1987 var også i DRs regi.

I sin åbenbaring ser Johannes Gud på den himmelske trone med en bogrulle i højre hånd. Den er lukket med syv segl, og den eneste, der findes værdig til at åbne bogen, er et lam, symbolet på Kristus.

De første fire segl gemmer på de fire ryttere, der næsten alle bringer død og ødelæggelse hen over jorden. Det femte segl viser martyrernes sjæle, det sjette udløser et verdensomspændende jordskælv, og stjernerne falder ned på jorden. Når det syvende segl brydes, bliver der en times stilhed i himlen. Og da ser Johannes syv engle, som bliver givet syv basuner.

Disse basuner udløser på grusom vis endnu mere ragnarok over jorden. Dette er den gamle verdens sammenbrud, men der viser sig til sidst i Åbenbaringen en vision om en ny himmel og en ny jord, og den tager Schmidt med i oratoriets anden del. Johannes taler om et tusindårsrige, men var det nationalsocialisternes, Schmidt tænkte på, da han komponerede?

Stærkt formidlende Johannes

Bogen med de syv segl er en blanding af noget egenartet og en hel del, man kender fra andre komponister. Først og fremmest er der selve anlægget, som mindede om en af Bachs passioner med især et centralt parti for en evangelist, her var det personificeringen af Johannes i skikkelse af østrigeren Herbert Lippert, en erfaren lyrisk tenor, som imponerede med en projiceret maskulin klang og et stærkt formidlende engagement.

Dertil kom en solistkvartet med udmærkede stemmer, de var knap så meget i ilden, og endelig den tyske stjernebas Franz-Josef Selig placeret foroven foran koncertsalens orgel. Han varetog rollen som Guds stemme med imponerende malmrøst og stille autoritet, og orkesterledsagelsen til hans tre apparitioner kunne høres som en virkningsfuld parallel til Bachs glorificering af Jesus i Matthæuspassionen.

Schmidts barokinspiration fremgik også af korsatsernes ret hyppige brug af fugaformen, indimellem og sikkert bevidst drevet så langt ud i tovene, at man mærkede en overensstemmelse med tekstens syndflod af ulykker.

Andre steder følte man sig hensat til Richard Wagners Parsifal, og en helt uundgåelig association kom endda til dragen Fafner i sammes Siegfried, når ærkeenglen Michael nedstyrter Satan forvandlet til en ildrød drage med syv hoveder.

Om dette lån går via Gustav Mahlers 6. Symfoni, hvor det kælderdybe dragemotiv også forekommer, kan man kun gætte på, men Schmidt læner sig også op ad Mahlers store Korsymfoni nr. 8, som han stod på særdeles venskabelig fod med.

Schmidts jævnaldrende Max Reger var faktisk også temmelig nærværende, men hvad der for mig kom som en overrumplende anakronistisk parallel, var et sted, hvor Benjamin Brittens War Requiem fra 1962 meldte sig i en granatchokket duet mellem to overlevende. »Strange meeting«, hedder duetten hos Britten med de to døde soldater fra hver sin side af fronten i Første Verdenskrig. Sådan kan musik ude på overdrevet profetere på sælsom vis.

Nok om hvem, der ikke har komponeret dette oratorium, Franz Schmidts egenartede talent kom i hvert fald frem i en ofte spændende harmonisk praksis, måske i den sidste postgang for, hvad man kunne vride ud af dur og mol.

Værket blev gennemført uden pause og varede knap to timer, og det kom til at virke temmelig strabadserende, ikke blot fordi dommedagsteksten står sig bedst ved at blive fortalt i mindre doser, men også fordi musikken for første dels vedkommende ofte blev gengivet noget heftigt og i et vist sejpineri.

Vakkelvorne basunengle

Den sympatiske Fabio Luisi ledte ellers opførelsen med en beundringsværdig energi. Han var her og der og allevegne, det var tydeligt, at værket var en hjertesag. Hvad der efter min mening lykkedes allerbedst, var længere passager i prologen og anden del, hvor den lyriske musik fik plads. Når musikkens linjer sang, var Luisi i sit es.

DR Koncertkoret gjorde det således smukt og kompetent i det fremmede partitur, det gjaldt især de store steder for fulde hyldestblus. Men det forekom, at Luisi ikke fik nok ud af korets ekspressivt dunkle kvaliteter, eksempelvis stedet, hvor det andet segl brydes, og rytteren på den ildrøde hest udløser krigen på jorden.

Den isnende gentagne rytme blev ikke overbevisende katalyserende for artikulationen af krigernes hysteriske kampråb over for de kvindelige ofres bønfaldelser. Sagt på en anden måde: I stedet for panoreringer og zoomninger i lydbilledet hørte man snarere et lidt ufokuseret widescreen.

Symfoniorkestret leverede med visse undtagelser en fin præstation. Solooboist Kristine Vestergaard skal fremhæves for sine svale, lyriske replikker, derimod befandt messinget sig betragteligt under det tårnhøje niveau, som solohornist Lasse Mauritzen havde demonstreret ugen forinden. Især forbavsede det mig, hvor vakkelvornt basunerne trådte frem én for én i deres diskrete forkyndelse af dommedag.

Orglet blev spillet af den hidkaldte Michael Schönheit fra Gewandhaus i Leipzig, som angiveligt er specialist i Schmidts oratorium, og det hørte man absolut i de to solomellemspil. Vi blev visse steder ramt af næsten chokerende bølger af vibrationer. Noget sådant kunne være begyndelsen på Paradiset, ville Olivier Messiaen have sagt – for der bliver man overvældet.

Franz Schmidt: ’Bogen med de syv segl’. Herbert Lippert, Franz-Josef Selig, Simona Saturova, Marianna Pizzola, Mauro Peter, Tareq Nazmi. DR Koncertkoret og DR Symfoniorkestret under Fabio Luisi. Torsdag 21. december i Koncerthuset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu