Der er næsten ingenting i x-rummet. Men allerede inden jeg træder ind i det, er jeg blevet advaret om, at værket indenfor er skrøbeligt. Et skilt på døren fortæller mig, at jeg gør klogt i ikke at komme for tæt på værket, da det kun meget provisorisk er stabiliseret i rummet.
På afstand tager værket sig diminutivt ud, næsten forsvindende som et flimrende fatamorgana. Dets skrøbelighed manifesterer sig for øjnene af mig som en yndefuld betoning af det negative rum, alt det, der befinder sig udenfor og imellem installationens egen, stærkt begrænsede massefylde, mellemrummene og tomrummene.
Installationen består af en slags ornamentale figurer i træ og flosset silikone – diagonale, krydsende linjer udspændt mellem to horisontale bånd – der balancerer i flere meters højde på spinkle metalstivere. Materialernes særegenhed bliver accentueret gennem konfrontationen af forskelle: blødt mod hårdt, blankt mod mat, fyldigt mod spinkelt.
Værket er i hovedsagen fritstående, kun nogle få steder forankret i rummets vægge og dermed vitterligt ekstremt udsat. De tynde metalstivere, en slags underdimensionerede krykker, bliver primært fastholdt i små metallodder, som står på gulvet, men derudover er der ikke andet end konstruktionens selvbærende kapacitet, der holder den oprejst som et dristigt korthus. Så længe det varer.
Værkets forsvindende og usikre tilstedeværelse er ikke desto mindre karakteriseret ved fylde. Ikke kun i form af værkets dominerende og påtrængende fragilitet, som byder mig at overveje hver bevægelse nøje og vogte mine skridt, da jeg bevæger mig ind mellem metalstiverne.
Men også i form af en indlejret, diskret betydningsfylde med subtile referencer til en lang tradition inden for det tyvende århundredes kunsthistorie for institutionskritik og kunstneriske eksperimenter. Den tilsyneladende lidenhed modsvares med andre ord af usynlige, men mærkbare dybder, som indgyder værket en tidsvarende og eksklusiv aura af konceptuel coolness.
Ombejlet kunstner
Værkets ophavskvinde, iranskfødte Nairy Baghramian (f. 1971), som bor i Berlin, har været ombejlet på det seneste. I sommeren 2017 har hun blandt andet været repræsenteret ved de to toneangivende samtidskunstbegivenheder i Tyskland, Documenta og Skulptur Projekte Münster.
I sin skulpturelle praksis beskæftiger hun sig med klassiske billedhuggerproblematikker omkring bærende og bårne dele, masse og mellemrum, fylde og hulrum, skala og rum. Men hun gør det på måder, der både kaster nye materialer ind i kampen og aktiverer en konceptuel resonansbund, som ikke er direkte evident i værkets fremtoning.
Værket i x-rummet bærer titlen SÅ LÆNGE DET VARER*, hvilket ikke kun refererer til installationens flygtighed, men også citerer en værktitel af den amerikanske konceptkunstner Lawrence Weiner, som siden 1992 har lavet en række versioner af sit værk AS LONG AS IT LASTS i forskellige kunstinstitutioner.
Udsagnet er en slags opdateret vanitasmotiv, en påpegning af altings forgængelighed. I 1994 lavede Lawrence Weiner en version af værket på udstillingen After and Before på The Renaissance Society i Chicago, der er et uafhængigt udstillingssted under University of Chicago, stiftet i 1915.
Nairy Baghramian er særligt interesseret i denne reference, fordi selve det stedsspecifikke værk, hun udstiller i x-rummet, også henviser til samme kunstinstitution. Gitterstrukturen i installationen er et aftryk af et stålgitter, som indtil 1979 hang i The Renaissance Society, men som Nairy Baghramian i dag ejer et fragment af.
Med installeringen af dette afstøbningsfragment – nu i blød silikone frem for stål – i x-rummet binder hun de to kunstinstitutioner sammen og peger på et af de historiske fundamenter, som x-rummet og den kunstmuseale interesse for eksperimenterende samtidskunst hviler på.
I den irriterende formidlingsjargon på SMK hedder det, at Nairy Baghramian »med overflytningen til x-rummet sætter fokus på den gensidige afhængighed mellem den kunstneriske skabelse og den institutionelle repræsentation«.
Bærende og bårne elementer har med overflytningen byttet plads, for stålgitterets oprindelige funktion var at understøtte fleksible vægge og spotlys i udstillingsrummet, mens det i Nairy Baghramians version i x-rummet selv må understøttes af metalstænger for at løfte sig fra gulvet. Så ja, med lidt velvillighed kan man godt hævde, at værket ad denne omvej tematiserer en gensidig afhængighed mellem kunstproduktion og udstillingsvirksomhed.
Ekskluderende formidling
Men det er ikke synligt i selve værket, som kun via den skjulte, konceptuelle ballast afslører sin historiske dybde, sin subtile leg med kunstens rum og den spidsfindige dialektik mellem kunstnerisk skabelse og udstilling. I sin fysiske fremtræden er SÅ LÆNGE DET VARER* imidlertid et stærkt og decentreret værk, der undersøger materialesammenstød, skrøbelighed og stabilitet i en åben og hasarderet invitation til publikum om at bevæge sig ind i installationens indre dele.
De forkromede metalstiveres blankhed mod silikonens bløde halvgennemsigtighed rummer en egen poetisk skønhed, ligesom balanceakten med de bærende deles underdimensionering i forhold til de bårne dele gør det.
Ironisk nok koncentrerer formidlingsmaterialet til Nairy Baghramians værk sig udelukkende om værkets konceptuelle implikationer – det usynlige tanke- og idékompleks, som fungerer som en overbygning for værket. Formidlingen ekspliciterer det, der som en kunstnerisk intention er implicit i værket.
Omvendt bliver det, der er åbenlyst i installationen, alle dets formelle kvaliteter, overset i formidlingen. Måske er det en subtil videreførelse af pointen om den gensidige afhængighed mellem kunst og institution, kunstner og kurator, men i så fald har subtiliteten antaget en forfinelsesgrad, der sætter den i stor risiko for helt at blive overset eller endda ligegyldig.
Nairy Baghramians skulpturelle installation suppleres af et farvefotografi af kunstneren, der drikker vand af en fontæne med titlen »Smart Water« på campusområdet ved University of California, San Diego. Fontænen har konceptkunstneren Michael Asher lavet i 1991.
Fotografiet tilføjer »et ekstra betydningslag«, fortæller formidlingsmaterialet uden at røbe, hvori betydningen består. Formidlingen bistår med andre ord ikke i at afhjælpe det vanskeligt tilgængelige i værket, men tilføjer snarere et niveau af ekskluderende indforståethed.
Den elegante og raffinerede pas des deux mellem kunstner og kurator, bærende og båret, taber således i dansens tætte favntag publikum af sigte. Nairy Baghramians værk ender derfor med at tage sig en hel del mere gådefuldt, fortænkt og selvoptaget ud, end det er, hvis man går fordringsløst ind i det. Udstillingens formidlingsmateriale forstærker desværre kun denne tendens til at ekskludere publikum.
Nairy Baghramian. ’SÅ LÆNGE DET VARER*’ x-rummet. Statens Museum for Kunst. Indtil den 2. april
