Læsetid 3 min.

’Vejen går gennem luften’ er et frigørelsesprojekt

Friheden og forfatteren spirer i Inge Pedersens erindringsroman nummer tre. Den står stærkt der uden for Hollywood-skabeloner og vestlig melankoli med sine optimistiske og sympatiske personer
’Vejen går gennem luften’ er et frigørelsesprojekt. Inge Pedersens unge kvinde sætter sig fri gennem litteraturen og skrivningen.

’Vejen går gennem luften’ er et frigørelsesprojekt. Inge Pedersens unge kvinde sætter sig fri gennem litteraturen og skrivningen.

Søren G. Thomsen

16. december 2017

Inge Pedersens navnløse, forfatterspirende alter ego er en stilfærdig fortæller.

Hun dukkede først op i Og halsen af en svane (2006), så i Til Amerika (2010) og nu i Vejen går gennem luften, hvor hun er blevet en voksen kvinde, klar til at flytte hjemmefra og begynde på lærerseminariet.

Hjem ligger i Vendsyssel, tiden er 1950’erne, og den unge kvindes forældre er bekymrede, forstående og kærlige, men også lidt kiksede. Faren mener for eksempel, at det er en strålende idé at køre datterens flyttelæs til det nye hjem i Vestjylland i en brandbil midt om natten. Han er brandmand, men alligevel.

»Hvad, hvis brandklokken ringer om natten, mens du er væk, sagde mor.

Ja, hvis og hvis min røv var spids, sagde min far.

Hold op, sagde hun, hvad skal jeg så gøre? Skal du have mere kaffe?

Bare sov videre, sagde han og rakte sin kop frem, men der bliver ikke ildebrand.

I den larm? Hun rystede på hovedet, brandklokken kimer jo i halve timer!

Bare sæt et stykke pap i klemme, så kan du ingenting høre.«

Replikskiftet her viser Inge Pedersens joviale og ufarlige side. Jeg kan godt se selve scenen for mig, komikken i den, og med et par dygtige skuespillere kunne det måske gå an en scene, men på skrift virker replikkerne tunge og langsomme. Men så er der Inge Pedersens andre sider, de sider, som man skal læse hende for, hvor skriften er fri og faktisk også frisættende. 

Inge Pedersen: ’Vejen går gennem luften’.

For Vejen går gennem luften er et frigørelsesprojekt. Inge Pedersens unge kvinde sætter sig fri gennem litteraturen og skrivningen.

IP’s antifascisme

Hun læser, og hun har en blyant liggende klar ved sengen, forfatteren spirer i hende. Hun har Bjørn, der allerede er læser og nok den sødeste romankæreste, jeg har set. Han er selve friheden og på vej ud i verden, han skriver breve og postkort til den efterladte og fortsætter med det, selv om han ikke får svar.

Inge Pedersen interesserer sig slet ikke for dramaer og konflikter – Hollywood main stream go home sammen med vesteuropæsisk melankoli, nærmest hvisker romanen – hendes hovedpersoner er sympatiske optimister. Og de har faktisk en god moral.

Derfor er det også ekstra tåbeligt, at Moralsk Oprustning (der ikke er fiktive!) er sådan efter de unge seminariestuderende der i Vestjylland i 1950’erne. Og føler sig kaldet til at advare dem »imod at gøre kærligheden til en risikofri og uforpligtende leg«. Risikoen er størst for de unge kvinder, en uønsket graviditet kan ødelægge alle drømme om frihed. Helt bogstaveligt.

Inge Pedersen nævner loven om »foranstaltninger i anledning af svangerskab § 6 stk. 1«, hvor der står, at en kvinde kan straffes i op til to år, hvis hun får foretaget en abort. Den gravides veninde kalder det fascisme og knytter derved an til romanens motto af østrigske Ingeborg Bachmann, der blev født ti år inden Inge Pedersen, nemlig i 1926: »Fascismen begynder i de private relationer.«

Inge Pedersens frigørelsesprojekt har en del til fælles med Lise Nørgaards, og når der ikke går matadorhygge (og lidt Nils Malmros) i replikkerne, er Vejen går gennem luften virkelig stærk. Naturen indfanges i et sprog, der vist kun er Inge Pedersens, og så er jeg meget optaget af den måde, hun i modsætning til fascismens idé netop samler hoved og hænder i én og samme person.

Igen og igen er den unge kvinde, der er så vant til håndens arbejde og derfor praktisk, når hun er poetisk, også yderst åndfuld: »[…] som jeg står her og kigger ned ad den lange gade, tæller jeg de tolv gadelygter igen. De giver en ensom, skrigende lyd fra sig, når de svinger frem og tilbage i blæsten, der må være et par skruer der trænger til at blive smurt, men lygternes spejlbilleder flyver nede i vandpytterne som små levende sole.« Der er skruer, der skal smøres, og skrift, der skal sætte mennesker fri.

Inge Pedersen: ’Vejen går gennem luften’, Gladiator, 302 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu