Læsetid: 3 min.

’Vejen går gennem luften’ er et frigørelsesprojekt

Friheden og forfatteren spirer i Inge Pedersens erindringsroman nummer tre. Den står stærkt der uden for Hollywood-skabeloner og vestlig melankoli med sine optimistiske og sympatiske personer
’Vejen går gennem luften’ er et frigørelsesprojekt. Inge Pedersens unge kvinde sætter sig fri gennem litteraturen og skrivningen.

’Vejen går gennem luften’ er et frigørelsesprojekt. Inge Pedersens unge kvinde sætter sig fri gennem litteraturen og skrivningen.

Søren G. Thomsen

16. december 2017

Inge Pedersens navnløse, forfatterspirende alter ego er en stilfærdig fortæller.

Hun dukkede først op i Og halsen af en svane (2006), så i Til Amerika (2010) og nu i Vejen går gennem luften, hvor hun er blevet en voksen kvinde, klar til at flytte hjemmefra og begynde på lærerseminariet.

Hjem ligger i Vendsyssel, tiden er 1950’erne, og den unge kvindes forældre er bekymrede, forstående og kærlige, men også lidt kiksede. Faren mener for eksempel, at det er en strålende idé at køre datterens flyttelæs til det nye hjem i Vestjylland i en brandbil midt om natten. Han er brandmand, men alligevel.

»Hvad, hvis brandklokken ringer om natten, mens du er væk, sagde mor.

Ja, hvis og hvis min røv var spids, sagde min far.

Hold op, sagde hun, hvad skal jeg så gøre? Skal du have mere kaffe?

Bare sov videre, sagde han og rakte sin kop frem, men der bliver ikke ildebrand.

I den larm? Hun rystede på hovedet, brandklokken kimer jo i halve timer!

Bare sæt et stykke pap i klemme, så kan du ingenting høre.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu