Læsetid: 5 min.

’Vinterbrødre’ er et tiltrængt brud med dansk films middelklasserealisme

Hlynur Pálmasons spillefilmsdebut er en film, der etablerer sit eget semiabsurde univers, hvor man ikke aner nogen psykisk facitliste bag skuespillet, hvor hver eneste frame er præget af umage og kreativt overskud, og hvor hovedpersonens kærlighedslængsel både er klamt grænseoverskridende og dybt rørende
Elliott Crosset Hove som kalkmineren Emil (i midten) i Hlynur Pálmasons poetiske ’Vinterbrødre’

Elliott Crosset Hove som kalkmineren Emil (i midten) i Hlynur Pálmasons poetiske ’Vinterbrødre’

Øst for Paradis

7. december 2017

Det er sjældent, at en dansk spillefilm har så særpræget, konsekvent og dragende et filmisk formsprog som Vinterbrødre af den islandske instruktør Hlynur Pálmason. Og så er det endda hans første.

Fra den helt mørke åbningsscene, hvor man ikke kan se andet end de fragmenter, lommelygternes lyskegler rammer inde i den kalkmine, som titlens to brødre arbejder i, sætter filmen en mærkbar stemning og etablerer et eget filmisk univers, som ikke nødvendigvis forestiller vores samtid eller nogen anden specifik tid. Der er nogle mennesker i et industrialiseret landskab, det sner, de går på arbejde og hovedpersonen Emil (Elliott Crosset Hove) længes efter at blive »elsket og kneppet«.

Hverken kæk eller nuttet 

Emil og hans storebror Johan (Simon Sears) arbejder i et kalkmineanlæg et sted i en dyster, slidt og lysende gråblå udgave af Danmark.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu