Læsetid 5 min.

’Vinterbrødre’ er et tiltrængt brud med dansk films middelklasserealisme

Hlynur Pálmasons spillefilmsdebut er en film, der etablerer sit eget semiabsurde univers, hvor man ikke aner nogen psykisk facitliste bag skuespillet, hvor hver eneste frame er præget af umage og kreativt overskud, og hvor hovedpersonens kærlighedslængsel både er klamt grænseoverskridende og dybt rørende
Elliott Crosset Hove som kalkmineren Emil (i midten) i Hlynur Pálmasons poetiske ’Vinterbrødre’

Elliott Crosset Hove som kalkmineren Emil (i midten) i Hlynur Pálmasons poetiske ’Vinterbrødre’

Øst for Paradis

7. december 2017

Det er sjældent, at en dansk spillefilm har så særpræget, konsekvent og dragende et filmisk formsprog som Vinterbrødre af den islandske instruktør Hlynur Pálmason. Og så er det endda hans første.

Fra den helt mørke åbningsscene, hvor man ikke kan se andet end de fragmenter, lommelygternes lyskegler rammer inde i den kalkmine, som titlens to brødre arbejder i, sætter filmen en mærkbar stemning og etablerer et eget filmisk univers, som ikke nødvendigvis forestiller vores samtid eller nogen anden specifik tid. Der er nogle mennesker i et industrialiseret landskab, det sner, de går på arbejde og hovedpersonen Emil (Elliott Crosset Hove) længes efter at blive »elsket og kneppet«.

Hverken kæk eller nuttet 

Emil og hans storebror Johan (Simon Sears) arbejder i et kalkmineanlæg et sted i en dyster, slidt og lysende gråblå udgave af Danmark.

Hver dag sætter de sig op på ladet af en lastvogn og kører gennem det industrialiserede landskab til deres arbejdsplads, hvor de sammen med andre fåmælte mænd i kalkindsmurte kedeldragter og sikkerhedshjelme udfører et manuelt arbejde, der mere mimer en nærfortidig industri end egentlig skildrer den.

Vinterbrødre er ikke en socialrealistisk skildring af livet som ung ugift kalkværksarbejder, men en poetisk udfoldelse af et særegent miljø og en fremstilling af friktionen mellem hovedpersonen Emil og hans omverden. Den friktion er til at tage og føle på, fordi Hlynur Pálmason i sit manuskript har omsat den indre tumult til så ydre og korporligt et udtryk. Emil vil og gør hele tiden ting, som stritter imod og forstyrrer de fællesskaber, han indgår i.  

Elliott Crosset Hove spiller hovedrollen med en trodsighed, der aldrig bliver kæk, og en sårbarhed, der aldrig bliver nuttet, og det er en bedrift, han bør hædres for – hvad han også er blevet med prisen for bedste mandlige skuespiller på Locarno Filmfestival i Schweiz.

Flere steder er Elliott Crosset Hoves figur i Vinterbrødre blevet sammenlignet med Stan Laurel, ham den magre fra komikerparret Gøg og Gokke, og han har da også i flere scener en anakronistisk deadpan-spillestil – i modsætning til sin bror, hvis mimik er stoisk, og hvis fysik mere minder om Gene Kellys.

Den diskrete og rørende fysiske komik kommer særligt til sin ret i en scene (min favoritscene i filmen), hvor Emil og hans bror Johan arbejder side om side med at rengøre nogle store valser på fabrikken, og Emil begynder at spejle Johans bevægelser, indtil det udarter sig til tissekonkurrence og kortvarig udstødelse.

Hør godt efter

På arbejdet fremtryller Emil ind i mellem en flaske brunligt hjemmebrænd, han har lavet hjemme i brødrenes fælles barak af kemikalier, som han stjæler på fabrikken.

Når Emil ikke arbejder, dyrker han militær riffeltræning med en riffel, han har byttet sig til for nogle flasker og nogle instruktionsfilm på vhs-bånd, hvor Lars Mikkelsen står i fuld uniform i en efterårsbrun skov og forklarer de forskellige stillinger og greb på britisk engelsk.

Herudover udspionerer Emil den jævnaldrende Anna (Victoria Carmen Sonne), filmens og kalkminekompleksets eneste kvinde og genstand for al Emils længsel. Hvad hun laver der i den sære skandinaviske barakby, som ikke ligner nogen andre mikrokosmosser i dansk film, ved man ikke. Hvad hun egentlig vil, lytter ingen af de to brødre, der begge begærer hende, til. Men det bedste øje har hun til den mere mandige og modne Johan, der i modsætning til Emil kurtiserer på andre måder end ved at stjæle trusser og kaste snebolde.  

Emil er grænsesøgende, infantil og tolereret, indtil han en dag ikke er tolereret længere. En kollega er blevet syg af at drikke hans sprut, siger folk. Lederen på fabrikken – også spillet af Lars Mikkelsen – har fået nys om Emils kemikalietyveri, og det kommer til en voldsom, vildt koreograferet konfrontation mellem de to brødre. Her bliver filmen endnu mere tilbøjelig til at lade dramaet udspille sig i det fysiske samspil og i samspillet mellem Maria von Hausswolffs vanvittigt smukke billeder af barakker, snedækket industrilandskab og skov, lyddesignet og Toke Brorson Odins elektroniske soundtrack. 

På et tidspunkt godt henne i filmen, hvor den simple tilværelse, Emil har bygget op, er begyndt at ramle, kalder kalkværkets sjakbajs (spillet af Peter Plaugborg) på ham.

»Jeg kommer til at fortælle dig en historie. Så hør godt efter,« begynder han og fortæller en sentimental og generisk historie om tab og ubetinget loyalitet. Han fortæller med al den autoritet og beherskede styrke, Peter Plaugborg kan mønstre (det er meget), og slutter med at konkludere, at han ikke ved, hvad han skal med den historie.

Sådan er det også med den overordnede historie i Vinterbrødre: Det er lidt uklart, præcis hvad den skal fortælle os, men der er grunde nok i filmen til at høre og se efter, fordi klipning, billed- og lydside til sammen er en sanselig, nysgerrighedsvækkende oplevelse. 

Hlynur Pálmason er tydeligvis mere interesseret i at skabe fængende situationer og billeder end i at udfolde et sindrigt sammenhængende plot. Og det er en fryd, at det så konsekvent er det, han og ikke mindst Maria von Hausswolff gør.   

Overdøvet og indsmurt

Der er adskillige scener, hvor man ikke kan høre, hvad karaktererne siger til hinanden, fordi støjen fra kalkværket overdøver dialogen. De kan heller ikke høre hinanden, det er bare sådan, det er, og sådan styrker filmen følelsen af at være i et sanset rum. Karaktererne er også i en stor del af tiden smurt ind i den kalk, de bryder op fra jorden, og i den jord, de ruller rundt i.

Generelt viser Elliott Crosset Hove ikke sin karakter som et stærkt afgrænset individ, der kan ryste omverdenens modstand af sig og komme videre i livet. Han er hele tiden helt fedtet ind i egne og andres affekter og det porøse landskab, han bevæger sig rundt i. Det er en tilstand, der i højere grad formidles af de enkelte billeder og af klipningen end af plottet, som ikke gør så voldsomt meget væsen af sig i løbet af filmens 90 minutter. Der er godt nok både liv, død, kærlighed, druk, vold og drømmespor, men det er de enkelte sekvenser, man bliver rørt af og husker.    

Det er så tiltrængt med en dansk film, der etablerer sit eget semiabsurde univers, hvor man ikke aner nogen psykisk facitliste bag skuespillet, hvor hver eneste frame er præget af umage og kreativt overskud, og hvor hovedpersonens kærlighedslængsel både er klamt grænseoverskridende og dybt rørende.

’Vinterbrødre’. Manuskript og instruktion: Hlynur Pálmason. Dansk-islandsk. Vises i udvalgte biografer i og omkring de større byer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu