Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

I Bibelen er ’fremmed’ ikke et skældsord

Marilynne Robinsons seneste essaysamling er en grundig og myndig kritik af det moderne Amerika
På sin egen stilfærdige, grundige og myndige vis kritiserer Robinson den højtråbende amerikanske højrefløj for at rense kristendommen for etik og i stedet gøre den til et spørgsmål om at tilhøre en bestemt befolkningsgruppe

På sin egen stilfærdige, grundige og myndige vis kritiserer Robinson den højtråbende amerikanske højrefløj for at rense kristendommen for etik og i stedet gøre den til et spørgsmål om at tilhøre en bestemt befolkningsgruppe

Redux

Kultur
27. januar 2018

I en vis forstand er denne bog håbløst umoderne. De 17 essays har titler som »Nåde« og »Metafysik« og handler om tænkere som Jean Calvin, William Shakespeare og John Locke – og den kan sågar læses som ét langt forsvar for næstekærligheden. Men at den er utidssvarende siger en hel del om bogens relevans, ja, ligefrem dens nødvendighed.

Det som er os givet er et portræt af et kapitalistisk, materialistisk USA, som er præget af fremmedhad og frygt. For Robinson er samtiden præget af en lang række forenklinger: Neurologien reducerer mennesket til en klump kød, og eftertiden nedsliber fortidens nuancer og giver os et forskruet billede af puritanismen og calvinismen. Derudover er kristendommen taget som gidsel af en indskrænket højrefløj.

At være kristen i Amerika lige nu kan »udlægges som at jeg er positivt indstillet over for dødsstraf, at jeg er modstander af madkuponer og offentlig sundhedsstøtte, at jeg forventer at se ligestilling i ægteskabet opløse samfundets sammenhængskraft og udløse vrede fra oven«.

Rørende

På sin egen stilfærdige, grundige og myndige vis kritiserer Robinson den højtråbende højrefløj for at rense kristendommen for etik og i stedet gøre den til et spørgsmål om at tilhøre en bestemt befolkningsgruppe. Ordet »fremmed« har ingen negative konnotationer i Bibelen, skriver hun – og uddyber andetsteds: »Historien har vist os utallige varianter af de fristelser der følger med stammementalitet, og den begejstring det vækker når visse linjer tillægges betydning alene på grund af muligheden for at tegne dem skarpt op.

Det er den gamle menneskehed der fortsætter med at opføre sig vanvittigt og som om den ganske enkelt er ude af stand til at huske de skader den så sent som i går forvoldte på sig selv.«

Marilynne Robinson: Det som er os givet

Robinsons alternativ til disse reduktionsformer er at leve i overensstemmelse med kristne grundprincipper som ærbødighed, ærefrygt og medfølelse. I modsætning til naturvidenskab og matematik, der ikke kan »få os til at holde igen, militært såvel som økonomisk« og samtidig begrænser vores billede af verden til det, der kan måles, kan humaniora gøre os mere rummelige.

En verdensforståelse som også favner mysteriet og det uoversættelige gør os mere ydmyge over for livet og »den uudtømmelige hverdag« – det, som er os givet. Det kommer hurtigt til at lyde forsimplende og naivt i min parafrase, men når Robinsons tanker får plads til at folde sig ud, har de en overbevisende tyngde og en alvor, som jeg finder både livsbekræftende og rørende.

Insisterer på håb

For en ikketroende som mig er det svært at følge Robinson hele vejen; nogle af teksterne diskuterer snævre teologiske spørgsmål, og selvom hun forsøger at knytte dem til mere generelle emner, lykkes det ikke altid. Til gengæld bevirker hendes tro, at hun ikke kun ser samtiden og menneskeheden, men hele jorden og universet i et større perspektiv (»for en almægtig iagttager kan vi meget vel se ud til at være viklet ind i et lille, tæt spind som vi selv har vævet«).

I mine absolutte yndlingsafsnit kombinerer hun dette blik med sin omfattende historiske viden: Ud over at skildre, hvor selvretfærdig og snæversynet den amerikanske højrefløjskristendom er blevet, afmonterer hun den her også fuldstændig ved at vise, at mange af de ideer og institutioner, som højrefløjen afviser som farlig »socialisme«, i virkeligheden er baseret på fundamentale kristne idealer med rod i de hellige skrifter.

På amerikansk er Robinsons prosa rytmisk, klar og præcis. Så vidt jeg kan se, har Jakob Levinsen stræbt efter at lade ordvalg og syntaks følge originalen så tæt som muligt, hvilket i og for sig er sympatisk nok. Men det gør også, at de danske formuleringer til tider er unødigt tunge og at flere sætninger bliver knudrede.

Værre er det, at der foruden ordgentagelser og manglende ord har sneget sig en stærkt foruroligende neologisme ind (»tiltrækningskræft«!) og at »Wycliffe himself, who had died a natural death« er blevet til den mildt sagt uskønne formulering »Wycliffe selv var død en naturlig død«. Ligesom det er tilfældet med mange andre bøger, der udkommer i øjeblikket, havde det således pyntet med endnu en korrekturrunde.

Det skal dog ikke skygge for, at Det som er os givet er en tankevækkende, heftig og perspektivrig bog, som måske nok tegner et forstemmende billede af USA, men samtidig insisterer på næstekærligheden og håbet.

Marilynne Robinson: ’Det som er os givet’, oversat af Jakob Levinsen. Gyldendal, 416 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her