Læsetid: 2 min.

Biodynamiske beats

Den elektroniske duo Juju & Jordash består af et par voksne beatmagere med overnaturligt grønne fingre, som de roder med i deres klubmusikalske fundament
Den elektroniske duo Juju & Jordash består af et par voksne beatmagere med overnaturligt grønne fingre, som de roder med i deres klubmusikalske fundament

Ouroborus Studio

12. januar 2018

Der vokser meget techno- og housemusik frem i verden, og meget af det vokser vildt og skævt. Men det er ikke alle dygtige klubartister, der kan prale af at have næsten overnaturligt grønne fingre, når det kommer til komposition.

Det kan duoen Juju & Jordash, der består af israelske Gal Aner og hollandske Jordan Czamanski.

Med deres elektroakustiske kompositioner, som de ofte jammer sig frem til, lykkes det dem at overføre jazzens varme grooves til den normalt så rå, industrielle klubstemning. På deres albummer opstår en unik, tempereret overgang mellem kølige, elektroniske beats og skoldhede bongorytmer. Sis-boom-bah! er deres fjerde fysiske udgivelse.

Fra et solidt fjedrende net, spændt ud i genrefeltet mellem techno og house, sætter de hver af pladens ni tracks afsted med en sådan spændstighed og elasticitet, at de når op i imponerende flyvehøjder. Med glødende synthsekvenser og klokkespil er Juju & Jordash ude på at få disse små, elektroniske fuldtræffere til at gå i kredsløb om hovederne på dansegulvet.

Foto: Carolina Georgatou

Som vindstød fra en seriøs efterårsstorm

Sis-boom-bah! lægger ud med rislende klokker og køkkenperkussion på intronummeret »Herkie«. Her lyder det, som om de hårdt prøvede, elektroniske fjedre er sprunget, og det skarpe, firkantede format ikke længere kan holde til duoens ambitiøse spring og saltomortaler.

Men efter den bløde start fornægter klubattituden sig ikke, og mere langstrakte synthflader begynder efterhånden at suse om hjørnerne som vindstød fra en seriøs efterårsstorm.

Stemningen holdes kørende i det lyse, elektroakustiske leje, hvor Gal (Juju) gramser ihærdigt på guitarens gribebræt, mens Jordan (Jordash) bestyrer det velpolerede Rhodes-keyboard. De to tager gentagende gange på små, personlige drømmerejser tilbage til verdensmusik og wah wah-pedal. Men som bærende, kunstnerisk element sværger de troskab til historien om den analoge perkussion, som de digter videre på i et vekslende spektrum af brændte farver.

Sis-Boom-Bah! er på alle måder en atypisk, elektronisk udgivelse, hvor det stramme A4-format fra techno og house er blødt op i kanterne, og selv bassen summer af biodynamiske blå toner. Alligevel kan de velfungerende numre med deres repeterende vokalsamplinger sagtens indgå i en klassisk klubkontekst og få varmedisen fra det simrende dansegulv til at pulsere perfekt.

Juju & Jordash: Sis-boom-bah! (Dekmantel)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu