Læsetid: 3 min.

Børnelivets horror

Ensomhed, mobning og voldsom død. Det er ikke temaer, vi bryder os om at tænke på i forbindelse med vores børn. Den grafiske roman ’Thornhill’ minder os på formmæssig original vis om, at det findes
Pam Smy: Thornhill

Pam Smy: Thornhill

Illustration: Thornhill/Rosinante & Co.

27. januar 2018

To parallelle fortællinger udgør bogens to spor, den ene i billeder, den anden i ord. Jeg kan ikke huske, at have set en så radikal opdeling før, heller ikke i Dyr med pels – og uden af Hanne Kvist (2017), idet billeddelen er helt uden tekst. Som sådan er Thornhill en usædvanlig grafisk roman. Usædvanligt modbydeligt er også indholdet.

Gennem dagbogstekst fortæller Mary om livet på børnehjemmet Thornhill, en stor villa i en mindre by. Året er 1982 og hun mobbes nådesløst af en af de andre børnehjemspiger. Den navnløse pige styrer fællesskabet med slangekrøller og store, blå øjne samt udspekulerede metoder. Ved at få de andre børn til at drille Mary, er der ingen som mistænker hende, og om natten opsøger hun Mary og banker på hendes dør. Hver nat.

Bank.

Bank.

 

Bank.

Bank.

 

Mary lider af selektiv mutisme og kan derfor vanskeligt forsvare sig selv. Hendes eneste trøst er hendes lidenskab for at lave dukker og så Kathleen, der laver mad til børnene. Parallelt med hendes dagbogsfortælling hører vi om Ella. I billeder. Året er 2017.

Hun er lige flyttet til byen og fra sit nye værelse har hun udsigt til det forladte Thornhill-hjem. Hun ser en dag en pigeskikkelse i et af vinduerne og det vækker hendes nysgerrighed. Skikkelsen er Marys genfærd og da Ella er ensom ligesom Mary bliver hun lidt efter lidt viklet ind i Marys fortid.

Pam Smy: Thornhill

Overladt til sig selv

De sort-hvide illustrationer skildrer Ella udefra, dagbogsteksten derimod skildrer Mary indefra. Derfor kommer man som læser tæt på Mary og føler hendes ensomhed helt ind under huden. Ella opleves til gengæld lidt mere distanceret, idet tegningerne er i tredje persons perspektiv og helt uden tankebokse eller dialogbobler. Derfor er der indsat små visuelle markører som for eksempel en kalender og familiefotos, sådan at læseren bedre kan afkode hvad der foregår.

Der er mange fotos af Ella sammen med moderen, men ingen af faderen, som hun bor sammen med i huset. Er moderen død, er forældrene blevet skilt? Det får vi ikke noget svar på. Tydeligt er det dog at faderen er fraværende og Ella overladt til sig selv, ganske som Mary.

Overgangen mellem de to parallelle spor, tekst og billede, formidles med et opslag helt i sort. De sorte sider tvinger læseren til at dvæle lidt ved det netop læste/sete, og det medvirker til at få fortællingen til at hænge godt sammen. Illustrationernes styrke ligger især i skildringen af Thornhill villaens forfald og de elskede og efterhånden også ret uhyggelige dukker. Rent sprogligt er prosaen ikke overvældende original, til gengæld styrer plottet. Mod afgrunden.

Modbydelig mobning

Horrorgenren tilbyder genfærd og forladte huse. Men det egentligt horrible er den modbydelige, ondskabsfulde og vedholdende mobning. Og at omgivelserne ikke griber ind. De ansvarlige svigter og historien er derfor også en besk kritik af de professionelle omsorgspersoner og det system, som burde reagere.

De ansatte på børnehjemmet er enten konfliktsky, falske og distancerede, som Jane og Pete, eller forstående og moderlige, som Kathleen, der bl.a. sørger for at Mary får noget at spise. Men det er jo ikke nok at tilbyde en sandwich og et kram, hvis problemet er vedvarende udstødelse af fællesskabet. Ingen griber ind i de ødelæggende sociale dynamikker på børnehjemmet, mobningen eskalerer og man tænker, at det ikke kan blive meget værre.

Men jo, det kan det faktisk godt! Slutningen skriver sig ind i horrorgenren på overraskende vis, sådan at endnu et barn kigger ud ad vinduet og over på det forladte Thornhill …

Pam Smy: ’Thornhill’, oversat af Camilla Christensen. Høst & Søn. 558 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu