Læsetid: 4 min.

Brinkmann-teater føles som en mellemting mellem sketchshow og brainstorm

Der er masser af komik og lidt kedsomhed i at gennemspille Svend Brinkmanns nejhat-/jahat-situationer og påbud om at sige nej til coach og nej til følelser og nej til kage og bare stå fast på scenen
Det er ikke let for de tre tidstypiske menneskeeksemplarer i forestillingen ’Stå fast’ at efterleve Brinkmanns råd til at stoppe med at tvangsudvikle sig selv.

Det er ikke let for de tre tidstypiske menneskeeksemplarer i forestillingen ’Stå fast’ at efterleve Brinkmanns råd til at stoppe med at tvangsudvikle sig selv.

Camilla Winther

2. februar 2018

Højskolesangbogen, Indfødsretsprøven, Helle Thornings skattesag og en blog om at løbe, det er bare nogle få eksempler fra det seneste år på, at der ikke findes den form for tekst, som i virkeligheden ikke kan dramatiseres og sættes op på en scene.

Derfor var det vel også bare et spørgsmål om tid, før turen kom til hele Danmarks huspsykolog Svend Brinkmanns bedstsælgende »antiselvhjælpsbøger« Stå fast og Ståsteder og den »tidens udviklingstvang«, han så fængende har formuleret både sin relevante kritik af og herligt lette, polemiske programmer for opgøret med.

Det driller instruktøren Kamilla Wargo Brekling heldigvis også Brinkmann godmodigt med i det stykke, hun i samarbejde med Karina Dichov Lund og resten af holdet bag forestillingen på Skuespilhusets Lille Scene har udviklet frit efter hans bøger, ligesom hun tidligere har gjort det med både Emma Gads Takt og tone og Kvinde, kend din krop.

Ikke let

Det er ikke let for forestillingens tre tidstypiske menneskeeksemplarer at efterleve Brinkmanns råd til at stoppe med at tvangsudvikle (»Hold op med mærke efter i dig selv,« »tag nej-hatten på,« »undertryk dine følelser,« »fyr din coach« osv. osv.).

Det er ikke let for Mads Rømer Brolin-Tani at fyre sin coach, for hun afbryder ham konstant med sine opfordringer til at føle efter indeni og reflektere over, hvad det inderst inde er, han gerne vil sige.

Det er heller ikke let for Stine Schrøder Jensen at stå fast på det glatte gulv i den bare, skarpt oplyste sal, der med sin sparsomme scenografi af upraktiske institutionsstole og overheadagtige vægprojektioner mere ligner et middelmådigt universitetsauditorium, Brinkmann kunne slå sine folder i, end teatrets fortryllede rum. (En af de måder, Brinkmann selv har praktiseret sin filosofi på, har været ved at foreslå, at hans institut på Aalborg Universitet »skulle stræbe efter at blive et middelmådigt institut«, hvad han mente »var et både realistisk og efterstræbelsesværdigt mål at sætte sig for et lille universitet i udkantsdanmark«).

Og det er hverken let for Schrøder, Brolin-Tani eller Karen-Lise Mynster at efterkomme Mynsters eget antinydelsespåbud om at »sige nej« til kage: »Træd væk fra kagen,« må hun råbe, »træd væk fra den kage!« Og kort efter er der dejlig chokoladekage ud over hele det blanke glatte gulv.

Men sjovt

Det er ikke let, men det er sjovt.

For selvfølgelig er der masser af komik i at gennemspille Brinkmanns forskellige nejhat-/jahat-situationer og påbud om at sige nej til coach og nej til følelser og nej til kage og bare stå fast på scenen. Han er allerede sjov selv. Hele hans program er faktisk allerede, med dets polemiske – dets »negativistiske«, som han medgiver at kalde det – modbillede til den kultur, han kritiserer, parodisk i sin metode. Måske synes jeg faktisk, det er sjovere at læse Brinkmann end at se hans bog dramatiseret.

Brinkmanns egen komik er ikke til at skille fra hans kritik. Hos Brekling opstår komikken nærmere i de groteske situationer, der opstår, når man f.eks. prøver at sige nej – eller prøver at få andre til at sige nej – til kage. Og i teaterstykket Stå fast virker det nogle gange, som om kritikken faktisk godt kan skilles fra komikken. F.eks. når den gentagelsesglade tekstmotor, alle situationerne og samtalerne kører (længere og længere ud ad deres tangenter) på, går i tomgang. Det er ligefrem, som om stykket selv fryder sig ved den tomgang. Ligesom det er i den uendelige fejescene i den seneste sæson af David Lynch’s Twin Peaks, som en dejlig fejesituation med Stine Schrøder Jensen, der giver sig selv og sine fejeevner en god peptalk, vist også hilser på.

Der er også en fryd ved tilsyneladende tomgang i den amerikanske digter Juliana Spahrs lange poetiske lister med uddøde dyr og planter, som Karen-Lise Mynster måske også sender en hilsen til undervejs i Stå fast.

Jeg ved ikke engang, om jeg foretrækker den ene eller det anden form for komik, når jeg nu får det stillet sådan op: Brinkmanns egen, mere kritiske, som man måske kunne kalde en slags debatkomik? Eller Breklings mere lette, legende og cirkulære dramatiske komik, der – selvom hendes ting er at dramatisere ikkedramatiske tekster – aldrig kan kaldes direkte debatteater. Det er den for optaget af kroppene, der taler, og af sprogets egen krop til. Breklings komik er ikke blottet for kritik, men den har det alligevel med, midt i komikkens repetitive loops, at kunne blive næsten kedelig.

Kamilla Wargo Breklings Stå fast føles som en mellemting mellem et sketchshow og en brainstormseance. Der er noget teatralsk og ritualiseret, nogle gange frydefuldt sjovt og nogle gange helt kedeligt over begge dele.

’Stå fast’. Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling. Co-instruktør, koreograf, dramaturg: Karina Dichov Lund. Scenografi og kostumer: Lisbeth Burian. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille Scene. Til den 29. maj 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu