Læsetid: 10 min.

Daniel Kehlmann er balancekunstens mester

I Daniel Kehlmanns nye blændende roman tager en gøgler læseren med gennem Trediveårskrigens Europa
Det er nogle af de samme spørgsmål, der optager Daniel Kehlmann som tidligere: Hvad grunder vi vores viden på, og hvori består forholdet mellem tro og viden?

Det er nogle af de samme spørgsmål, der optager Daniel Kehlmann som tidligere: Hvad grunder vi vores viden på, og hvori består forholdet mellem tro og viden?

Lasse Kofoed

13. januar 2018

De store historiske mærkedage bliver ved med at kræve vores opmærksomhed.

Knap er hundredåret for Den Russiske Revolution og 500-året for Reformationen overstået, før 400-året for Trediveårskrigens udbrud er over os, og endnu en gang vil man med fuld ret kunne hævde, at den række af begivenheder, der tog sin uforudsigelige begyndelse her, ændrede historiens gang for altid.

De kommende måneder vil således byde på en vifte af udstillinger, foredrag og konferencer om aspekter af Trediveårskrigen, og bogmarkedet vil oversvømmes af udgivelser om krigen og dens betydning for Danmark og Europa. 

I Tyskland har den ubegribeligt produktive historiker og politolog Herfried Münkler allerede udsendt sit bidrag til festlighederne med et respektindgydende værk på 1.000 sider, som de tyske anmeldere enstemmigt har udråbt til det moderne standardværk om krigen.

Læsere, der foretrækker at møde historien i skønlitterær form, kan dog også være med. Til en fornem række af tyske forfattere, der på den ene eller anden måde behandler Trediveårskrigen slutter sig nu den tysk-østrigske forfatter Daniel Kehlmann med romanen Tyll. Kehlmann, årgang 1975, er sin generations litterære Wunderkind.

Han brød for alvor igennem med Die Vermessung der Welt (2005; da. Opmålingen af verden, 2007), der har solgt i over seks millioner eksemplarer på verdensplan og også skaffede ham mange læsere herhjemme. Siden er der kommet en stribe romaner og fortællinger, hvoraf de fleste er oversat til dansk. Ikke alle har været af lige så høj kvalitet som Die Vermessung der Welt, men de har alle været læseværdige. Med Tyll vender Kehlmann nu tilbage til den succesformel, der med ét slag gjorde ham verdensberømt, den historiske roman.

Die Vermessung der Welt var et gnistrende og stærkt underholdende dobbeltportræt af to af nationens store sønner, matematikeren Carl Friedrich Gauß og universalgeniet Alexander von Humboldt, indrammet af et fiktivt møde mellem de to i september 1828.

Fortalt med tungen i kinden og i den knasende tørre stil, der siden er blevet hans varemærke, præsenterede Kehlmann os dengang for historien om to af væsen vidt forskellige genier, den introverte hjemmefødning Gauß og den ekstroverte kosmopolit Humboldt, der på et højere plan begge fremstod som repræsentanter for et tvivlsomt oplysningsregime, der undertrykker, tingsliggør, ensretter i bestræbelsen på at kaste lys over verden.

Det er den »Vermessung«, titlen refererer til, og hvis flertydighed desværre ikke lader sig transponere til dansk. »Vermessen« betyder nemlig ikke bare at måle eller opmåle, men kan også både betyde at måle forkert og at formaste sig til noget, og denne flertydighed er netop en af romanens pointer. I deres iver efter at kortlægge og opmåle bidrog d’herrer utvivlsomt til den almindelige civilisatoriske fremdrift og affortryllelse af verden, men de trak samtidig et spor af ødelæggelse efter sig.

Tyll har mange fællestræk med forgængeren, men den er også langt mere sofistikeret. Kehlmann har i de mellemliggende år – især i Ruhm (2009; da. 2009) og F (2013; da. 2014) – eksperimenteret med en diskontinuert romanform bestående af løst forbundne historier og tableauer med flere fortællere.

Denne polyperspektiviske form kendetegner også Tyll, der springer frem og tilbage i kronologien og lader en række fortællere komme til orde, ofte med divergerende syn på samme historie. Fællesskabet mellem de to romaner er snarere af tematisk art. For selv om vi er rykket 200 år længere tilbage i historien, er det de samme spørgsmål, der optager forfatteren:

Hvad grunder vi vores viden på, og hvori består forholdet mellem tro og viden? Og endnu en gang synes det klart, at menneskets stræben efter erkendelse altid er forbundet med magtudøvelse, dehumanisering og brutalitet, uanset om drivkraften er overvejende religiøs, videnskabelig eller – som i Tyll – en blanding af begge dele.

Gådefuld skikkelse

Hovedpersonen i Tyll er gøgleren Tyll Ulenspiegel, en velkendt skikkelse i tysk kulturhistorie. Men hvor den historiske Till (også Til eller Dil) Eulenspiegel ifølge overleveringen drev sine grovkornede løjer i 1300-tallet, omplanter Kehlmann ham til 1600-tallet og gør ham dermed til en overgangsfigur på vippen mellem middelalderen og moderne tid. Det er modigt gjort – og ret genialt, viser det sig.

Tyll er imidlertid ikke en roman om Tyll Ulenspiegels liv og levned. Selv om vi får en udførlig beskrivelse af hans barndom og tidlige opvækst, forbliver han romanen igennem en gådefuld skikkelse, der først og fremmest kendes på sin virtuose linedans og illusionskunst. Som omstrejfende gøgler og outlaw fungerer han snarere som en rejsefører rundt i det krigs- og pesthærgede Europa, lige så ofte at finde i de højeste kredse som blandt det farende folk.

Trediveårskrigen i skønlitteratur

Andre tyske værker, der behandler Trediveårskrigen:

  • Mest berømt er vel nok Grimmelshausens ’Der Abenteuerliche Simplicissimus Teutsch’ – eller blot ’Simplicius Simplicissimus’ – fra 1668, den første pikaro- eller skælmeroman i tysk litteratur og det betydeligste prosaværk i tysk barok, samt Friedrich Schillers store dramatrilogi ’Wallenstein’ (1798/99) om kejser Ferdinand II’s hærfører, der også besejrede Christian IV.
  • Ligeledes bør nævnes moderne klassikere som Alfred Döblins monumentale 1.000 siders roman ’Wallenstein’ (1920), inspireret af forfatterens egne erfaringer som militærlæge under Første Verdenskrig, Bertolt Brechts drama ’Mutter Courage und ihre Kinder’ (1938/39, da. 1961) og Günter Grass’ fortælling ’Das Treffen in Telgte’ (1979; da. 1980), der skildrer et fiktivt forfattermøde i Telgte i 1647 med tydelige paralleller til dannelsen af Gruppe 47 300 år senere.

For de allerfleste mennesker i Tyskland og Mellemeuropa har tilværelsen under Trediveårskrigen temmelig sikkert været en trælsom kamp for blot at overleve. Døde man ikke i tidlig alder af sult eller sygdom, gjorde krigen det af med en.

Fra denne tid stammer Thomas Hobbes’ kuldslåede opsummering af menneskelivet i naturtilstanden, skrevet under påvirkning af den samtidige engelske borgerkrig:

»Ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort«.

Sådan er det også her, og Kehlmanns beskrivelser af det stinkende, tilsølede, sårvæskende, brutale liv rammer hårdt og rent. Stilen er den nøgterne, tørre hovedsætningsprosa, som man kender den fra hans pen, uden forsiringer og skønne billeder og klogt nok også uden ethvert forsøg på at imitere baroktysk.

Lige så stort indtryk som beskrivelserne af landsknægtenes hærgen gør romanens mange passager om sult, og hvordan man bedst udholder den. En næsten ubærlig scene er, da Tylls far, den troskyldige møller Claus Ulenspiegel, efter at være blevet dømt til galgen for hekseri indtager den dødsdømtes sidste måltid, der viser sig at være rigeligt, og med ét forstår, at han har været sulten hele livet, »dag og nat, aften og morgen. Han har blot ikke vidst, at det var sult – denne følelse af utilstrækkelighed, hulheden i alt, kroppens aldrig aftagende svaghed, som gør knæ og hænder slappe og forvirrer hovedet. Det var ikke nødvendigt, sådan havde det ikke behøvet at være, det var simpelthen sulten!«

Men sådan blev det nu engang, og den stakkels møller må stille sig tilfreds med at have spist sig mæt denne ene gang i livet. Som bøddelen vennesælt forklarer, kan han oven i købet nyde sit sidste måltid uden frygt:

»Det er bedre tider nu. Før brændte man jer. Det tager sin tid, det er ikke rart. Men hængning er ikke noget at tale om.«

I overtroens vold

Handlingen i Tyll udspiller sig i et Europa, der bogstaveligt talt er i troens og overtroens vold. En ting er krigene, der føres i kristendommens navn, men udkæmpes af skruppelløse landsknægte, for hvem plyndring og voldtægt udgør en del af lønnen.

Trediveårskrigen blev som bekendt udløst af striden om den tysk-romerske kejsers magt over fyrsterne i trosspørgsmål. I romanens udlægning fortoner denne konflikt sig dog hurtigt til fordel for de europæiske fyrstehuses helt igennem verdslige interesser. Det kulminerer i den grandiose finale, der blændende skildrer, hvordan Elizabeth Stuart – enken til den detroniserede »vinterkonge« Frederik V af Pfalz og en af de hovedansvarlige for Trediveårskrigens udbrud – ankommer til Westfalen for bag kulisserne at kæmpe for sin søns ret til Böhmen. 

Daniel Kehlmann: Tyll.

Forhandlingerne om Europas nyordning efter 30 års krig, der har berøvet en tredjedel af Tysklands befolkning livet og lagt det mest af Mellem- og Centraleuropa øde, foregår i en atmosfære af frivolitet og kynisme. Hvad der tæller, er alene ens optræden, overholdelsen af etiketten er alt.

»Den, der lavede en etikettefejl, kunne ikke vinde,« som Elizabeth formulerer det.

Længere væk fra magtens centrum, blandt kirkens folk og i samfundslivet i øvrigt, har troen en anderledes central placering, men også her kan den mindste fejl få skæbnesvangre følger. Afgørende er, om man forstår, hvor den næsten usynlige grænse går mellem troen og overtroen, mellem heksekunst, magi og hedenskab på den ene side og de af kirken sanktionerede ritualer og trossandheder på den anden. Tylls far forstod det som antydet ikke, og det kostede ham livet.

Men heller ikke for kirkens folk er det let at forstå. Én ting kan man dog være sikker på: Alle, der anklages, dømmes skyldige, alene fordi de helvedeskvaler, der følger af det strenge forhør, nok skal få dem til at bekende hvad som helst.

Forhandlingerne om tro og overtro og den hårfine grænse mellem dem løber som en rød tråd gennem det meste af romanen og giver anledning til mange bizarre diskussioner.

Flere af dem er knyttet til en af de store skikkelser i 1600-tallets lærdomskultur, jesuitten og polyhistoren Athanasius Kircher, som Kehlmann åbenlyst har nydt at riste. Hans vej krydser flere gange Tylls, fra processen mod faderen, der initieres af den unge, stadig noget usikre Kircher, til han som pavens særlige udsending foretager en ekspedition til Holsten hen imod krigens slutning for at finde den angiveligt sidste overlevende drage i Norden.

Med blodet fra en ægte drage mener han nemlig at kunne kurere pesten. Ikke fordi der er blevet set en drage i Holsten, overhovedet ikke, thi »en drage, der lader sig se, ville a priori allerede være genkendt som en drage og er således ingen ægte drage«.

Når dragen alligevel må antages at befinde sig i Holsten, skyldes det således netop, at den ikke er blevet set i Holsten. Nå ja, og så har Kircher for øvrigt også konsulteret et pendul, der siger det samme. Men sorterer pendulet da ikke under magi, vil hans forskrækkede rejseledsager vide, og så må Kircher jo overbærende forklare adepten, at det gør det naturligvis ikke, hvis man benytter sig af et ’magnetpendul’.

Videnskaben om drager

Kircher er det tætteste, man i Tyll kommer på en Humboldt eller en Gauß, men forskellene er selvsagt lige så slående som lighederne.

Videnskabs- og systemkritikken, den ironiske afklædning af tidens lærdomskultur har de to romaner til fælles.

Men den verden, der møder os i Tyll, synes ikke bare mere brutal, den henligger også i et mørke, hvor tro og viden endnu ikke er adskilt. Her er skovene stadig uendeligt store og mørke, fyldt med trolddom og væsener med magiske kræfter, som vi kender dem fra folkeeventyrene. Men det er af samme grund også en verden, det kræver en vis viden at navigere i, deraf behovet for ’drakontologien’, videnskaben om drager.

Tyll er et overflødighedshorn af en roman, encyklopædisk i sit stof, underholdende og trods sit alvorlige emne også meget morsom.

Kehlmann har naturligvis ikke kunnet dy sig for at lægge diverse duftspor ud til den opmærksomme læser. Der er skjulte portrætter af flere af tidens store personligheder, der er intenderede anakronismer og upålidelige fortællere, og så er der selvfølgelig indbygget overvejelser om kunsten at skrive historiske romaner og om erindringens tvivlsomme karakter.

Mest udførlig i så henseende er en af tidens kronikører, Martin von Wolkenstein, der ved et tilfælde bliver vidne til Trediveårskrigens sidste store slag, Slaget ved Zusmarshausen, men som bagefter desværre ikke er i stand til at beskrive »dette vigtigste moment i hans liv«, der fra nu af »bestemte, hvem han var, og hvad mennesker tænkte om ham«. Altså må han ty til andre kilder, og her byder en vis Grimmelshausen sig til.

Når Wolkenstein bliver bedt om at fortælle om slaget, gengiver han derfor, hvad han har læst i Simplicissimus, selv om han jo godt ved, at det her drejer sig om Slaget ved Wittstock. Men legen stopper ikke her, for fortælleren kan nu meddele, at »Grimmelshausen ganske vist selv havde oplevet Slaget ved Wittstock, men heller ikke kunne beskrive det og i stedet havde stjålet sætningerne fra en af Martin Opitz oversat engelsk roman, hvis forfatter derimod aldrig havde overværet et slag«.

Det er naturligvis også en slags poetik: Litteratur bygger på litteratur snarere end på virkelighed, også når der som her er tale om en historisk roman.

Kræsne kritikere har i årenes løb ofte rynket på næsen af Kehlmanns romaner, der næsten synes for virtuose og underholdende til at kunne gå an som stor kunst. Står der nu også nok på spil, er det ikke blot tom ekvilibrisme, savner de ikke eksistentiel dybde og karakter?

Kehlmann kunne ikke have givet sine kritikere et bedre svar end denne roman, der ligesom sin hovedperson balancerer på en knivsæg mellem krigens gru og kunstens evne til at få os til at glemme lidelsen, om det så bare er for det korte øjeblik, det tager linedanseren at komme fra den ene ende af linen til den anden.

Daniel Kehlmann: ’Tyll’. Rowohlt Verlag 2017, 474 sider, 23 Euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer