Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En dansk ’Tryllefløjten’ fra 1824 genopsat

Det Kongelige Teater har lavet en ny opsætning af Kuhlaus gamle opera Lulu, der i sine værste momenter ligner en ny julekalender for DR og i sine bedste ligner en ny gammel nationalopera.
Kultur
19. januar 2018

Friedrich Kuhlaus opera Lulu har ikke har været sat op på det Kongelige Teater siden 1838, hvor den ellers havde været en succes siden 1824. Modsat Kuhlaus opera Elverhøj, der endte som et nationalklenodie, er Lulu gået i glemmebogen sammen med en stor bunke andre syngespil af både Kuhlau og andre komponister fra den tid, hvor syngespil var på mode.

Weyse var den store syngespilskomponist og så sig selv og sin nationalromantiske stil i opposition til den lette italienske stil, der var så populær i udlandet og havde Rossini som frontfigur. Kuhlau, selv en Beethoven-tilhænger og en Mozart i ånden, delte samme kritiske indstilling over for den italienske stil, men i operaen Lulu kan man høre, hvor meget han har taget til sig, og hvor nemt det falder ham at kopiere denne stil.

Som Mozart var Kuhlau også frimurer, og som Mozarts Tryllefløjten tager Lulu også udgangspunkt i eventyrene omkring den bortførte prinsesse, den magiske fløjte og den onde troldmand og om at gå gennem ild og vand beskyttet af kærlighed. Men hvis Mozarts Tryllefløjten er broget og mystisk, så er Kuhlaus Lulu en rodebutik.

Det syntes iscenesætter Christian von Götz også, da han kastede sig over dramaet. Så der er skåret godt og grundigt i handlingen, som han kalder barok. Til gengæld har han hørt og analyseret sig frem til et drama i Kuhlaus musik om en ung piges kamp for sit eget liv og sin frihed, og dette har han valgt som sin historie i forestillingen i sin bestræbelse på at gøre historien relevant og tidssvarende.

En psykologisk befrielseshistorie kalder han det. Så kan man så spørge sig selv, om psykologigrebet er specielt hot, eller om det ikke ville være mere moderne at tage rodebutikken alvorligt, og i sidste ende – om det overhovedet tjener dramaet ikke at tage det hele alvorligt. Sådan helt ud fra den gamle, den, der tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt.

Handlingen kort er nogenlunde sådan, at prins Lulu iler rundt i en verden og kommer til et sted, hvor en farlig tiger terroriserer. Han nedlægger tigeren og får så til opgave at finde dronningen Periferihmes datter, Sidi, som en troldmand, Dilfeng, og hans søn Barca har bortført sammen med hendes magiske rosenknop. Til at hjælpe sig får han en magisk fløjte. Lulu finder Sidi, og sammen får de besejret Troldmanden og hans krybdyragtige slæng.

Moder Død

Götz laver den rammehistoire, at Sidi, før tæppet går op, ligger som en syg pige på sit dødsleje, får en lindrende eliksir at drikke og mødes så af en sort ballerina/dødsengel, der løfter tæppet for Periferihmes rige. Her møder Sidi sin kærlighed i Lulu og kæmper mod det onde sammen med ham, indtil de sejrer, og hun endelig lader sig kysse af den sorte engel.

I eventyret vil rosenknoppen blomstre, når Sidi bliver forelsket for første gang. I Götz’ fortolkning, er det, da rosenknoppen blomstrer, at Sidi giver efter for døden. Det er en smuk historie, om moder Død – Dronning Periferihme og den sorte dødsengel i én og samme person - der tager Sidi tilbage til sit rige i det øjeblik, hun elsker, giver efter, overgiver sig til naturen. Men ved siden af Götz’ måske vigtige historie lades det barokke en smule i stikken. Lulu på sin svævende slangetrone, krybdyrfolkets drikkefester og heksenes udskejelser er instruktionsmæssigt overladt lidt for meget til sjov og fjol.

Man bliver for eksempel træt af, at Sidis ellers modne karakter ender med at lave tegneserie-bldrr med tungen til Dilfeng, og man bliver meget træt af små fjollede koreografier til Kuhlaus dansemusik. Den ironiske distance bliver lidt et selvmål, og man tænker om fjollerierne, at de ved for meget slap line styrer forestillingen skævt og væk fra den nerve, Götz også selv har hørt i musikken: Ej blot til lyst!

Kost og mask i verdensklasse

Til gengæld har kostume- og sminkeafdelingen en fest. Det er Gert Henning-Jensen med Pocahontas-hår, Dronning Periferihme med påfuglekrave og Troldmanden Dilfeng og hele hans slæng i afsindigt flotte krybdyrsinspirerede kostumer med de mest fantastiske frisurer, så skøre og farverige, som kun naturen kan have fundet på.

Hvis der er et sted, Det Kongelige Teater virkelig kan svinge sig op i ligefrem høje internationale højder, så er det i denne afdeling. Også scenografien er fantastisk, Periferihmes Versaillesverden i en art deco-skal og alle de pasteller og pasticher, man kan drømme om, og gamle scenes eget Akropolistæppe i videokreationer med uvejr og udyr.

Det er måske ikke den største musik, men man må give den, at den er underholdende og til tider smuk, og at tiden går hurtigt, og at Det Kongelige Teater i en tid, hvor det slet ikke er en selvfølge at have sådan ét mere, i sin identitetsproces gør noget helt rigtigt i at kigge på og undersøge hele arven.

Gert Henning-Jensen var en smuk Lulu, Dénise Beck en stærk Sidi, Sofie Elkjær Jensen en yndig Vela, Henning von Schulman en grum Dilfeng og Michael Kristensen en særligt krybende Barca og vidnede alle om en vis dansk sangtradition. Danseren Siri Wolthoorn var en smuk og kærlig død.

Koret især er ikke at forglemme, med i næsten hver eneste scene, smukt syngende, dygtigt badmintonspillende, dårligere dansende, men godt drikkende, og nede i orkestergraven blev der fyret godt op, ikke mindst med triangel, under Sébastien Roulands direktion.

Friedrich Kuhlau: ’Lulu’. Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Musikalsk ledelse: Sébastien Rouland. Iscenesættelse: Christian von Götz. Scenografi: Lukas Noll. Det Kongelige Kapel. Det Kongelige Operakor. Indtil 7. februar 2018

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her