Læsetid: 4 min.

’Darkest Hour’ fortæller om dengang Winston Churchill kom, så og sejrede

Gary Oldman leverer en pragtpræstation i Joe Wrights ’Darkest Hour’ i rollen som den 65-årige Winston Churchill, der i maj 1940 bliver Storbritanniens nye premierminister og skal finde ud af, om landet skal forhandle med Hitler eller erklære Tyskland krig
Det vækker en vis opsigt, da den nyudpegede premierminister, Winston Churchill (Gary Oldman), i Joe Wrights ’Darkest Hour’ beslutter sig for at møde folket og derfor tager undergrundsbanen. 

Det vækker en vis opsigt, da den nyudpegede premierminister, Winston Churchill (Gary Oldman), i Joe Wrights ’Darkest Hour’ beslutter sig for at møde folket og derfor tager undergrundsbanen. 

Jack English

25. januar 2018

Winston Churchill var ikke nogen populær politiker i 1940 – i hvert fald ikke i sit eget parti, De Konservative. Storbritanniens premierminister, Neville Chamberlain, havde godt nok gjort Churchill til medlem af sit krigsråd, men Chamberlain og hans højre hånd, udenrigsminister Halifax, var ikke blandt den kontroversielle politikers største fans. Churchill argumenterede for krig mod de fremadstormende tyskere, Chamberlain og Halifax ville forhandle med Hitler med Mussolini som mellemmand.

Men Chamberlain havde mistet parlamentets tillid, og da han den 9. maj gik af som premierminister, blev det Churchill, der fik tilbudt hvervet. Halifax havde sagt nej tak, og Churchill var, mente Halifax og Chamberlain, den eneste, som oppositionen kunne acceptere som premierminister. Måske var Halifax selv ikke klar til den store udfordring, som Storbritannien stod over for, og som lidt firkantet handlede om risikoen for en tysk invasion og en lang og blodig krig eller en dyrekøbt fred.

Joe Wrights nye film, Darkest Hour, begynder – som titlen antyder – midt under denne alvorlige nationale og internationale krise, hvor en mere end kampklar Churchill (Gary Oldman) takker ja til at blive premierminister, og den følgende lille måned, hvor han forsøger at indgyde briterne kampgejst, samtidig med at han slås med sit eget modvillige krigsråd og sin tvivl i forhold til, hvad der er det rigtige at gøre. Skal han udfordre Hitler, velvidende at det meste af Europa efterhånden er tabt, eller skal han følge Chamberlain og især Halifax’ råd og forhandle med Hitler?

Det muliges kunst

Det er lidt af en tour de force, Gary Oldman leverer i rollen som den 65-årige Winston Churchill, der med kong Georgs (Ben Mendlesohn) ord har det med at gøre andre mennesker bange, kongen inklusive. Oldman er sminket til ukendelighed, og han både tramper afsted som den svære, excentriske premierminister med smag for god mad, vin og store cigarer og har styr på den skiftevis mumlende og kraftfulde diktion, når Churchill taler – hvilket han gør ofte og som regel med meget store bogstaver.

Gary Oldman spiller Winston Churchill i ’Darkest hour’.
Læs også

Den nyslåede premierminister er en blændende retoriker, og det er ikke mindst hans taler til befolkningen og parlamentet, der får overbevist også hans kritikere om, at det eneste rigtige at gøre er at gå i krig med Nazityskland – ellers vil de rende de britiske øer over ende. En anden grund til, at Oldmans præstation og Darkest Hour for alvor gør indtryk, er, at der også er tænkt på de stille, introspektive øjeblikke, hvor larger than life-politikeren bliver til et menneske med egen usikkerhed og tvivl. Og hvor selv storpolitik bliver til det muliges kunst.

Der er nogle meget fine og næsten rørende scener mellem Churchill og kongen, som til at begynde med slet ikke er begejstret for den nye premierminister, mellem Churchill og hans nye, uerfarne og lidt nervøse sekretær, Elizabeth Layton (Lily James), og mellem Churchill og hans kone, Clemmie (Kristin Scott-Thomas), som, fornemmer man, har fundet sig i meget af hensyn til sin mands karriere og glubende appetitter.

En stærk fortælling

I en af de bedste scener i Darkest Hour hopper Churchill til sin chaufførs store overraskelse pludselig ud af sin bil og forsvinder i menneskevrimmelen. Premierministeren, der aldrig før har kørt med bus eller undergrundsbane, vil tale med folket, og hvor gør man det bedre end i et tog under jorden? Her møder han hr., fru og frøken England, og det er – ifølge filmen, der af og til blander fakta og myte – ikke mindst de input, han får fra dem, som hjælper ham med at tage sin endelige beslutning mht. at gå i krig eller ej. Det er også dem, han citerer, da han senere taler til landets øvrige politikere.

Joe Wright, der er kendt for sin visuelle spændstighed og dramaturgiske eksperimenter i film som Soning, Hannah, Anna Karenina og Solisten, har med Darkest Hour lavet en af sine mere konventionelle film. Kameraet er som altid hybermobilt, og der er blevet plads til enkelte, stærke slowmotion-sekvenser, hvor Churchill i bil bevæger sig gennem Londons gader og observerer dagligdagen og de mennesker, hvis skæbne, han holder i sine hænder. Men det klæder filmen, at Wright så at sige ikke skejer mere ud.

Fortællingen om, hvordan Winston Churchil kom, så og på sin vis sejrede, både moralsk og menneskeligt, er stærk nok i sig selv til at kunne undvære formalistiske krykker. Churchill var allerede en markant politiker, da han blev premierminister, men han havde grimme pletter på cv’et, og der er ingen tvivl om, at hans ageren under Anden Verdenskrig ikke blot var med til at  sikre verdens overlevelse, men også hans eget eftermæle.

Darkest Hour. Instruktion: Joe Wright. Manuskript: Anthony McCarten. Britisk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
ingemaje lange, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Monggaard

Det er umuligt ikke at spekulere på, om man selv ville have været enig med Churchill eller Halifax - krig uden forhandling eller forsøge at finde en fornuftig fredsordning, når nu hele Europa var under Hitlers støvle.

I dag snart 80 år efter krigsudbruddet er det jo nemt nok; men i foråret 1940 var det ikke til at vide, at Hitler i 1941 ville gå i krig med USSR & USA på samme tid. Vi skal huske på, at hverken USSR eller USA erklærede krig mod Tyskland - det var den anden vej rundt.

Torben K L Jensen, Jens Thaarup Nyberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Uanset hvad man måtte mene om Sir W.C. - og han var på mange måder en mand, der skilte vandene - er det svært ikke at beundre ham for hans klarsyn og moralske styrke. Som een af få borgerlige politikere, havde han gennemskuet det fascistiske barbari, allerede inden det havde udfoldet sig i sin mest perverse form. Og han var aldrig i tvivl om, at han stod over for en helt afgørende civilisationskamp, som han - mod alle odds - måtte påtage sig. Derfor har WC en helt særlig plads, ikke blot i britisk- men også i verdens historie.

Flemming Berger, Jørn Andersen, Torben Lindegaard og Poul Genefke-Thye anbefalede denne kommentar
Finn Årup Nielsen

"der i maj 1940 bliver Storbritanniens nye premierminister og skal finde ud af, om landet skal forhandle med Hitler eller erklære Tyskland krig"

Der var allerede erklæret krig i september 1939.

Flemming Berger, Torben K L Jensen, Poul Genefke-Thye, Janus Agerbo og René Arestrup anbefalede denne kommentar