Læsetid: 5 min.

Dave Chapelle har en politik om ikke at undskylde

Den amerikanske komiker Dave Chapelle leverer i sine Netflix-shows det foreløbigt mindst pinlige (og ikke desto mindre stærkt utilpashedsfremkaldende) bud på, hvordan man griner og gør nar af #MeToo-kampagnen
12. januar 2018

En standupkomiker som amerikanske Dave Chapelle taler et særligt sted fra.

I sine to shows Equanimity og The Bird Revelation, der havde premiere på Netflix nytårsaftensdag, udtaler han sig både som en parodi på sig selv og som en sandhedssigende hofnar eller måske en ekstra kold i røven udgave af det lille barn fra Kejserens nye klæder, der siger ting, andre tier stille med af respekt for kejseren.

I standup er det ikke bare kejsere, der står for skud, men alle mennesker. For Dave Chapelle og mange andre komikere gælder det især mennesker, der hævder at vide, hvad der er rigtigt og forkert.

Vrænger og prædiker på samme tid

Dave Chapelle vrænger ad den offentlige moral, samtidig med at han bruger sig selv som et dårligt eksempel – ud fra hvilket han faktisk taler om, hvad der er rigtigt og forkert.

Det samme gør hans kollega Louis C.K., der sidste år faldt i unåde, fordi det i forbindelse med #MeToo-bevægelsen kom frem, at han har haft en ærgerlig vane med at intimidere kvindelige kolleger med sit pikspilleri.

Louis C.K. har offentligt indrømmet og undskyldt sin opførsel, og venner, kolleger og samarbejdspartnere som komikerne Marc Maron og Sarah Silverman samt skuespilleren og manuskriptforfatteren Pamela Adlon har taget afstand fra hans handlinger og erklæret deres medfølelse med de kvinder, der blev udsat for det.

Der har af gode grunde været konsensus om at behandle de kvinder og mænd, der er stået frem med #MeToo-vidnesbyrd, med utvetydig respekt. Komikeren James Corden fik eksempelvis ingen klapsalver for en række vittigheder om den voldtægtsanklagede filmproducer Harvey Weinstein til et velgørenhedsarrangement. De var så platte og joviale, at det virkede som udglatning. 

I The Bird Revelation spøger Dave Chapelle med anklagerne mod Louis C.K. Han gør grin med den alvor, som en af de udsatte kvinders udsagn om at være blevet frarøvet en drøm (om en karriere i underholdningsindustrien) er blevet mødt med. Vittigheden om, hvad der kunne være sket med Martin Luther Kings drøm, hvis han havde oplevet det samme, er ikke blandt de sjoveste i de to shows.

Det bedste ved dem er ikke, at de er sjove (selv om de langt hen ad vejen er det, fordi Dave Chapelle er så god til at bygge op og overraske), men at den utilpashed, de fremkalder, er tankevækkende.

Dave Chapelle »er ikke kommet for at få ret, men for at lave uro«. Han veksler mellem oprigtig anerkendelse af dem, der er stået frem, og upassende punktering af de præmisser, der plejer at følge med den anerkendelse.

Man tror på, at han mener det, når han siger, at komikere har et ansvar for at sige uforsvarlige ting. Og han mener det, når han opfordrer kvinder til at gå efter systemet frem for individer og til at få sig nogle ufuldkomne allierede som ham selv.

Alle er så sarte

»Jeg har en politik om ikke at have det dårligt med noget, jeg siger heroppe,« siger Dave Chapelle i Equanimity.

Han taler om de transkønnede, der blev vrede over den måde, han gjorde sig lystig over den transkønnede kendis Caitlyn Jenner på i showet Deep in the Heart of Texas: Dave Chapelle Live at Austin City Limits, der udkom i foråret 2017. Men han havde det alligevel dårligt med, at nogen har fået det dårligt med noget, han har sagt.

Det lyder som verdens mest halvhjertede, half-assed undskyldning. Han fortryder ikke, hvad han har sagt, men den virkning, det har haft på dem, der hørte det. Han er ikke ked af, at han har latterliggjort nogen – bare af, at de ikke brød sig om det.

Dave Chapelle taler om de transkønnede, som han efter eget udsagn ikke forstår, men respekterer. Igen veksler han mellem anerkendelse af rettigheder og latterliggørelse af marginaliserede. Udsagnet: »Jeg forstår ikke folks valg, men det skal ikke diskvalificere dem fra et liv med lykke, frihed og sikkerhed« står side om side med genopførelsen af en plat vittighed om Caitlyn Jenners underliv. 

»Alle er så sarte,« siger han på et andet tidspunkt og forklarer, at nogle gang er det sjoveste, man kan sige, ondt. 

»Jeg siger en masse onde ting, men I må forstå, at jeg ikke siger dem for at være ond. Jeg siger dem for at være sjov. Og alt kan være sjovt – indtil det sker for dig selv.«

Den trosbekendelse til retten til at gøre nar ad andre kombineret med den afsluttende anerkendelse af, at det ikke nødvendigvis er sjovt for dem, gennemsyrer Equanimity og The Bird Revelation. 

Ufuldkomne allierede

Dave Chapelle indleder Equanimity som en blærerøv, der praler med, hvor god han er til at skrive vittigheder. Han er så god, at han kan begynde med punchlinen og så arbejde bagud derfra. 

»And then I kicked her in the pussy!« lyder det f.eks., og så griner alle en latter, der ligger lige mellem lettelsen over at have genopdaget et frirum for grovkornede grænseoverskridelser, og utilpasheden over ikke at vide, hvilket fælt terræn den punchline vil sende aftenens midtpunkt ud i.

Så taler han om sin opvækst og sin nuværende position som en succesrig, velhavende afroamerikansk mand, der ikke voksede op i nogen ghetto, men i et velstående middelklassekvarter, som hans forældre lige nøjagtig havde råd til at bosætte sig i. Det betød så, at han var omgivet af børn, hvis forældre havde flere penge, end hans egne forældre havde. Han var priviligeret, men kunne se, at andre var endnu mere priviligerede end ham.

Herfra bliver det mere grumset. Chapelle spiller udspekuleret og faktisk virtuost på det komplekse sammensurium af måder, samfundsborgere er forskelligt stillede på. Klassetilhørsforhold, hudfarve og køn f.eks. Han lader forstå, at han godt ved, at han ikke er blandt de mest udsatte borgere, men etablerer også som underliggende præmis for den anekdote om at være hjemme hos en legekammerat, der skal have noget fornemt, han ikke har smagt før, til aftensmed, at fremmedgørelse er en reel faktor, når man vokser op i et klassesamfund.

Den bevidsthed planter han effektivt i sit publikum, inden han på en imponerende flabet og udspekuleret måde punkterer fortællingen om den lille dreng på udebane med et ubehøvlet callback – en reference til noget, han har sagt tidligere.

Når Dave Chapelle slipper af sted med at være så umanerligt grov i munden, som han er her, er det fordi vittigheden dybest set handler om at demonstrere, hvor meget kontrol han har over, om publikum føler sympati eller antipati for den figur, han lige nu står og gør på scenen.

Det er både en måde at spille med de retoriske muskler og en måde at bevidstgøre publikum om, hvor effektivt demagogiske tips og tricks kan virke.

Især det sidste, tror jeg, er en god ting at gøre lige nu.

Equanimity og The Bird Revelation kan ses på Netflix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu