Læsetid: 4 min.

Debutroman om livet i velfærdsstaten er den perfekte pastiche

Reimar Torkil Juuls debutroman om det på én gang fascinerende og fjollede forsøg på at forme det fælles liv i velfærdsstatens sociale boligbyggeri er usandsynligt udknaldet og usandsynligt underholdende. Om den også er mere end det, er mere uklart
Juuls debutroman tager sin begyndelse i en grotte i urtiden, der ligger for foden af den samme høj, hvor det fiktive og genialt generiske sociale boligbyggeri Æblehavegårdparken (komplet med selskabslokale og friluftsbad, stisystem og mose, modernistisk kirke, indbygget indkøbscenter og nærliggende S-togsbane) senere opføres.

Juuls debutroman tager sin begyndelse i en grotte i urtiden, der ligger for foden af den samme høj, hvor det fiktive og genialt generiske sociale boligbyggeri Æblehavegårdparken (komplet med selskabslokale og friluftsbad, stisystem og mose, modernistisk kirke, indbygget indkøbscenter og nærliggende S-togsbane) senere opføres.

Torbjorn Andersson

20. januar 2018

Egentlig burde det ikke være mig, der anmeldte Reimar Torkil Juuls usandsynligt udknaldede og usandsynligt underholdende debutroman Livet under solen, men derimod Tue Andersen Nexø, Informations egen specialist i dansk samtidslitteraturs »vidnesbyrd fra velfærdsstaten«. Romanen er i hvert fald et vildt et af slagsen.

Juuls roman – som er meget mere plotmæssig troløs og fuld af alle mulige andre, mere eller mindre modstridende scenarier, end jeg nu vil få det til at lyde af – tager sin begyndelse i urtiden. Her falder en fortidig fårehyrde med krøllede lokker over en endnu mere fortidig kæmpes skelet i en grotte.

Grotten ligger for foden af den samme høj, hvor det fiktive og genialt generiske sociale boligbyggeri Æblehavegårdparken (komplet med selskabslokale og friluftsbad, stisystem og mose, modernistisk kirke, indbygget indkøbscenter og nærliggende S-togsbane) senere opføres, i en fjern fremtid igen synker i grus og en endnu fjernere fremtid findes af en kommende civilisation, der forsøger at tyde, hvilken »humanoid organisme« betonbrokkerne fra den sammenstyrtede etagebeboelse kan have huset.

Inden da er det almennyttige højhus ramme om livet, som det for en yderst syret stund på den ene side forsøges formet efter velfærdsstatslige idealer. Og på den anden faktisk former sig. Kort fortalt som en lang række af fantastisk usandsynlige hændelser og skæbner, der fører til velfærdsstatens undergang, og hvis lige så usandsynlige helte udgøres af endnu en krølhåret dreng (der får en mystisk metalstang fra kæmpens grav i hænde) og en halvblind pige med glasøje (fra hvis skød fremtidens mennesker ender med at springe).

Reimar Torkil Juul er født i 1972 og har både en karriere som fotograf og en bibliotekaruddannelse bag sig. Han har altid haft en drøm om at skrive, men det har været noget, han gjorde ved siden af alt det andet, han beskæftigede sig med. Først da han kom ind på Forfatterskolen i 2012, besluttede han sig for at gøre alvor af skriverierne, og det er der nu kommet en roman ud af.
Læs også

Alt er evig gentagelse, og civilisationen overlever velfærdstaten, synes den komiske og kosmiske pointe med denne helt store historie om velfærdstatens rolle i verdenshistorien at være.

Romanens kosteligt brogede persongalleri tæller udover vores to helte og deres forældre bl.a. en tryllekunstner, en talende ravn, sovjetiske kosmonauter og fremmede magter på fjerne planeter. Hertil en skolekammerat, der trods skoletandlægens formaninger og med skæbnessvangre følger kommer til at sluge fluoren ved den obligatoriske fælles mundskylning, en tidligere telefonistinde i efterretningstjenesten, der gør karriere som udspringer, en elektronikingeniør, der bygger en kunstmalende robot, og en digterinde, der residerer i højhusbyggeriets kunstnerbolig og, som det viser sig, holder velfærdsstatens undergang fra døren ved at læse højt for en kødædende blomst. 

Reimar Torkil Juul: Livet under solen

Fascineret og frastødt

Den virkelige hovedperson er dog det biologiske liv, der på trods af dets egentlig mageløse mistrivsel i den almennyttige boligutopi, hvor alle taber deres tænder, og reproduktionslysten daler, alligevel banker igennem som historiens egentlige drivkraft. Det har romanens fortællere et kosteligt velfærdsfremmedgjort blik – og Juul et helt usandsynligt skarpt sprog – for.

Her til et møde i et byggeudvalg »i kommunalt regi«, hvor glasøjepigens far som beboerrepræsentant og med udråbet »fanden fræse mig et nyt ansigt i min hovedskals knogler med en sløv mejsel« forgæves har anfægtet arbejdsmoralen blandt udvalgets andre medlemmer, en socialdemokrat, der nikker »kammeratligt«, en arkitekt, der nikker »modernistisk« og en ingeniør, der nikker »sagligt«:

»Jeg tror godt, jeg kan leve mig ind i dine følelser, sagde formanden for boligselskabet. Midt i ansigtet sad en horisontal læbe- og skægomkranset, mimrende spalte, hvor der undslap lyde mellem nikotingule tandstumper. Længere oppe, over et fremspring, men under hårgrænsen, var der to fugtige og glimtende huller, der reflekterede lyset. Hullerne lignede små spejlæg. En hudfold gik af og til ned som et gardin og fugtede de to åbninger, der ligesom stirrede på mig. Jeg var på en og samme tid fascineret og frastødt. Det kunne ikke udelukkes, at en bevidsthed residerede bag gluggerne.«

På »samme tid fascineret og frastødt«, det er vist også en kommentar til romanens egen fremstilling af det fascinerende og om ikke frastødende, så både forgæves og fjollede forsøg på at forme det fælles liv, som ligger i velfærdsstatens utopiske forestilling om det sociale boligbyggeri som ramme for livet fra vugge til grav.

Virkelig god underholdning 

Romanens skepsis over for velfærdsstaten synes aldrig helt ironisk og aldrig helt uironisk. Det er endda, som om Reimar Torkil Juul (der da også er født i 1972, men først uddannet fra Forfatterskolen i 2014) forener nogle af de ellers forskellige tendenser i henholdsvis 00’ernes og 10’ernes litterære fremstillinger af livet i velfærdsstaten, som Tue Andersen Nexø tidligere har skrevet om her i avisen.

Hele romanens setup minder på den ene side umiskendeligt om Camilla Christensens Jorden under Høje Gladsaxe, der er fra 2002 og også handler om fortidslevn begravet under socialt boligbyggeri. På den anden side leder dens apokalyptiske scenarie, fokus på materiens eget liv og den helt åbenlyse poetiske sensibilitet og kvalitet, som flere af især dens fortids- og fremtidsbilleder har, lige så uundgåeligt tankerne hen på nyere digtere som Glenn Christian og Theis Ørntoft og på romanforfattere så forskellige som Harald Voetmann, Dennis Gade Kofod, Kristian Byskov og Amalie Smith.

Det er altså næsten, som om Reimar Torkil Juul ikke kun karikerer velfærdsstaten, dens typer og sprogtoner i sin roman (og i hele sin stil derfor først og fremmest virker inspireret af den amerikanske pastichemester Thomas Pynchon). Det er, som om Juul faktisk også har skrevet, ikke en parodi, men en slags pastiche på den samtidslitterære fremstilling af livet i velfærdsstaten.

Det ville være paradoksalt at kalde originalt, det kommer også til at føles lidt som en gimmick – apropos aldrig helt ironisk og aldrig helt uironisk – omend gjort med et, ja, nærmest usandsynligt sprogligt og litterært overskud. Romanen er den perfekte pastiche. Om den også er mere end virkelig god underholdning, er mere uklart.

Reimar Torkil Juul: ’Livet under solen’. Gyldendal. 120 sider. 199,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu