Læsetid: 8 min.

DR1’s kulturmagasin Gejst påstår, at kultur er noget særligt, men formår ikke at vise det

En evig fælde i kulturjournalistikken er, at man håber, at det kedelige bliver spændende, og det banale dybt, fordi det lugter af kultur eller kommer ud af munden på en kunstner. Det gør det ikke. Heller ikke på DR1
Gejst foregår ude blandt hovedpersonerne – i første program hos skuespilleren Søren Malling (t.h.) på et filmset. Problemet er, at der ikke rigtig sker noget.

Gejst foregår ude blandt hovedpersonerne – i første program hos skuespilleren Søren Malling (t.h.) på et filmset. Problemet er, at der ikke rigtig sker noget.

David Hedtoft Reynisson

24. januar 2018

Her er Søren. Han arbejder i offshorebranchen. Flere og flere danskere arbejder i offshore, for det er en branche i vækst. Vi ser Søren trække i kedeldragten. Det er morgen, han ser træt ud. En interviewer spørger ham, hvad han laver, og han fortæller, at han er ved at tage kedeldragt på.

Et håndtegnet diagram viser, at det globale olie- og gasforbrug stiger. Et par eksperter forklarer, at det betyder flere job i offshore. Tilbage på boreplatformen forklarer Søren, at det er lidt hårdt at måtte undvære venner og familie, når man arbejder.

Sådan fortsætter det i 25 minutter i første afsnit af DR1 nye kulturelle flagskibsprogram Gejst – med den ene forskel, at programmet handler om tidens populære streaming af serier, og at hovedpersonen ikke er en borebisse, men den folkekære skuespiller Søren Malling på tv-serieoptagelser i Irland.  

Men forskydningen til det tænkte eksempel, hvor programmet handler om offshore, viser nogenlunde, hvad der er galt med debutprogrammet. For man ville aldrig sende 25 minutters magasinfjernsyn med så lidt på hjerte, hvis det havde handlet om noget andet end kultur. 

Munden på en kunstner

En evig fælde i kulturjournalistikken er, at man bliver så ærbødig over for emnet og aktørerne, at man håber, at det kedelige bliver spændende, og det banale dybt, fordi det lugter af kultur eller kommer ud af munden på en kunstner. Det gør det ikke.

Programmet er ellers rigtig flot. Det foregår ude blandt hovedpersonerne – i første program hos skuespilleren Søren Malling på et filmset og i andet program hos musikeren Søren Huss i hans hjem og på teatret Svalegangen i Aarhus – og det er skønt, at vi ikke er i et studie, men on location ude i verden.

Programmerne forsøger at have en indbygget dramaturgi ved at følge en hovedperson, der skal noget – og handlingen bliver så afbrudt af eksperter, der skal give perspektiv og kontekst. De kloge hoveder bliver iscenesat mere samtalende end docerende, og det fungerer godt. Ideen om en handlende hovedperson er også god. Det kræver bare, at der sker noget. Det gør der ikke i første afsnit, og så bliver programmet med dets 25 minutter mindst 20 minutter for langt.

Heldigvis sker der lidt mere i Gejsts anden udsendelse, hvor sangeren Søren Huss skal til Aarhus og se en prøve på en teaterversion af sit syv år gamle og dybt personlige album Troen & Ingen om hustruens tragiske død. Det giver en vis sitren, at han på en måde skal møde sit eget værk til sidst, og det er skønt, at han faktisk er kritisk over for dele af teatrets fortolkning. Her får programmet lidt friktion og nerve og løfter sig i en retning, som jeg håber, det vil fortsætte i.

Lyder som mol

Da programmet blev annonceret i november, kaldte værten Louise Wolff kultur for »flødeskummet på vores daglige tilværelse«, men i weekendens Berlingske udvidede hun sit kulturbegreb og sagde, at kulturen både er erindrende, inspirerende, kritisk og udviklende for samtiden.

Det ville være vidunderligt, hvis Gejst gennemgik samme udvikling og blev netop det.

For det er skønt, at kulturstoffet endelig kommer ud på DR’s hovedkanal med et stort budget i ryggen og masser af potentielle seere i stedet for at være forvist til de mere skrabede nichekanaler.

Men indtil videre er nærmest alle kanter og ambitioner fraværende, og jeg mistænker, at det skyldes DR’s evige undervurdering af deres hovedkanalseere. Svært, komplekst og flertydigt stof skal vige for flødeskum, som ingen slår sig på.

Det musikteoretiske niveau rækker i andet afsnit derfor ikke langt videre end til at fortælle, at dur lyder optimistisk, mens mol lyder sørgeligt, og med den viden slået fast kan man sige, at eksistensen af et kulturmagasin på DR1 klinger optimistisk, mens modet og ambitionsniveauet på kulturens område stadig lyder henad mol.

Kulturmagasinet Gejst vækker behagelig begejstring og moderat skuffelse

DR1’s nye kulturmagasin Gejst tager fat på alskens emner, der handler om kultur. Eller gør det? Her fortæller tre kerneseere fra tre aldersgrupper, hvad programmet kan – og hvad det ikke rigtig kan. Der er enighed om, at Gejst er en kryptisk titel, men ikke om så meget andet

Jacqueleen Fleron

15 år og efterskoleelev:

»Jeg kendte ikke noget til programmet på forhånd, men jeg blev overraskende hurtigt fanget. Vi kommer nogle forskellige steder hen, det er fedt. Det var især det første program, der talte til mig. Det handler om udenlandsk serieproduktion, om skuespiller Søren Malling, der indspiller en serie i Irland. Det var spændende at få et indblik i, hvad der rører sig på den front – og hvordan en hverdag for en dansk skuespiller kan se ud helt konkret. Og de to eksperter kom med gode input, de var meget passionerede og leverede en god blanding af tørre fakta og fun facts.«

»Det andet program var anderledes rørende. Det handlede om Søren Huss, der har brugt musikken til at bearbejde sin sorg over sin kones død. Programmets vært (Louise Wolff, red.) følger Søren Huss fra Nyborg til Aarhus, hvor han skal se en teateropsætning af hans sange. Jeg synes, programmet var sat op på en gode måde; vi hører først hans historie og hans musik, derefter ser vi ham opleve andres fortolkning af det. Og eksperten var sådan en lidt tør hjerneforskertype, der vidste en masse om musik og sorg. En lidt spøjs kombination, måske, men jeg lærte noget nyt.«

»Jeg synes, at programmerne er velproducerede og nede på jorden. Det er ret simpelt, men de små effekter og tegninger giver lidt liv. Tempoet er behageligt langsomt, men det bliver hverken for kedeligt eller for flødet. Jeg tror, de fleste vil kunne følge med. Og det er vigtigt med et kulturprogram, der taler til mange forskellige slags mennesker. Der er nok mange, især unge, der ikke ved, hvor meget kultur, der egentlig er rundt omkring i Danmark. Jeg ville have tænkt, at Nyborg var en lille landsby i et mørkt Jylland, men det er jo et sted på Fyn med masser af musik. Det er godt, at det hele ikke drejer sig om København, og det er fedt at lære nogle nye mennesker og steder at kende. Men de skulle overveje et andet navn til programmet, jeg forstår altså ikke, hvorfor det hedder Gejst.«

Nikolaj Reinholt Johannesen

27 år, højskolelærer:

»Jeg har nu set de to første udsendelser af kulturmagasinet Gejst, og jeg har altså stadig ikke forstået, hvad det er for et program. Hvad det vil, og hvem det er til. Jeg savner en ramme eller en åbningssekvens, der fortæller mig, hvor vi skal hen – og hvorfor. Og hvad er Gejst for en titel? Den er lidt for luftig og kryptisk til min smag.«

»Der er ret stor forskel på de to første programmer. Det første med skuespiller Søren Malling handler egentlig ikke om kultur, synes jeg, det handler mere om den lille dansker i det store udland. Søren Malling kunne lige så godt betjene en pølsevogn og kæmpe for et gennembrud på det internationale pølsemarked. Det har først og fremmest karakter af at være et portrætprogram om Søren Malling – og har vi ikke allerede hørt en del om ham? Han er efterhånden en rimelig nær ven af DR Byen, han har haft store roller i de fleste nyere DR-produktioner. Og eksperterne er lidt pseudo-agtige. De udtaler sig i alment kendte seriesandheder – ’serier er store i dag’, ’der er flere penge i udlandet’ og den slags. Jeg ville hellere præsenteres for noget nyt, noget mindre kendt.«

»Og det er da også derfor, jeg er langt gladere for program nummer to: Her møder vi i sanger Søren Huss en person, der ikke i forvejen er i tv hver aften. Og historien om ham og hans plade, om konens død og sorgen, er en historie med både substans og perspektiv, synes jeg. Hjerneforskereksperten giver også god indsigt, jeg ikke allerede havde.«

»Jeg synes, det kunne være fedt, hvis programmet turde spørge lidt mere til, hvad kultur egentlig er – og få seeren til at tænke over det. DR må gerne udfordre lidt mere, tænke lidt mere ud af boksen, og det må gerne være lidt mindre hyggeligt. Indtil videre synes jeg ikke, det er en ’indgang til kulturens mangfoldighed’, som der står i programbeskrivelsen. Men altså, jeg vil da give det en fair chance og se det næste program også. Det kan være, jeg her bliver klogere på, hvad det overordnede koncept er.«

Annemette Due

63 og dansklærer:

»Jeg er egentlig storforbruger af DR’s kulturstof, men jeg må indrømme, at det her program er gået helt under radaren for mig. Men da jeg fik det set, blev jeg ganske positivt overrasket. Jeg skulle lige lure konceptet, programmets anslag og navn gav udtryk for, at det var noget ganske andet, synes jeg. Det virkede noget peppet først, men det viste sig at være et ganske langsomt og eftertænksomt program.«

»Det første program, det om Søren Malling og hans irske tv-serie, fremstod lidt besynderligt først. Som om vi bare skulle gå en kendis i skoene. Men eksperterne fortalte levende om seriekultur i ind- og udland, og de fik mig til at reflektere over, hvilken rolle serierne spiller for os i dag. De har erstattet romanerne, lød det. De præsenterer os for karakter, vi kan identificere os med, de fordrer empati og den slags. Interessant, tænkte jeg.«

»Programmet om Søren Huss, som jeg ikke kendte på forhånd, gav indblik i, hvordan musik kan bruges til sorgbearbejdelse. Og hvordan sange kan omskrives – fra musikscene til teaterscene. Der var en del interviews med andre, der havde mistet og brugt musikken i deres sorgproces, de gav stof til eftertanke, synes jeg.«

»På den måde er programmer en slags appetitvækkere, jeg får lyst til at gå ombord i flere serier og lytte til musik, jeg ikke allerede kender. Og det er dejligt, at vi kommer lidt omkring – programmet virker til at gå på tværs af både genremæssige og geografiske grænser. Man kommer under huden på folk, især de hyggelige, populære og ukontroversielle typer. Men det er også udmærket public service, og jeg vil bestemt se med fremover.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Forskræppet til næste program - om litteratur - lyder til at være under bæltestedet. Absolut ikke højpandet, men det er nok desværre også for meget at forlange. Og man kan da heller ikke beskylde de hidtidige udsendelser for at have været det.

Gad vide, hvem målgruppen er? Om overhovedet nogen.

Bjarne Toft Sørensen

En MAer, uddannet inden for Kunst og Kultur, fortalte mig for et par år siden, hvad hun havde fået ud af et kursus i museumspædagogik. Det vigtigste er at skabe en fortælling, der giver folk en god oplevelse, var svaret.

Så bliver konsekvensen desværre ofte, at "svært, komplekst og flertydigt stof skal vige for flødeskum, som ingen slår sig på", som det formuleres i artiklen.

Hvis kultur skal fungere på præmissen oplevelsesøkonomi i betydningen høje seertal og gode kundeoplevelser, er resultatet vel meget forudsigeligt.

Steffen Gliese

Giv folk kultur i stedet for at tale om det - så kan vi tale om det bagefter!
Vis rundt på en kunstudstilling - genopfind Peter Poulsen, han var så god til det, at han kunne gøre det i radioen, hvor folk ikke engang behøvede at se billederne.
Mere teater - også gerne produceret af DR selv - mere musik, lad Philip Faber gennemgå værker, inden DR K (eller DR1, hvis det skal være rigtig godt) sender en torsdagskoncert.
Og lad os så få diskussionen live bagefter med folk fra publikum og nogle kunstnere.

Bjarne Bisgaard Jensen, Nike Forsander Lorentsen, Herdis Weins og Annemette Due anbefalede denne kommentar