Læsetid: 4 min.

Fanget i det retningsløse

Grænsen mellem fantasi og fakta er mere åben end nogensinde i Niels Franks nye genrehybride historier, der kredser om og ud fra emnet og stedet byen, så det både føles næsten gammeldags og helt tidssvarende
Grænsen mellem essay og digt har altid været til forhandling i Niels Franks forfatterskab. Det er også tilfældet i ’Vulkaner på månen’.

Grænsen mellem essay og digt har altid været til forhandling i Niels Franks forfatterskab. Det er også tilfældet i ’Vulkaner på månen’.

Finn Frandsen

6. januar 2018

»Poesien har muligvis overlevet ikke blot mig, men også sig selv, som så meget andet i vores tid. For ikke så længe siden, da den gemte sig i alting som en ånd eller en naturkraft, kunne den tiltrække digterne, som var den en duftende kvinde, men nu tørster verden efter billeder. Rigtige billeder.«

Sådan konstaterer fortælleren i en af historierne i Niels Franks nye Vulkaner på månen. Og sådan lyder en af den slags passager, som bogen både er fuld af, og som føles som en nøgle, uden man af den grund helt ved, hvilken lås den passer i.

For det første fordi forfatteren Niels Frank selv heller ingen digte har udgivet siden Små guder fra 2007. I 2013 kom romanen Nellies bog og i 2015 portrætterne Tristhedens historie. ’Historier’ er også genrebetegnelsen, som de 21 »eventyr, rejseberetninger, skrøner og skæbnefortællinger« i Vulkaner på månen bærer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Indledningsvis: Anmeldelsen viser, at anmelderen har et godt kendskab til Niels Franks forfatterskab.

Men:
Der er forskel på undersøgelser af kunst med kunstens midler og så "slet skjulte essays om kunst".
Nøgler, der hentyder til deres egen billedlige fortælleform er netop poesiens forsøg på undersøgelse af poesien i eksemplets form.

Når noget synes "at fortabe sig lidt" er det måske netop en pointe, at det er her, den åbne digtning kræver et arbejde af læseren og anmelderen? Hvad med, at anmelderen anstrengte sig lidt? Som der også nævnes et andet sted - hvorfor ulejlige sig med ting, der kun rummer én sandhed?

Når noget føles "underligt fanget i noget retningsløst mellem" gammeldags og tidsvarende, bør det vel præciseres, ud fra hvilket perspektiv tingene tager sig sådan ud? Hvilket kunstsyn tales der f.eks. ud fra ved en sådan karakteristik?