Læsetid: 4 min.

Fanget i det retningsløse

Grænsen mellem fantasi og fakta er mere åben end nogensinde i Niels Franks nye genrehybride historier, der kredser om og ud fra emnet og stedet byen, så det både føles næsten gammeldags og helt tidssvarende
Grænsen mellem essay og digt har altid været til forhandling i Niels Franks forfatterskab. Det er også tilfældet i ’Vulkaner på månen’.

Grænsen mellem essay og digt har altid været til forhandling i Niels Franks forfatterskab. Det er også tilfældet i ’Vulkaner på månen’.

Finn Frandsen

6. januar 2018

»Poesien har muligvis overlevet ikke blot mig, men også sig selv, som så meget andet i vores tid. For ikke så længe siden, da den gemte sig i alting som en ånd eller en naturkraft, kunne den tiltrække digterne, som var den en duftende kvinde, men nu tørster verden efter billeder. Rigtige billeder.«

Sådan konstaterer fortælleren i en af historierne i Niels Franks nye Vulkaner på månen. Og sådan lyder en af den slags passager, som bogen både er fuld af, og som føles som en nøgle, uden man af den grund helt ved, hvilken lås den passer i.

For det første fordi forfatteren Niels Frank selv heller ingen digte har udgivet siden Små guder fra 2007. I 2013 kom romanen Nellies bog og i 2015 portrætterne Tristhedens historie. ’Historier’ er også genrebetegnelsen, som de 21 »eventyr, rejseberetninger, skrøner og skæbnefortællinger« i Vulkaner på månen bærer.

Niels Frank: Vulkaner på månen

De kredser alle, i den ene eller anden og også meget spredte forstand, om og ud fra emnet og stedet byen: fortidige byer og nutidige, virkelige og forestillede. Om selve konceptet bys mere eller mindre spekulative historie, om mere eller mindre faktiske opfindelser og mere eller mindre mystiske erfaringer gjort i byen.

Én historie fortæller om den historiske sultan Mehmed II, der »hinsides kendsgerningerne« en dag bevæger sig forklædt ud i byen, han selv har bygget, hvilket bliver lignelsesagtigt skæbnesvangert for ham. Én fortæller om en by i en vulkan, én i en pige ved navn Fridalils drøm og én om forfatternes by Legenda, hvor indbyggerne »bor i en forestillet verden« og ikke er »individer, men figurer eller karakterer«:

»Deres minder er flashbacks, i stedet for tanker har de bevidsthedsstrømme. Byens sindssyge taler ikke i vildelse, de fabulerer. Den enkeltes gøren og laden følger på forhånd fastlagte skæbnemønstre, tilfældigheder undgås så vidt muligt, de betragtes som dårlig stil. Hvis det går en indbygger skidt, omtales han som antihelt, for helst vil man slippe for at sige tingene ligeud – mere dårlig stil.« Fiktionsleden er af samme grund udbredt blandt indbyggerne i Legenda.

Særlig skælmsk højtidelighed

Fiktionslede kan man ikke anklage historierne i Vulkaner på månen for. Omvendt kunne man læse den muligvis mellemamerikansk inspirerede, næsten mytiske og tit helt lignelsesagtigt billedlige fortælleform, de dyrker, som en modreaktion på både forfatterskabets egen og tidens essayistiske og antifiktive tendens. Og så alligevel slet ikke.

Grænsen mellem essay og digt har altid været til forhandling i Niels Franks forfatterskab. Med historierne her – og det er måske også det, genrebetegnelsen historier siger – synes grænsen dog at være mere åben end nogensinde. Fantasi og fakta er tæt sammenvævet i det billedtæppe, de tilsammen danner. Og hvad er fantasi »andet end virkelighed med andre midler«, som der spørges et sted. Hvorfor »ulejlige sig med ting, der kun rummer én sandhed«?

For det andet føles passagen som en nøgle, fordi den hentyder til denne sin egen så billedlige fortælleform. Ligesom alle historierne også er slet skjulte essays om kunst, handler de alle lige så meget om billeder af byer som bare om byer. De beskriver og udfolder sig om og som malerier og myter.

De er selv billeder, nøjagtigt så fascinerende og fantasifuldt farve- og detaljerige som det bypanorama af den nicaraguanske maler Álvaro Gaitán, som er gengivet på bogens omslag. Som i øvrigt både ligner og er helt anderledes ikkerealistisk end det byportræt, der prydede omslaget på Små guder. Men hvad det helt er for sandheder i flertal om byer såvel som om billeder og vores billedtørstige tid, de fantastiske fortællinger så rummer, synes til gengæld også at fortabe sig lidt.

For det tredje er passagen eksemplarisk for den måde, denne billedlige fortælleform også har noget så nærmest altmodisch over sig. Fortællingerne i Vulkaner på månen er legende veloplagte, når de kosteligt beretter om at skide i bukserne i Venedig og bagefter tabe snavsetøjet midt på Markuspladsen for eksempel.

Deres særlige skælmske højtidelighed, når de taler fra det sted, hvor det ikke er længe siden, at poesien var ånd og som »en duftende kvinde«, og hvor det kan konstateres, hvad verden som sådan tørster efter – udsagn, der ligesom samtidig ironisk afvæbner sig selv – har jeg det mere ambivalent med.

Hvis Vulkaner på månen, som det er oppe i tiden, dyrker en billedlig og hybrid form, er det vist med en indbygget pointe om, at dette hybride snarere end at være senmoderne formløshed har rødder i selve mytens urform som blandet billedtæppe. Og god pointe. Men de føles også underligt fanget i noget retningsløst mellem dette gammeldags og tidssvarende.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen vil fremover anmelde litteratur og teater i Information

Niels Frank: ’Vulkaner på månen’. Gyldendal. 270 sider. 250 kr. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Indledningsvis: Anmeldelsen viser, at anmelderen har et godt kendskab til Niels Franks forfatterskab.

Men:
Der er forskel på undersøgelser af kunst med kunstens midler og så "slet skjulte essays om kunst".
Nøgler, der hentyder til deres egen billedlige fortælleform er netop poesiens forsøg på undersøgelse af poesien i eksemplets form.

Når noget synes "at fortabe sig lidt" er det måske netop en pointe, at det er her, den åbne digtning kræver et arbejde af læseren og anmelderen? Hvad med, at anmelderen anstrengte sig lidt? Som der også nævnes et andet sted - hvorfor ulejlige sig med ting, der kun rummer én sandhed?

Når noget føles "underligt fanget i noget retningsløst mellem" gammeldags og tidsvarende, bør det vel præciseres, ud fra hvilket perspektiv tingene tager sig sådan ud? Hvilket kunstsyn tales der f.eks. ud fra ved en sådan karakteristik?