Læsetid: 4 min.

En finne, en japaner og en tysker går ind på et kunstmuseum ...

Tre pionerer inden for elektronisk musik, Alva Noto, Ryoji Ikeda og Mika Vainio, har en enkelt gang slået deres evner sammen. Det skete ved en koncert i Newcastle, der nu endelig er blevet dokumenteret. Det er en stor kunstnerisk egoopløsning – og samtidig en sørgemarch for den afdøde, finske tredjedel, Mika Vainio
Tre pionerer inden for elektronisk musik, Alva Noto, Ryoji Ikeda og Mika Vainio, har en enkelt gang slået deres evner sammen. Det skete ved en koncert i Newcastle, der nu endelig er blevet dokumenteret. Det er en stor kunstnerisk egoopløsning – og samtidig en sørgemarch for den afdøde, finske tredjedel, Mika Vainio

Noton

26. januar 2018

Det er diset hele dagen. Arbejdsåret er i gang, og blæsten får det til at føles ti grader koldere, end det er. Men måske oplever du stadig den pludselige, uforklarlige lyst til at gå en tur. Bare en kort tur, der, hvor du bor, for at trække semifrisk luft ned i lungerne og høre din egen tankestrøm blive blandet med trafikstøjen. Måske foretrækker du at høre musik, mens du går.

Det kunne være lydsiden til sådan en tur, som de tre eksperimenterende elektroniske musikere Mika Vainio, Ryoji Ikeda og Alva Noto har komponeret på deres fællesalbum Live 2002. Lad blot ikke albummets stilfærdige start lokke dig til automatisk at skrue helt op for lydstyrken i dine hovedtelefoner. Albummet bevæger sig nemlig hurtigt ud i en abstrakt elektronisk musik, der er bygget op omkring samspillet mellem skingre lydfragmenter og en dyster, gnavende bas.

Lidt forhistorie. I 2002 gik en finne, en japaner og en tysker ind på et moderne kunstmuseum. De tre lydkunstnere, Vainio, Ikeda og Carsten Nicolai alias Alva Noto, var blevet inviteret til et artist residency på Baltic Center for Contemporary Art i Newcastle i England.

Som afslutning på opholdet opførte de en lydperformance, en fælles koncert, der altså først nu kan høres foreviget – uanset hvor man selv befinder sig. Koncertoptagelsen, som nu findes i albumformat, er lidt af en kuriositet. Det er nemlig efter sigende den eneste gang, de tre musikere optræder sammen.

Da det skete, var både Vainio, Ikeda og Nicolai allerede nået til tops med hver deres stilskabende, elektroniske musikproduktion. Finske Vainio havde længe turneret rundt som den ene halvdel af industrial electronica-duoen Pan Sonic, mens japanske Ikeda fordybede sig i højfrekvente lydbølger og tyske Nicolai under navnet Alva Noto hældte kaskader af glitch og lydkollager ud via sit centrale pladeselskab Raster-Noton.

Som stormagter har de spillet hver deres væsentlige rolle i den elektroniske musiks historie. Ikke ved at bekrige hinanden, men ved at lade sig inspirere, har de været med til at skubbe grænserne for, hvad der i dag opfattes som musik. Og de tre elektroniske giganter satte sig dengang i 2002 sammen for at afholde en slags masterclass i elektronisk performancekunst. Her var det ikke kun spørgsmålet om at tilrettelægge et fælles program, men også at nå til klangmæssig enighed undervejs.

Bugter sig som en blind slange

Optagelsen af den 45 minutter lange koncert er blevet skåret ud i 11 »Movements«, der vidunderligt ubemærket glider over i hinanden. I det tætte, underjordiske dronemørke, der slutter sig om lytteren fra »Movements 1«, bugter rytmen sig frem som en blind slange. Den bider sig gennem forskellige ledninger undervejs, og de udskiller alt fra dancehallbeats til tætpakkede technosekvenser.

Live 2002 er en sværm af insektvinger, der på imponerende vis er klippet sådan ud af deres overordnede skabelon, at sammenhængen bevares. I en vrimlende sky tiltrækkes de af kameraets blændende lys og fanges på et udspændt, hvidt lærred, hvor vingeslagene fra de forskellige arter stråler og sitrer imellem hinanden.

Det bliver tydeligt, hvordan de tre, digitale virtuoser opløser deres egoer. Der hersker tydeligvis demokrati mellem dem. Og det er, som om denne vilje til enighed har lagret sig her i koncertoptagelsen. Man kunne analysere, hvem der bidrager med hvilke frekvenser, og hvornår, men det virker mere relevant at se Live 2002 som en lektion i at lave fælleskunst, hvor suveræniteten bliver opgivet til fordel for det overordnede, musikalske kollektiv.

Vainio, Ikeda og Noto bryder med deres individuelle bagkatalog for at finde løsningerne i nuet. De improviserer over hinandens teknikker, minder og erfaringer, og brænder dem i fællesskab på det ulmende, elektroniske bål.

Den musik, der kun spilles ved hjælp af maskiner, henvender sig traditionelt til et lille publikum. Men disse tre pionerer inden for feltet insisterer med deres koncert i Newcastle på, at den rå oplevelse skal være en smuk oplevelse. Den ambition er i sig selv tidløs – og fortolket i mange andre genrer.

Nu, hvor vi færdes i et mere og mere elektrificeret samfund, runger de maskinfrembragte lyde heller ikke længere i os som et fremmed ekko. I stedet er lyden af computertaster og mobiltelefoner blevet vores hverdags faste underlægningsmusik. Spørgsmålet er så, om flere en dag vil kunne se det smukke i det, og nyde det som musik. Et album som Live 2002 gør i hvert fald sit for at hjælpe os på vej. Derfor føles det, her 16 år efter, stadig som en aktuel lytteoplevelse.

Noton

At koncerten udkommer som album netop nu, rummer også en ulykkelig årsag. Sidste forår kom det frem, at Vainio var blevet fundet død under tragiske omstændigheder. Ifølge flere musikmedier skulle han være omkommet i en ulykke i Normandiet, mens andre kilder hævder, at den endelige dødsårsag ikke er blevet fastlagt.

Sikkert er det, at han som musiker nåede at bidrage værdigt til technoens kapitel i musikhistorien, og i en alder af 53 kun havde høstet en brøkdel af den anerkendelse, mange mener, at han fortjener.

Live 2002 er derfor blevet dedikeret til Vainios minde. I den forbindelse har initiativtageren Carsten Nicolai nævnt, at Vainio ikke blot var hans ven, men også en inspirationskilde for hans eget arbejde som kunstner og komponist. Albummet er for ham at se en fejring af Vainio som indflydelseskilde på de mange nye, elektroniske artisters udtryk.

Albummet er altså ikke bare ment som en genoplivning af en spektakulær koncert. Det er også et selvstændigt lydværk, der beviser, at demokratiet kan trives mellem selv de største ikoner. Og samtidig er det et mindesmærke over Mika Vainio og det kunstneriske bidrag, han ydede i sin karriere som elektronisk musiker og producer. Som et summende insekt, der sætter sig på hans gravsten, slår Live 2002 et slag for den kollektive erindring.

Mika Vainio, Ryoji Ikeda, Alva Noto: 'Live 2002' (Noton) noton.info

Noton

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu