Læsetid: 3 min.

Flygtningelejre oplevet gennem et empatisk indie-glughul

I Pascal Mayets empatiske, pertentlige lille indie-glughul til globalt kaos, ’Who By Fire’, er lov og ret pur horror og demokrati blot en våd skandinavisk drøm
26. januar 2018

En grå lørdag eftermiddag besøger jeg Pascal Mayets første soloudstilling Who By Fire i det lille kunstnerdrevne udstillingssted C4.

Udstillingen er Mayets vidnesbyrd i ord og billeder fra et syv uger langt ophold på det danske institut i Athen i 2016, hvor han delte sin tid ligeligt mellem to flygtningelejre, den ene ved havnen i Piraeus, den anden i den forladte lufthavn Ellinikon: to steder i verden, hvor præmissen er den totale uvished, mangel på rettigheder og interesse fra omverdenen.

Who By Fire rummer med sit afdæmpede register en stærk sensibilitet over for magtstrukturer og menneskeligt råderum. Her, alene i det lille galleri, er det umuligt ikke at føle sørgmod, men jeg slipper ikke af sted med at svælge i min ulmende desillusion, og det er der noget lykkeligt ved. Mayet tegnede, skrev og noterede hver dag fra en fast plads i lejrene sine oplevelser og samtaler med både flygtninge og besøgende.

Efter hjemkomsten har han som et mildt og disciplineret vidne iscenesat sine indtryk: Langs galleriets to vægge hænger papirstykker i sytråd, som to symmetriske uroer, en slags bearbejdede erindringsnoter. Halvdelen rummer sirligt håndskrevet tekst, halvdelen er omhyggelige farveblyantsminiaturer i cool tegneseriestil, nogle fotografiske, andre skitseagtige.

Legende børn, telte, graffitivægge, vasketøj, ensomme skikkelser, drenge i hættetrøjer, ofte med ryggen til. Teksterne er korte, rørende og enkle – de beskriver på skift det allerværste – en bådoverfart, børns død, en grufuld tandpine – og lykkelige små optrin: Sammenholdet i lejren, hvor man hjælpes ad, hvor en tiårig pige er tildelt rollen som den energibombe, der holder de andre oppe.

Kunstneren som medmenneskeligt talerør

Det er ømt at opleve, hvordan lejrenes stemninger filtreres gennem Mayets observerende bevidsthed, hvor ingen dom fældes, og selv det mindste har værdi. Et gult telt og en diskret lydinstallation med sange fra lejrene bidrager til det overordnede vildt ydmyge udtryk. En kunstner har taget sig tid til at være et sted, som ingen bebor frivilligt, og har haft modet til at videregive sine indtryk af de mest banale hændelser, og den chillede, uprætentiøse alvor befrier udstillingen fra patos og moraliseren.

Vi er i et nu og her: Noget forfærdeligt sker, Mayet når ikke at tegne det, akkurat som han ikke fik tid, da fem børn overmandede og kravlede på ham; en fotograf er på besøg med den viden, at ingen internationale aviser vil købe hans billeder. Kunstneren er til stede, når ingen andre vil eller kan, som talerør for sine medmennesker.

Netop denne (traditionsrige) ambition deler Mayet med Stine Marie Jakobsen, der i den nyåbnede udstilling Law Shifters i Nikolaj Kunsthal udfordrer lovgivningens ekskluderende sprog og magt ved at invitere os alle til at give opfindsomme bud på nye love. God idé – min datter på seks år kunne sikkert formulere mere retfærdige tanker om asylcentre end den siddende integrationsminister.

Mayet tegner og skriver midt i den absurde mislyd mellem lovinstans/rettigheder og levet liv, og dén mislyd er også sat i spil i Jakobsens fem-slangede lovmaskine-alienorganisme, der suger de pænt nedskrevne nye love op, ind i et excentrisk luftrørssystem og videre til Strasbourg.

Sådan kropsliggøres afstanden mellem f.eks. mig og den bureaukratiske højborg effektfuldt, jeg forestiller mig Inger Støjbjerg retfærdiggøre den nylige hjemsendelse af en række syge flygtninge sådan her: »Desværre opfangede de lange støvsugerrør, der suser mellem Menneskerettighedsdomstolen og Christiansborg ikke i denne omgang klagesagerne, og vi havde så travlt, at vi ikke fik påsat mundingen, jeg kan kun sige, at sådan kan det jo gå.« 

Law Shifters bliver for mig aktivisme i den godmodige ende: Pænt taget ved hånden kan vi kommunikere os til forandring. I Mayets empatiske, pertentlige lille indie-glughul til globalt kaos er lov og ret pure horror og demokrati blot en våd skandinavisk drøm. I lejrene er aktivismen nemlig hardcore, når fællesskabsenergi og medbestemmelse vokser fra et absolut nulpunkt.

Pascal Mayet: ’Who By Fire’. C4 projects, Dybbølsgade 60, København V. Til 27. januar 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu