Den forrygende musical The Book of Mormon laver sjov med religion, omskæring, homoseksualitet og AIDS

Kan man lave en musicalsucces ved at gøre grin med både religion, homoseksuelle, omskæring, voldtægt og AIDS på én gang? Ja. Også i den grad. The Book of Mormon blev i hvert fald en dundrende succes på Broadway i 2011, og nu er hitforestillingen så kommet til Det Ny Teater i København. Vel at mærke i en fuldstændig forrygende iscenesættelse og scenografi, der uhindret tager alle tidens globale tabuer og smækker dem sammen til én ny fortælling.

Her er endelig en musical, som tør gøre grin med vores sentimentale dyrkelse af en sandhed, der ikke findes. Lige fra første fanfaretone er dette en musical, hvor fake news viser sig at udgøre hele pointen. For selv om historien umiddelbart handler om nogle mormoner, der rejser som missionærer til Uganda for at omvende de vantroende afrikanere, så kommer forestillingen hurtigt til at handle den ene missionær, der kan fortælle en god historie – og som ikke er bange for at spice Biblens ord op med fortællinger fra Star Wars.

Mormonernes trosfader Joseph Smith fra Jesus Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige møder i hvert fald Jesus, men også både Yoda og Darth Vader fra Star Wars og Prinsesse Nala fra Løvernes Konge. Og så begynder afrikanerne at forstå, at mormonernes bog kan noget, der kan bringe dem ud af fattigdom og omskæring og AIDS.

Dødsforagt og anarki

Den tidligere operachef Kasper Holten har kastet sig over historien med sin eminente evne til at skabe enkelhed over de store fortællinger. Og scenografen Steffen Aarfing har peppet Det Ny Teaters klassiske scenerum op med herlige videoprojektioner og bølgeblikskure, så hele teatersalen pludselig virker som et oplagt mødested for scenekunsten anno 2018.

Laserlys får for eksempel lov til at spille hovedrollen i et grufuldt morsomt mareridt om et brændende helvede. Og lydeffekter ironiserer over alverdens klicheer om troende menneskers kedsommelighed.

Alt er hipt på den skæve måde og med en vidunderlig humor. Alt udstråler dødsforagt og anarki, lige fra de korrekte, sorte slips hos mormonerne til de farvestrålende shorts hos afrikanerne – og det ultimative rekvisithit er en afrikansk kaffeautomat udsat for realisme.

Alt i denne forestilling er præget af godt humør og galgenhumor. Teksten er vel sagtens så rå, som den kan blive det, hvis den stadig skal kunne synges – Kenneth Thordal har gendigtet sangene så træffende og tidsaktuelle, at man sidder og jubler for hver eneste sanglinje.

Lea Thiim Harder er den forfriskende nye musicalstjerne, der forelsker sig i Carsten Svendsens uimodståelige lystløgner i The Book of Mormon på Det Ny Teater.

Silas som koffeinjunkie

Men der var ikke blevet nogen succes uden det formidable makkerpar Silas Holst og Carsten Svendsen som de to mormoner, der skal rejse ud for at frelse verden. De komplementerer hinanden perfekt på scenen. Silas Holst spiller stræberdrengen, hvis krop går helt i spasmer, da virkeligheden viser sig at være en ganske anden end den, de lærte om på mormonskolen. Han danser selvfølgelig heftigt og elegant – og har fået et par skønne øjeblikke, hvor han får lov at give kroppen fuld gas – men han synger også bragende godt, og hans ansigt har fået en ny udtryksfuldhed, som han udnytter optimalt, når han går linen ud som koffeinjunkie.

Carsten Svendsen er til gengæld den naturlige komiker, der tilsyneladende kan alt. Hans stemme styrer hele salen. Han kan både fortælle en historie i Dirch Passers ånd, samtidig med at hans ben spjætter i panik – og mens hans øjne genert flirter med den lille, smukke afrikanerpige, der måske gerne vil døbes om lidt. Og så synger han så naturligt og talende, at man nærmest ikke lægger mærke til, hvornår han taler, og hvornår han synger. Carsten Svendsen charmerer alt omkring sig. Det er forrygende.

Al Agami som gangster

Forestillingens store glædelige overraskelse er ellers den nyudsprungne, 27-årige musicalstjerne Lea Thiim Harder, der spiller den unge pige, som forelsker sig både i mormonernes bog og i Carsten Svendsen. Lea Thiim Harder (der debuterede i Efter brylluppet) har et ansigt, der stråler af glæde.

Og hun har en stemme, der både er blid-blid, og som tilsyneladende har en enorm volumen. Hun virker fuldstændig oprigtig i sin sceneoptræden. Hun er en gave til musicalen. Og kapelmester Mathias Grove Madsen styrer løjerne fra orkestergraven med samme tempo og humor som resten af iscenesættelsen.

Performerensemblet er veloplagt. Ensemblets mandlige dansere indleder med en forrygende scene, hvor de med grotesk præcision stemmer dørklokker på stribe – med mormonernes bog i hånden og med skuffelse i ansigtet, når folk smækker døren i. Og de afrikanske scener danses med en skøn blanding af street dance og tilbagelænet rapperstil, som klæder guldet i Det Ny Teater – med rapperen Al Agami som en parodi på en gangstergeneral under navnet ’General Røv Fucking Nøgen’.

Grib fåresaksen

Nuvel, andenakten er lidt lang og kunne sagtens have tålt et ordentligt klip med den fåresaks, der ellers bæres omkring på scenen som truende omskæringsredskab. Der går simpelthen gentagelse i historien efter pausen. Men det gør ikke noget, så længe Carsten Svendsen bliver ved med at fortælle løgnehistorier om, hvad der netop ikke står i mormonernes bog.

Uden for Det Ny Teater efter premieren stod nogle mennesker sejt nok og delte små sorte bøger ud, nemlig Mormonernes bog på dansk. Og nej. Det var ikke et teaterstunt. Det var hverdagsdåden for en mormon.

»Jeg er en ægte mormon,« sagde en yndig ung pige i hvert fald, mens hun forærede mig en bog. Uden at kræve andet til gengæld end et smil.

Hvis hun er lige så god til at fortælle historier som Carsten Svendsen, skal hun nok få menigheden til at vokse.

The Book of Mormon. Tekst: Trey Parker og Matt Stone. Musik: Robert Lopez. Oversættelse: Kenneth Thordal. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Steffen Aarfing. Koreografi: Alistair David. Lys: Jason Taylor. Musikalsk ledelse: Mathias Grove Madsen. Det Ny Teater. Til 13. maj 2018.