Læsetid: 5 min.

’Frådseri’ rykker ’Techno’ tæt på publikum med al sin eksplicitte, rå krop og sex

Den unge teaterinstruktør Sargun Oshanas kropsnære og stemmestærke iscenesættelse af Niels Henning Falk Jensbys roman ’Techno’ er et forfriskende forsøg på at mindske afstanden mellem publikum og de erfaringer, som teatret kan beskæftige sig med
Stykket ’Frådseri’ med Simon Mathew på homobaren Never Minds dansegulv er stærkt, fordi det med sin konkrete, henvendte kropslighed giver historien om grænseoverskridelsen – som noget, der både kan være ømt og ødelæggende – en rå, realistisk og rørende smertelighed.

Stykket ’Frådseri’ med Simon Mathew på homobaren Never Minds dansegulv er stærkt, fordi det med sin konkrete, henvendte kropslighed giver historien om grænseoverskridelsen – som noget, der både kan være ømt og ødelæggende – en rå, realistisk og rørende smertelighed.

Anna Marín Schram

23. januar 2018

Sidder på et podie, lige bag en polestang på den københavnske homobar Never Mind. Nærmest opad mit ben sidder skuespilleren Simon Mathew med joggingbukserne nede om anklerne, sveden springende fra issen og en sort cockring som figenblad.

Jeg er ikke i byen, men i teatret. Eller, jeg er i byen og i teatret på én og samme gang.

Sargun Oshanas iscenesættelse af Niels Henning Falk Jensbys debutroman Techno fra 2016 udspiller sig nemlig på selve det dansegulv, i nærheden af selvsamme ruin på Jarmers Plads og selvsamme flittigt cruisede park, hvor romanens ’jeg’ møder og for første gang har sex med det ’du’, som resten af romanen er henvendt til.

»Du sveder ud over det hele. Sveden pisker mig i ansigtet. DJ’en spiller techno, og jeg står her. Over for dig,« lyder det i både roman og stykke.

Læs også

I stykket er det bare over for mig og det øvrige publikum, der sidder rundt om dansegulvet på Never Mind, at jeget i Simon Mathews legemliggjorte skikkelse står. Det er os, han helt konkret henvender sig til med sin historie.

Det er historien om en ung mand, der forelsker sig i en lidt ældre mand, som han beruser sig i hård musik, stoffer og sex med. En tredelt og på mange måder klassisk dannelseshistorie om en seksuel opdragelse, hvor den ekstatiske selvfortabelse, jeget først oplever ved at underkaste sig sin kærestes grænseoverskridende, men kontrollerede og koreograferede erotiske magt, får sit destruktive modbillede i en kaotisk voldtægt, inden en form for frigørelse til slut forløses på en strand i al ensomhed.

Sved på gulvet og bordene

I Jensbys roman er den historie allerede så klar i sin opbygning, så samtidigt sårbart og stærkt stemmeført og så fuld af eksplicit, rå krop og sex, at det både er til at forstå, hvorfor romanen er oplagt at dramatisere, og til at forestille sig, hvor umuligt det burde være.

Sargun Oshana gør det – og lykkes med at gøre det – ved at være teksttro, men netop også give teksten en helt konkret krop. I Frådseri, som stykket hedder på Never Mind, fyrer kroppen diskobelyst rundt på dansegulvet og råber gennem den technomusik, som dj Natal Zaks udsender fra Never Minds dj-pult. Den vrider sig stadigt mere svedende på gulvet og bordene, som den opfører romanens sexscener på.

Når kroppens indehaver Simon Mathew i rollen som historiens ’jeg’ fortæller, hvordan dens ’du’ orkestrerer et orgie på Amager Fælled, hvor jeget på alle fire modtager den ene mand efter den anden, retter han sit eget bare røvhul ud mod publikum. Lyset tændes og slukkes på baren i takt med historiens opture og nedture. Musikken overdøver og ophører. Stemmen skiftevist forstærkes med en håndholdt mikrofon og får lov at krakelere rent.

Det gør egentlig hverken stykket mere eller mindre stærkt end romanen, men det gør det stærkt på en meget anden måde.

Romanen er så stærk, fordi dens blik på grænseoverskridelsen i virkeligheden er meget æstetisk og giver historien en form for nærmest stiliseret og derigennem klar smertelighed.

Stykket er stærkt, fordi det med sin konkrete, henvendte kropslighed giver historien om grænseoverskridelsen – som noget, der både kan være ømt og ødelæggende – en rå, realistisk og rørende smertelighed.

Egensindig og energisk

Oshanas udgave af Techno er mere optaget end romanen af også at tage grænseoverskridelsen som form og ikke bare indhold. Den grænseoverskridelse effektuerer stykket ganske akut og insisterende intenst, men ikke så meget, tror jeg, fordi det er grænseoverskridende at blive konfronteret med det virkelige fest- og homomiljø, som historien foregår i, eller med Simon Mathews kropsdele og kropsåbninger.

Når stykket både i handlingen og realiteten udspiller sig på Never Mind, hvor publikum efter forestillingen kan fortsætte aftenen, er det ikke engang så meget grænsen mellem teater og virkelighed, der søges overskredet. Det virker snarere til at være en afstand i selve teatret – mellem publikums egen erfaring og historien, der fortælles f.eks. – som stykket gerne vil ophæve. Hvilket måske også vil sige nogle publikummers afstand til den historie, der både fortæller om en homoseksuel erfaring, de ikke selv har, og utvivlsomt er vild og voldsom, men i sin essens også ret almenmenneskelig. En historie, ikke mindst, der måske heller ikke handler så meget og så moraliserende om grænseoverskridende seksuel exces, som titlen Frådseri kunne antyde.

Niels Henning Falk Jensbys prisbelønnede debutroman ’Techno’ er blevet dramatiseret i Aarhus og København under titlen ’Frådseri’.
Læs også

Frådseri hedder stykket – der er en coproduktion mellem det københavnske teater Republique og Aarhus Teater og derfor både spiller i København og Aarhus – alligevel kun, når det spiller på Never Mind, og tilsyneladende mest, fordi det også er del af Republiques lidt spredte serie om de syv dødssynder. I Aarhus spiller det under den på alle måder mere rigtige titel Techno.

Uanset titel er Sargun Oshanas tilgang til teatret både befriende egensindig og energisk. Det er en tilgang til de måder, teatret kan bruge krop og stemme til at skabe nærvær, der er inspireret af måderne, stemmen bruges i andre og ikke kun finkulturelle kunstformer.

Dels er Oshana, som det også blev beskrevet her i avisen i fredags, del af den især yngre generation af instruktører, der er inspireret af og i stadigt større stil bruger samtidslitteraturens stemmer på scenen. (Oshana har både iscenesat alle den cirka jævnaldrende digter Caspar Erics bøger og instrueret Erics debut som dramatiker, #amlet, der i efteråret spillede på Aarhus Teater – hvis eksperimenterende Studio-scene Oshana er husdramatiker på).

Dels henter han inspiration i især popmusikken og dens brug af stemme, hvilket ikke mindst hans opsætning af rapperen L.O.C.’s tekster som teater i Momentet, men også Frådseri med sit technotema selvfølgelig er eksempel på. (Simon Mathew, stykkets ene og netop så stemmestærke hovedrolleindhaver, er, som nogen måske vil vide, selv tidligere popsanger og Melodi Grand Prix-vinder).

Måske lykkes den tilgang ikke altid lige godt og heller ikke i Frådseri fuldt og helt med at mindske afstanden mellem publikum og de erfaringer, som teatret er i stand til at beskæftige sig med. Men forsøget er forfriskende, og gør – hvad Frådseri vidner om – i hvert fald ikke teatret mindre stærkt som teater.

’Frådseri’. Tekst: Niels Henning Falk Jensby. Dramatisering: Sargun Oshana og Sanna Albjørk. Iscenesættelse: Sargun Oshana. Republique/Never Mind Gay Night Club. Til 27. januar 2018. Forestillingen coproduceres med Aarhus Teater og spiller på GBAR i Aarhus under titlen Techno fra 29. januar til 10. februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor kommer jeg til at tænke på Michel Houellebec‘ submissions hovedperson, der ikke har andet tilbage i livet end sex, da han ikke magter at have nogen tro på noget?
Vi er i en verden hvor infantiliseringen blomstrer (se mig, hør mig, føl mig, helbred mig, som The Who sang så smukt.).
Er det ikke et tegn på et liv i overflod som tømmes for mening?

Derfor gør ingen noget ved de presserende kriser. Nej, for det at være voksen kræver at man ikke sætter sig selv, men det almene i centrum.

Techno/Frådseri er en forestilling, der først og fremmest handler om følelser.
Fra den højeste eufori til den dybeste fortvivlelse og tilbage igen - flere gange.
Det er en meget, meget medrivende forestilling.
Det er totalt misvisende at reducere den til "at vise sit numsehul".
Det sker ikke på noget tidspunkt.
Simon Mathew tager os med hele vejen i en fuldstændigt overvældende pragpræstation, der ikke lader nogen uberørt.
Med rette er alt udsolgt resten af spilleperioden, men man må håbe den bliver genoptaget senere.
Hvis det skulle ske, er den hermed anbefalet på det varmeste.

Randi Christiansen

"Når kroppens indehaver Simon Mathew i rollen som historiens ’jeg’ fortæller, hvordan dens ’du’ orkestrerer et orgie på Amager Fælled, hvor jeget på alle fire modtager den ene mand efter den anden, retter han sit eget bare røvhul ud mod publikum."

Tino, jeg er ikke i tvivl om, at du har ret i, hvad du siger, og det er meget fint, at du gør det, tak for det. Efter at have læst dit indlæg, kunne jeg ligefrem få lyst til at se stykket - men lige den med numsehullet har jeg altså fra artiklen

Kære Randi C.
I scenen fra Amager Fælled er Simon Mathew iført joggingbukser. Han skal selvfølgelig forestille at være nøgen, men er det altså ikke.
Han må have gjort det så overbevisende (og ja, det gjorde han!), at anmelderen tror, hun har set mere, end hun har.
Det minder om alle de mennesker, der påstår, at de har set overlærer Andersen fra Matador stå fryse ude på altanen, selvom både Lise Nørgård og Erik Balling mange gange har bedyret, at den scene aldrig er blevet optaget.
Det var udelukkende Karin Nellemoses levende beskrivelse af situationen, der havde sat sig så stærkt i seernes minde.
Det er god skuespilkunst både fra Nellemose og fra Mathew.
Jeg håber inderligt, du får mulighed for at se forestillingen og opleve den med egne øjne og åbent sind.
Du vil helt sikkert ikke blive skuffet.

Kh. Tino

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar