Jeg skal love for, at værkerne er kommet godt i hus!
De to billedkunstnere Milena Bonifacini (f. 1963) og Bodil Nielsen (f. 1957) åbnede sidste fredag deres fælles udstilling på Møstings Hus, som de har givet titlen I Hus.
Værkerne lever pænt op til titlens associationer til både det landlige (’høsten er i hus’) og de succesfulde præstationer (’så er den i hus!’) samt til de mere intime associationer til hjemlighed generelt.
For der er noget bondsk og noget stolt og noget intimt over udstillingen, som dermed også huser voldsomme kontraster. Og som frem for alt skubber til de gængse idéer om, hvordan et maleri ser ud.
Kunstnerne er da også begge kendt og anerkendt som malere, der eksperimenterer med at fjerne maleriet fra dets konventionelle former. Forvent således ikke lærreder i rammer! Der er noget helt andet på færde hos Bonifacini og Nielsen, men forbindelsen til maleriet er alligevel intakt, hvor fjern den end kan synes.
I det hjem, de sammen har skabt, er det således ikke skilderier på væggene, som møder publikum, men derimod gådefulde tableauer af genstande og draperier. I stedet for at kigge ind i et billede, går man ind i det, for rummene fungerer som malerier foldet ud i tre dimensioner.
Med interiørernes lidt iltfattige og trykkende atmosfære af højborgerligt fristed inviterer Møstings Hus til at arbejde med rummenes stemninger. Det gør Bonifacini og Nielsen.
Deres udstilling griber rummenes plumpe elegance og tilføjer dem overraskende momenter af malerisk stemningsfylde, der nogle gange understreger plumpheden, andre gange elegancen. Ofte side om side i kontrastfyldte sammenstød mellem det grove og det yndefulde, det tunge og det lette, det jordnære og det sfæriske.
Møstings Hus er med de to kunstneres indtog forvandlet til et lysthus, som på abstrakt vis giver mindelser om både et slagtehus med parterede lemmer og et overdimensioneret dukkehus fyldt med sværmeriske dagdrømme.
Glitrende lysspil
Indgangsrummet gennemskæres diagonalt af en snor, der er fæstnet i to af væggene og ligesom en tørresnor støttet af en træpind i midten. Hen over snoren hænger farvede tekstiler, flortyndt tyl eller chiffon, som nogle steder slæber hen over gulvet, andre steder svæver højt over det, nogle steder i flere lag og sammenfoldet, andre steder udstrakt i et luftigt og transparent lag.
Draperingerne skaber deres egne rum i rummet, samtidig med at de omformer stueinteriørets afmålte gråtoner med en eksploderende farverigdom, der er væsensfremmed for Møstings Hus. Orange, lilla og lyserøde tekstiler med glitrende lysspil og moiré, som indfarver og opdeler det tunge rum med en fjerlet charme.
På gulv og vægge omkring de diagonale draperier er der placeret forskellige genstande, som i modsætning til tekstilernes svævende lethed er holdt i en jordnær kolorit og er fulde af tyngde og kødelig grovhed. Genstandene blander geometriske formarbejder med kropslighed og danner sælsomme legemer, årede og ormede og glinsende.
Til højre for indgangsdøren står en flettet kurv med et grønt tæppe i. På tæppet ligger der ni kugler og en aflang, lyserød knoglelignende tingest med grønt tekstil omviklet den ene ende. Kuglerne varierer i størrelse og er lavet af forskellige materialer: flænsede stoffer, filt og papmaché. En fin lille samling af kuglelegemer, en kurvfuld kulørte bolsjer fra det ydre rum, velkendte og fremmedartede.
På væggen bag kurven hænger en lyserød torso i et tyndt, grønt reb. Et stykke grønt reb er også surret omkring en af torsoens benstumper. Det ligner en blanding af en pude, en mørdej og en parteret krop – tiltrækkende og frastødende på samme tid. Men først og fremmest stærkt sanselig med en udstråling, der rummer komponenter af både vold og erotik.
Kroppens skamferede, amputerede og udstrukne tilstand modsvares af den rødmende huds glathed og pulserende varme. En værkbruden slagtekrop, der emmer af lyst til at blive fortæret, et lystent pirringslegeme, der strækker sig forventningsfuldt ud efter kærtegn.
Rundt om i rummet er flere af denne type genstande, som umiskendeligt røber en landlig herkomst, men samtidig lige så utvetydigt giver glimtvise mindelser om løssluppen sex og fugtglinsende svulmelegemer. Mange af genstandene er fremstillet i papmaché, som efterfølgende er bemalet.
Men de er samtidig anbragt på rurale readymades såsom vaskebænke, kosteskafter, skamler og træspande, der er patineret efter mange års brug og henviser til et præindustrielt landbrug. I et hjørne er to andre torsoer, en brun og en lyserød, presset ned i lerkrukker, der står på gulvet, som var de kadavere, der desperat er forsøgt gemt af vejen.
Rugekasse for eros
Rummet bag det store indgangsrum er nærmest et chambre séparée, hvor et kæmpestort lyserødt rør, måske en fødekanal eller ovarie, er anbragt vertikalt i en træspand, mens et pink gardin skærmer det mod rummets vinduer såvel som et andet objekt, en gul sokkel med tre stenagtige kugler.
Det halvgennemsigtige gardin bryder også her rummet på tværs. Det er ordnet i bølgende lag, så det ligner et slør af gespenster eller en bristefærdig hymen, der dydigt forhindrer rummets to genstande, stenene og røret, i at nå hinanden, at fuldbyrde kopulationen. Det er obskønt og uskyldsrent på samme tid, som dyriske engles flaksende favntag.
Sådanne sammenstød gentager sig gennem hele udstillingen, der gennemstrømmes af en helt egenartet surrealistisk sensibilitet og en udtalt fornemmelse for at iscenesætte og beherske rummene i kunstens favør. Det er gennemgående de samme greb med draperinger og parteringer, der præger alle rummene, men med små mutationer og forskydninger, som sørger for overraskelser.
Det er sansepirrende og tankevækkende – profane krybbespil for voksne, suggestivt iscenesat for let påvirkelige sjæle, som en rugekasse for eros. I Hus er både en stor og en simpel udstilling, som med enkle greb aktiverer et komplekst kropsligt reservoir af erindringer, anslår dybe strenge af sanselige erfaringer, der rummer lige dele rædsel og lyst.
Det er en udstilling – eller måske egentlig en serie forestillinger – hvis sødmefulde og smertelige tableauer skal nydes med åbne øjne og åbent sind. Jeg har sjældent oplevet Møstings Hus så animeret og magisk.
Udstillingen er på alle måder i hus, en forbigående hjemkomst for et husvildt maleri, der vagabonderer stolt i udkanten af de vante rammer. Bonifacini og Nielsen bidrager måske nok hver især med værker, hvis ophav er tydeligt for kendere, men deres samarbejde bringer dem samtidig på nye veje imod et både installatorisk og teatralsk maleri.
Milena Bonifacini & Bodil Nielsen. ’I Hus’. Møstings Hus. Andebakkesti 5. Frederiksberg. Indtil 11. februar
