Læsetid: 3 min.

For Goebbels’ sekretær var nazismen ikke et valg, men noget der bare skete

Inden sin død nåede Brunhilde Pomsel at fortælle om sin tid som sekretær for den tyske propagandaminister Joseph Goebbels og om livet som privilegeret, politisk ureflekteret tysker op til og under krigen
Optagelserne er holdt i en kontrastfuld sort-hvid, som dels giver Brunhilde Pomsels rynkede hud en vis skønhed, dels matcher hendes metaforik, når hun taler om, at intet bare er sort-hvidt, der er altid gråzoner.

Optagelserne er holdt i en kontrastfuld sort-hvid, som dels giver Brunhilde Pomsels rynkede hud en vis skønhed, dels matcher hendes metaforik, når hun taler om, at intet bare er sort-hvidt, der er altid gråzoner.

Camera Film

26. januar 2018

Brunhilde Pomsel var 31 år gammel, da hun i 1942 blev sekretær for Tysklands propagandaminister Joseph Goebbels.

Det var ikke et brændende engagement i den nazistiske sag, der kvalificerede hende til stillingen, men en pligtopfyldende og apolitisk tilgang til arbejdet, som gjorde, at hun fik noget fra hånden uden at besvære sig selv eller sine omgivelser med spørgsmål om, hvad de egentlig foretog sig. 

Pomsel døde sidste år i en alder af 104, men lod sig året før det interviewe af en gruppe østrigske journalister. De 30 timers interview blev til dokumentarfilmen Et tysk liv Goebbels’ sekretær og en interviewbog af samme navn.

Filmen er en traditionelt opbygget nazidokumentar, hvor det kronologisk fremadskridende interview med hovedpersonen afbrydes af vignetter med citater (nogle gange lidt dårligt oversat) og arkivmateriale fra datidens tyske og amerikanske ugerevyer, andre propagandafilm samt optagelser fra befrielsen af koncentrationslejre. Af disse klip er nogle så grusomme, at det er svært at se på. 

Brunhilde Pomsel fik i 1942 tilbudt et job som sekretær. Hun takkede ja og kom derved til at arbejde for Joseph Goebbels helt frem til 1945. I dag er hun 105 år, og hendes historie fortælles i dokumentaren ’En tyskers liv’.
Læs også

Det visuelt særlige ved interviewet er den måde, kameraet kredser rundt om Pomsels på det tidspunkt 103 år gamle ansigt, helt tæt på, så det ligner en panorering over et landskab fuld af furer og folder. Optagelserne er holdt i en kontrastfuld sort-hvid, som dels giver den nærstuderede rynkede hud en vis skønhed, dels matcher Pomsels metaforik, når hun taler om, at intet bare er sort-hvidt, der er altid gråzoner.   

’For os skete det bare’

Brunhilde Pomsel genkalder sig sin barndom, sin ungdom og sit arbejdsliv op til de sidste timer i førerbunkeren, hvorefter hun gik ud i det sønderbombede Berlin og blev taget til fange af russerne, som holdt hende fængslet i fem år. Resten af sit liv boede hun i München, men bortset fra en enkelt historie om at besøge Holocaust-mindesmærket i Berlin og få oplyst dødsdagen på hendes jødiske veninde Eva, er det tiden op til og under krigen, det handler om. 

Det påfaldende ved Brunhilde Pomsels beretning er, hvor fuldstændig apolitisk hun forholdt sig til sin samtid og sit arbejde. Pomsel fastholdt til sin død, at hun ikke kendte til omfanget af nazismens forbrydelser, men indrømmede også, at det var, fordi hun ikke ønskede den viden.

Hendes holdningsløse, veldisciplinerede livsindstilling er dog til at forstå, ud fra det, hun fortæller om barndomshjemmet og de værdier, der i det hele taget herskede under hendes opvækst. Regelmæssig fysisk afstraffelse var normen i hendes barndomshjem, og hvis hun eller hendes søskende på en valgdag spurgte forældrene om, hvad der foregik, eller hvem de havde stemt på, blev de mødt med vrede.

Pomsel bliver ved med at vende tilbage til, hvor anderledes denne tid var, hvor indskrænket et syn på verden, man havde, og hvor overfladiske, umodne og umyndige hun og hendes generationsfæller var. Nazismen var for dem ikke et valg, men noget der bare skete.

Venlige og velklædte

Det ene øjeblik var Brunhilde Pomsel en purung kvinde, der kedede sig gudsjammerligt til den naziparade i Sportspalast, hendes første kæreste havde taget hende med til, det næste øjeblik tog hun sin jødiske veninde med forbi det nazistiske partikontor, hvor hun skulle melde sig ind for at kunne avancere fra stillingen som stenograf ved den tyske statsradiofoni til stillingen i propagandaministeriet, hvor folk var så venlige og velklædte.   

I filmens prolog stiller Pomsel selv dens underliggende spørgsmål:

»Er det dårligt, er det egoisme, når et menneske forsøger ud fra den position, det nu engang har, at gøre noget, der er fordelagtigt for det selv, vel vidende at man derved skader andre?« I første omgang affejer hun præmissen – at man skulle være sig bevidst om, hvordan ens handlinger påvirker andre – med henvisning til, at hendes handlinger var baseret på kortsigtethed og ligegyldighed: »Det er de færreste, der kan sige: Jeg gjorde sådan og sådan af de og de grunde.« 

Men det er så alligevel det, Pomsel prøver at gøre i filmen: at pege på grundene til, at hun var så lydig en medarbejder i Det Tredje Rige. Hun anerkender, at ondskaben findes, og at det var en fejl slet ikke at tænke over tingene. 

’Et tysk liv – Goebbels’ sekretær’. Manuskript og instruktion: Christian Krönes, Florian Weigensamer, Roland Schrotthofer og Olaf S. Müller. Østrigsk. Vises i udvalgte biografer i de større byer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Erik Karlsen
  • Lars Rasmussen
Ejvind Larsen, Erik Karlsen og Lars Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

De fleste mennesker er almindelige mennesker, belastede, overbelastede af behovet for at klare sig, møde anerkendelse, stemmer og handlinger fra fortiden, finde kærlighed og befrielse. At tage ved lære i en samtidig kontekst fordrer, at man kan hæve sig op over det hele, med begavelse og viden. Og hvem kan stort set dét - uden at have levet lidt, uden visdom og indsigt? Det var jo ikke det tyske FOLK; det var hver enkelt tysker med en omgangskreds på det samme som mennesker har i dag, og nyheder fulde af det samme hver dag, og autoriteter med absolut magt, og et liv der helst bare skulle leves uden at komme til skade. Spændet fra "hun gjorde intet" eller "de bidrog med deres tavshed" til "jeg hjalp engang én" ER stort i et totalitært regime - uagtet at enhver ALTID er ansvarlig for sin andel af helhedens vedligehold. Og selvfølgelig også i dag. Vi danskere bør i det mindste prise os lykkelige for, at vi (endnu, da) kan åbne munden og beklage magtens udfoldelse uden at komme i fængsel eller blive slået fordærvet.

Lars Rasmussen, olivier goulin og erling jensen anbefalede denne kommentar